Efter tredive år i mørket må både Lars Løkke og Thorning-Schmidt indstille sig på, at statens rolle nu skifter fra at være en del af problemet til at være en del af løsningen.

For at kunne tælle til 90 må begge udvikle en politik, der ser staten som garanten for vælgernes velfærd og bolværket mod svindel og mismanagement i erhvervslivet.

De mest skræmmende ord, man kan sige pÃ¥ engelsk, er: Hello, I’m from the government and I’m here to help you.

Salig præsident Ronald Reagans historiske citat står som et mindesmærke over tre årtiers nogenlunde ukritisk hyldest af markedskræfterne og af den liberalisme, der ser den offentlige sektor som en del af problemet snarere end en del af løsningen.

Og citatet stÃ¥r i skærende kontrast til tidens centrale diskussion mellem politikere kloden over. Nu skal staten bringe os alle frelst gennem den globale økonomiske krise. Nok gÃ¥r vi alle i denne tid op i, om det er ‘ Lars’ eller ‘ Helle’. Om det er offentlige investeringer eller skattelettelser, der skal sættes ind imod ‘ uhyret’. Men reelt er der lagt op til et mere grundlæggende ideologisk pendulsving i retning af statens rolle i det politiske billede.

Hvis Helle og Lars skal gøre sig tanker om at lede landet i de næste ti år, må de nu skabe en politik, hvor staten vil skulle spille en større rolle. Som regulator, som igangsætter og fordeler af goderne. Ideologisk spiller dette skifte bedst til Thorning-Schmidt og Søvndal, men regeringen har siden 2001 arbejdet hårdt på at udrydde fordommen om, at en god borgerlig minister spiser offentligt ansatte til morgenmad.

Markedskræfternes epoke har varet, siden Ronald Reagan blev valgt til præsident.

Starving the beast (sult uhyret, red.) hed Reagans økonomiske politik. Ved at give skattelettelser ville han gennemtvinge en nedgang i de offentlige budgetter og ad den vej tvinge en mindre offentlig sektor igennem. Politikken lød godt, men var en fiasko. USA grundlagde dengang sin næsten uvirkelige statsgæld.

Men Reagan, Thatcher og herhjemme Poul Schlüter greb en tidsÃ¥nd, som fik ekstra kraft, da Muren faldt i 1989. Da Nyrup og Jelved ledede Danmark i 1990′ erne, var det pÃ¥ en større accept af markedet end nogensinde tidligere i historien. Lige sÃ¥ borgerligt snusfornuftige Nyrups regeringer reelt fremstod i 1990′ erne, lige sÃ¥ socialt afbalanceret har VK-regeringen søgt at fremstÃ¥ siden 2001. Det har være afgørende, at oppositionen netop ikke kunne rive statsministeren i næsen med hans berømte bog om minimalstaten og slavemennesket, der fremelskes af en stor offentlig sektor.

For at kunne tælle til 90 har højre søgt mod venstre og omvendt. Men præmissen har i perioden været markedet og dets ufejlbarlighed. Ingen politiker ved sine sansers fulde brug har siden 1980′ erne troet pÃ¥ en vælgerfremgang ved at sætte statens rolle pÃ¥ dagsordenen. Lugten af DDR og Sovjetunionen var for stærk. Men nu skifter det.

En ny tid kræver nye svar

Obama gør det, Gordon Brown gør det, Sarkozy gør det, Merkel gør det, Lars Løkke Rasmussen gør det. Alle bruger de nu staten som det redskab, der skal frelse os alle fra økonomisk undergang. De skændes lidt om, hvor meget og hvordan, men at staten skal drive en ny økonomisk vækst sætter ingen spørgsmålstegn ved.

Markedet svigtede fatalt, og nu er der pludselig ingen politikere ved deres sansers fulde brug, som vil kræve markedet og dets frie kræfter genetableret. Tilliden er væk hos vælgerne på tværs af kloden. Læg hertil, at hele klimasagen er ved at eksplodere. I ugen, der gik, kom den næste byge af klimarædsler for en dag.

Fogh sad på klimakonferencen i København og kom i tvivl om, hvor slemt det i grunden ser ud. Alt ser stadig værre ud. Når nationerne mødes i København til decembers klimatopmøde, er det ikke markedet, men regeringer og stater, der skal redde kloden fra en klimanedsmeltning.

Og idet ingen borgere for alvor har mærket nogen afgørende træk på feltet - vi brænder fortsat lystigt kaskader af fossile brændsler af - skal der snart en handlingsplan på bordet. Ellers taber vælgerne troen på politikerne.

Hvor leder alt dette hen? I dansk politik må man tage bestik af den nye æra. Nok skal markedet fortsat udnyttes. Men det offentlige står til et politisk comeback af de store. Hvis man har indset udviklingen, sidder man lige nu i lønkammeret hos S-SF og grubler over, hvordan man kan høste politiske point på statens genkomst. Udviklingen ligger ideologisk godt til de røde.

Kravet er en balanceret politik, hvor almindelige menneskers velfærd sikres imod overgreb fra private institutioner, såsom banker, svindlere som Stein Bagger m. fl. Og hvor fordelingen af velfærden sikres i den forestående nedtur. En omvendt Reagan. Og ligeledes skal den økonomiske politik atter sikre staten og kommunerne en central rolle. Den dårlige nyhed for det røde hold er, at det ikke varer længe, før VKO ser faren. Nej, der er næppe aktuelt brug for en ny statsinitieret krisepakke i Danmark, som risikerer at smadre vores konkurrenceevne yderligere. Men der er brug for staten til at gribe ind selektivt.

Det vil Lars Løkke drøfte med kommunerne i næste uge.

Thorning-Schmidt har chancen for at formulere en ny politik, hvor hun kritiserer VKO for at lade markedet råde blindt.

Men hun skal skynde sig. Lykkes det Lars Løkke at blive set som manden, der - som amerikanske Obama og de konservative Merkel og Sarkozy - mener, at statens rolle skal udvides, vil han lægge grunden til et langt regeringsforløb.

Kampen om det politiske ejerskab til statens nye rolle er gået ind.