Espersen tog fusen på Lars Løkke, da hun tog æren for, at regeringen nu reducerer tilskuddet til de private hospitaler. Umiddelbart er der tale om tak for sidt for mange tilsvarende Venstreangreb. Men reelt kæmper Espersen og Løkke lige nu om, hvordan de skal dele rovet, når Fogh er væk.

Efter en rødvinsreform på skatteområdet er der ikke ligefrem grund til at opsøge flere områder, hvor de få rige får en bedre behandling end de mindrebemidlede masser. Derfor vil regeringens planlagte reduktion af tilskuddet til privathospitaler ikke alene sikre en mere fair konkurrence mellem det offentlige og det private sygehusvæsen.

Den vil også udgøre en ideologisk frontforkortning til oppositionen, som på valgdagen vil give privathospitalerne skylden for enhver tænkelig mangel hos kollegerne i det offentlige. Espersen snød finansminister Lars Løkke, da hun allerede i fredags scorede de politiske point i sagen ved at offentliggøre tilskudsreduktionen.

Dette vidner om den aktuelle kamp i regeringen om, hvem der skal bestemme, når Fogh er rejst.

En ting er sikkert: Løkke får mere bøvl med Espersen, end Fogh havde med Bendtsen. Diskussionen om, hvad en operation på et privathospital må koste, har længe kørt på de høje nagler. Det offentlige sundhedsvæsen har presset voldsomt på for at få reduceret de privates takster.

Og der er tale om æbler og bananer, når de to systemer skal sammenlignes. Det offentlige sundhedsvæsen skal dække det hele – også alt det, som ikke er økonomisk interessant. Hvilket svarer til, at DSB er tvunget til at dække landet med tog, som stort set ingen passagerer benytter. Og til at Post Danmark skal bringe post helt ud i landdistrikterne, hvor det koster spidsen af en jetjager at få overbragt tante Annas sommerpostkort fra Gran Canaria.

Går en operation galt på et privathospital, skal patienten overføres til det offentlige, som forventes at kunne udrede ulykkerne. Prissystemet – de såkaldte DRG-takster – på henholdsvis de private og offentlige sygehuse skal altså tage højde for forskellene i de to typer af sygehussystemer.

Da Lene Espersen bragede ud med, at tilskuddet til de private hospitaler skal reduceres med ca. 20-25 procent, svarer dette til det merbeløb, som de private sygehuse lige nu skovler ind mere end det offentlige for at gennemføre en operation. Og så er vi ovre i det politiske.

Regeringen er langt fremme med behandlingen af tilskudssagen til privathospitaler. Sagen blev i sidste uge behandlet i regeringens magtfulde økonomiudvalg, der har finansminister Lars Løkke Rasmussen for bordenden. Sagen forventes besluttet i den kommende uge, hvor sundhedsminister Jacob Axel Nielsen fremlægger en større sundhedspakke. Og så er alt fredeligt også sagt i sagen.

I fredags fortalte Espersen pressen om regeringens planer, hvilket kom som et chok for Venstres finansminister, som ikke havde haft mulighed for at gøde jorden i sit politiske bagland. Et bagland, som ikke er specielt ivrigt efter at økse løs på privathospitaler, der bedst kan betegnes som institutionelt hjerteblod for Danmarks liberale parti. Og i Venstre er man sur over, at Espersen ikke argumenterer ud fra borgerens forbedrede muligheder efter regeringens nye samlede pakke.

Espersen understreger, at de konservative ikke er så vilde med de private sygehuse, så det gør noget. En klar ideologisk forskel til Venstre, der hellere vil tale om en lille justering, som ikke ændrer ved, at de private sygehuse fortsat udgør en af hovedpillerne i enhver god borgerlig politik.

Der er mindst tre forhold, man skal notere sig her. For det første er Espersens forsøg på utidigt at tage æren af ugens kommende sundhedsudspil et overordnet signal til Venstre om, at de pressede konservative ikke fremover vil sidde pænt i Finansministeriets forhandlingslokale – Struenseeværelset – og bovlamt tage imod de lunser, som Lars Løkke Rasmussen tildeler dem. Linjen er nu mere aggressiv over for Venstre, når de politiske point skal høstes.

For det andet er der et element af ’tak for sidst’ over sagen. Dagen før den stærkt pressede konservative justitsminister, Brian Mikkelsen, fremlagde sin bandepakke, spillede Venstres ordfører ud med sin egen plan. Til de konservatives grænseløse irritation.

For det tredje er dette en del af den måde, hvorpå de to partier allerede nu er i fuld gang med at finde en ny ligevægt imellem sig, som skal gælde, når statsministeren om kort tid forlader dansk politik. Espersen og Løkke kæmper i disse dage om at sætte sig i respekt over for hinanden, hele tiden med Dansk Folkeparti som en højtråbende tredjepart.

Kan den interne VK-strid skade regeringen?

Den kan pågå og forsvares en tid endnu, til Fogh er rejst. Men hvis krigen mellem regeringspartierne udvikler sig værre end bandekrigen på Nørrebro, vil det skabe indtrykket af en regering, der er i opløsning efter for mange år ved magten. Retter Espersens slunkne meningsmålinger sig i den næste tid, vil hendes trang til at føre krig med Venstre blive mindre.

Ved valget i 1998 var statsminister Poul Nyrup Rasmussen ved at tabe valget på grund af sygehusenes ventelister. Regeringens planlagte hug til det private sygehusvæsen gør det lidt sværere for oppositionen at begrunde alle det offentlige sygehusvæsens mangler med regeringens ukritiske kærlighed til privathospitalerne. Det ved Løkke godt, selv om han lige nu ømmer sig over Espersens aggressive adfærd.