Foghs exit til NATO er en mindre begivenhed for dansk politik end et fuldt kastet radikalt lod i Thornings vægtskål. En samlet rød blok vil for første gang siden 2001 sandsynliggøre et regeringsskifte ved næste valg.
Den radikale leder – Margrethe Vestager – sender i denne tid Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard en venlig tanke. Den ensidige VKO-dominans under forhandlingerne af skattereformen er ved at udvikle sig til hendes vej ud af den politiske Gobi-ørken, som hun og det plagede radikale parti har befundet sig i siden Fogh kom til i 2001. Nu står hun overfor sit livs politiske chance, idet selv den mest forstenede radikale højrefløjspolitiker ikke længere kan forsvare, at det lille parti skal søge indflydelse hos en borgerlig regering, der fører en ren blokpolitik. Forløbet omkring skattereformen viste, at der ikke er noget at komme efter. En stærk S-SF-R blok giver den første reelle chance for at ændre det politiske landskab siden 2001 – alene fordi vælgerne vil være knapt så forvirrede over hvad de får, hvis udfordrerne af VKO-regimet kommer til. Thorning-Schmidt har aldrig været tættere på at indtage Statsministeriet.

Vestager har længe kæmpet

Vestagers ønske om at lege mere med den røde blok er ikke af nyere dato. Hun har været på linje med Marianne Jelveds linje i SR-regeringens tid. Og dermed på linje med langt hovedparten af de radikale vælgere, som ønsker at samarbejde med Socialdemokraterne. R-lederen har længe kæmpet imod den fejlagtige analyse blandt de højreorienterede radikale, at det lille parti skulle stå frit mellem blokkene og søge indflydelse hos et stærkt kørende VKO. En analyse besnærende i tanken, men også funderet i den blå luft. Dels fordi Kjærsgaard aldrig har ønsket at dele indflydelsen med et radikalt parti, som i den grad har dæmoniseret hende og hendes udlændingepolitik. Dels fordi statsministeren hele vejen godt har vidst, at et tættere forhold til de radikale ville stille DF mere frit, og dermed gøre livet temmelig meget mere surt for regeringen.
Derfor har de radikale aldrig haft et reelt alternativ til et samarbejde med S-SF blokken. De radikale har hele vejen – ikke mindst i takt med at tilslutningen til partiet er faldet – været bekymret for at deres profil skulle blive udvisket i en politisk menage a trois med Thorning-Schmidt og Søvndal. De har jo et vist sammenfald på udlændingepolitikken med SF og et vist sammenfald omkring den økonomiske politik med Socialdemokraterne. Men bekymringen er ubegrundet. De radikales politiske mix af en human udlændingepolitik, en stram og ansvarlig økonomisk politik, en klokkeklar EU-tilslutning samt en grøn linje præget af vanlig radikal kompromisløshed gør, at partiets profil ikke findes hos andre partier. Hvis Vestager får sin nye omfavnelse af S-SF betalt med løvestore bidder af sit politiske program, vil ingen kunne sige, at de radikale har solgt ud.

Margrethes uld i mund

Nu kan alt omkring det nye radikale standpunkt jo lyde spændende og godt. Men farer lurer for Vestager og dermed ligesÃ¥ Thorning-Schmidt og Søvndal. De radikale har en lang historie med at rykke deres politiske udvikling via ‘to skridt frem og halvandet tilbage’ modellen. Selv om de fleste radikale med hang til at kigge mod højre – herunder Helveg’erne – ogsÃ¥ pt. mÃ¥ finde platformen for at samarbejde med regeringen yderst beskeden, kan Vestager atter komme under pres. Skal man gÃ¥ hel- eller halvhjertet ind i et samarbejde med de røde? Derfor risikerer Vestager at skulle fortolke sit politiske ryk med en ikke ringe del af et fÃ¥rs halvÃ¥rlige produktion af uld i munden, hvilket næppe vil være særligt befordrende for hverken de radikale meningsmÃ¥linger eller partilederens troværdighed. Men sÃ¥dan er politik.

Foghs exit en mindre ting

Midt i tumulten omkring statsministerens tur til NATO, bør Thorning-Schmidt være den, som er mest tilfreds i disse dage. Hun får ikke alene en ny modstander i Lars Løkke Rasmussen (V). Gør Vestager hvad hun siger, er S-lederens chancer for at lede Danmark efter næste valg blevet stærkt forbedret. Hvis vælgerne pludselig ved, hvad de får når de stemmer på S-SF-R, vil borgerlige skræmmekampagner få betydeligt ringere vilkår end ved tidligere valgkampe. Foghs exit er derfor nok en stor ting i dansk politik. Men den kan vise sig at være en del mindre end det politiske skifte, som de radikale nu endelig tager. Vestagers karrierebeslutning kan meget vel ændre dansk politik.