Det er en regering i elendig forfatning, som Løkke arver. Hans eget renommé er heller ikke for godt. Alligevel er der mulighed for, at Løkke i rollen som statsminister udvikler sig som Storebæltsbroen, der var upopulær, lige indtil den blev bygget.

Det bliver den mest krævende opgave, som Lars Løkke Rasmussen nogensinde har stået over for. End ikke den strengeste af de cykeletaper, som han hver sommer troligt cykler på turen fra København til Paris, kan konkurrere med at sætte sig i den varme stol.

Stolen er i den grad rødglødende grundet konkrete politiske udfordringer og en psykologisk tilstand i og omkring regeringen, som aldrig har været værre. Løkke selv vil kæmpe til det sidste, men er det nok? Sagt ligeud skal Løkke nu bryde historiens gang gennem de seneste tredive år i dansk politik, hvis han skal lykkes i jobbet. Schlüter, Nyrup og Fogh sad i cirka ti år hver.

Timeglasset tømmes hurtigt for Løkke.

Hvis Løkke ikke snarest etablerer sin egen - og ikke Foghs - regering og samtidig lancerer sit eget politiske projekt, kan han godt kigge i vejviseren efter succes som dansk regeringsleder.

Fogh tjekker ud på det rigtige tidspunkt - for Fogh.

Man kommer ikke uden om, at det er en politiker lidt over middel, som nu har forladt Danmark og har sat sig i Nato’s chefstol. De fleste danskere vil erindre Foghs periode som en periode, hvor det gik godt i Danmark. Friværdierne gik amok, og ledigheden klaskede sammen til ingenting. De økonomiske lærebøger skulle skrives om, mente han.

Han var imod smagsdommere, og muslimerne havde ikke gode kår under Fogh. Hverken hjemme eller ude. Det lykkedes Fogh at styre landet via en alliance med Dansk Folkeparti, som ikke tillod andre politiske spillere ved bordet.

Der er tre kendetegn ved den situation, som Fogh overlader til Løkke. Og de er alle dårlige. For det første er økonomien i langt ringere forfatning end under hele Foghs regeringsperiode. Gennem det sidste halve år, hvor Fogh reelt har været kandidat til Nato, har den globale finanskrise spredt sig og ramt også danske arbejdspladser. Regeringen er skredet ind, og der er allerede små tegn på, at medicinen virker. Men uanset hvordan det går lige nu med økonomien, får Løkke ikke de samme gode økonomiske rammebetingelser at arbejde med, som Fogh var besjælet med. For det andet er oppositionen samlet i én fast blok. Det er ikke set siden 2001, hvor VK-regeringen kom til magten. Oppositionen har ikke bare været splittet siden 2001, den har også været svag. Foghs succes bygger derfor delvis på netop det faktum.

Nu står Lars Løkke over for en rød blok, der har fråden løbende ud af munden, hvilket er en langt vanskeligere opgave end den, VK-regeringen har haft tidligere.

For det tredje er regeringen otte år gammel. Hvis der er en grænse på ti år, før vælgerne bliver trætte af en hvilken som helst regering, så overlever Løkke alene af den grund ikke næste valgdag.

Løkkes opskrift på succes
Der kan gives mange råd til den nye statsminister, men tre stikker ud foran alle andre. For det første skal han omdanne regeringen hurtigst muligt. Hvis Løkke er statsminister, skal det ikke være som leder af Foghs regering, men af Løkkes regering. Dette indebærer behovet for en uhørt brutal udskiftning af ministre, som ikke er set lignende før.

Det er blevet lettere, efter Karen Jespersen kom ham i forkøbet ved at fyre sig selv. Rokaden kræver også et generationsskifte.

Løkke skal befolke sin nye regering med unge talenter fra Venstre.

Karen Ellemann, Malou Aamund, Peter Christensen kan være blandt de nye.

Desuden kan et par talenter fra det kommunale bagland kaldes ind.

Det bringer os til punkt to - politikken.

Løkke mangler en politik. Lige nu administrerer han Foghs politik.

Det holder ikke.

Løkke vil holde fast i skattestoppet og den stramme udlændingepolitik.

Begge er populære hos vælgerne og har været grundstenene til Foghs tre valgsejre. Hvad er det, Løkke vil med Danmark? Løkkes baggrund som kommunalpolitiker kan her slå igennem.

Udpeger han sundhedsvæsenet som et satsningsområde - hvilket jeg tror, oppositionen roligt kan indstille sig på - er Løkke på hjemmebane. Som tidligere amtsborgmester kan han stoffet på fingrene.

Løkke bør ligeledes gøre den økonomiske krise til sit vartegn. Han fører lige nu over S-leder Thorning-Schmidt, når det kommer til, hvem vælgerne tror kan navigere Danmark bedst gennem krisen.

Sundhed og sikring af arbejdspladser er begge emner på oppositionens historiske hjemmebane. Og nøglen til at bevare regeringsmagten bliver - som altid - at man slår modparten på dens hjemmebane. Endelig - for det tredje - skal Løkke etablere et sandt stalinorgel af kritik imod oppositionen. I hele Foghs regeringstid har regeringen pinagtigt kunnet udstille den interne uenighed hos oppositionen om skattepolitik, udlændingepolitik, retspolitik osv. I det sidste år, hvor Fogh har været fraværende, har regeringen været presset af dårlige sager og har intet kunne gøre over for en mere samlet opposition, som får stadig bedre fat.

Løkke er klædt fagligt godt på til jobbet.

Han fÃ¥r endda meget hjælp af karakteren af jobbet. Statsministerjobbet er bÃ¥de en udsat post, men ogsÃ¥ en højt eksponeret platform, hvorfra en klar profil kan bygges op. Løkke kan via de internationale topmøder gi’ den i rollen som statsmand. Og han kan som statsminister sætte den indenrigspolitiske dagsorden. Men udfordringerne foran ham er monumentale. Skal han tro pÃ¥ egen succes, mÃ¥ han tro pÃ¥, at naturloven om en regerings maksimale levetid pÃ¥ ti Ã¥r kan ophæves. Løkke fÃ¥r det svært.