Fogh er klar. Løkke er klar. Venstre er klar. Regeringen er klar. Men tyrkerne har en pointe.

Reelt ved kun ganske få personer, hvad der sker i sagen om Foghs Nato-stilling. Vi hører, at amerikanerne er med og alligevel lunkne. Vi hører, at tyrkerne er med og alligevel ikke.

Er vi forbi det punkt, hvor nogen kan vælte Fogh? Eller er tyrkerne i en position, hvor de kan fremprovokere en ‘ plan B’? Iagttagere sætter pengene pÃ¥, at Fogh er sikker. Og at tyrkerne malker. Som De nok kan gætte, er jeg ikke sÃ¥ sikker. Problemet er, at tyrkerne har en pointe.

Når denne analyse læses i Statsministeriet og på det borgerlige parnas, vil den fremkalde betydelig irritation.

Hvorfor lige nu stille skarpt på det, som de hysteriske tyrkere har fået galt i halsen: Foghs egnethed.

Ikke bare er Lars Løkke Rasmussen aldeles klar til at tage over. Ingen kan klare endnu en fiasko som dengang med Uffe.

Og den var jo hjemme. Lige indtil ham Erdogan gik grassat. Heldigvis viste det sig, at præsidenten i Tyrkiet, Abdullah Gül, mener, at det er ham, der bestemmer.

Og han er heldigvis tilhænger af Fogh. Og heldigvis forekom premierminister Erdogan noget ubalanceret og valgkampskåd i sin kritik af Fogh. Men hov, præsident Gül var jo længe Erdogans udenrigsminister, så hvem bestemmer reelt?

Og desværre har Tyrkiets ambassadør i USA senest sagt, at tyrkerne ikke kan lide det, de ser, når de måler Fogh op imod de standarder, en Natoboss skal mestre.

Det hele lugter af, at tyrkerne har tænkt sig at køre denne sag til kanten.

Og måske længere endnu. Obama og andre såkaldte fans af Fogh har det problem, at tyrkerne har en pointe. Sagt lige ud, så handler Nato de næste ti år primært om Afghanistan. Krigen, der ikke må tabes. Hvordan kan en statsminister, som under Muhammedkrisen gav den vel rigelig tobak i kampen for ytringsfriheden, lede en organisation, som primært skal operere i den muslimske verden?

I muslimske øjne svarer Foghs Nato-udnævnelse til, at Europa accepterer en saudiaraber som leder af FN’s komité imod diskrimination af kvinder. Hvis der fandtes en sÃ¥dan.

Tyrkerne kan argumentere sagligt for, at Fogh ikke er det rigtige signal at sende til en Mullah Omar - eller hvem det nu er, Nato betragter som fornuftige talebanere - som overvejes inddraget i en forhandling om en varig løsning i Afghanistan? Og tyrkerne kan med en vis patos fortælle om de følelser, som den dag i dag findes på gaden i deres eget og andre muslimske samfund over for tegningesagen.

Og over for Fogh.

Fogh er måske stadig sikker. Ingen ved det. Men hvis tyrkerne tvinger ham til at undskylde tidligere udtalelser om får og bukke på konferencen i næste uge, skal man ikke blive overrasket. Og hvis de siger endeligt nej, så skyldes det, at de har en saglig pointe, som selv Obama ikke kan skyde sig igennem.

Hvis Foghs job i Nato glipper, vil det været forbundet med højlydte suk på Christiansborg. Og kun få af dem vil være lettelsens suk. Allerede nu er bedetæpperne i Venste vendt mod Løkke, og Kjærsgaard har allerede krævet et nyt projekt igangsat. Underforstået at det nuværende er gået dødt for batteri.

Den unge håbefulde garde af ministeremner vil blive totalt drænet for energi, idet de må se deres ministerkarriere udskudt i årevis. Stemningen vil nå et nyt nulpunkt, som næsten kun kan blive lavere end det, der vil komme, når Løkke sætter sig i stolen.

Meget tyder på at Thulesen Dahl har helt ret, da han i sidste uge uforvarent kom til at sige, at Fogh er en saga blot i dansk politik, uanset hvad der sker. Kaoset omkring besættelsen af Natoposten kan kun føre til selvransagelse for fremtiden.

Når man nu opgraderer til statsministre, vil der skulle findes en ansættelsespeoces, som ikke hænger kandidater til tørre. Som vi har set det med Fogh.