Da stats-og finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) i gÃ¥r trÃ¥dte ind i Statsministeriets Spejlsal til ‘ goddav og farvel’-seancen med Anders Fogh Rasmussen, var han ikke særlig meddelsom om, hvad han vil med Danmark herfra.

Det var heller ikke ventet. Men at han har lagt ansigtet i statsmandens alvorlige folder og allerede føler tyngden af det nye ansvar, fremgik klart.

Fogh sagde retmæssigt, at det ville blive en drøj tur herfra. Og at man i jobbet må indstille sig på permanent kritik. Løkke tilføjede, at som der var forskel på den første og anden statsminister Rasmussen, så vil der nok også kunne ses visse forskelle på den anden og tredje Rasmussen.

At Løkke har valgt en ydmyg linje er indlysende.

Han ved, at han er bagud på point.

Han ved, at han står over for den umuligste af alle balancer: Han skal undgå at fremstå som en ultraliberal galning, der vil lave Danmark om, med den utryghed som deraf følger. Og han skal fremlægge en politik, der får ham til at fremstå visionær.

Ingen aner, præcis hvor han vil lægge snittet politisk, men samlet peger pilen i retning af, at han nok skal gøre meget, men i det stille. Der kommer nu øget fokus på frit valg af de offentlige ydelser. Fastholdelse af den stramme udlændingepolitik (det kræver Kjærsgaard) og skattestoppet.

Men pludselig mærker den under skjorten stærkt ideologiske Løkke, at der er forskel på at sidde usikkert som statsminister og at sidde sikkert som borgmester i Græsted.

Og at skræppe op som ressortminister er noget andet end at være sidste mand på skansen som statsminister. Kjærsgaard har ét krav: Han skal være til stede i Danmark.

Et indlysende krav, der dog kan blive svært at indfri.

Det hele hænger sammen
Før, under og efter det nyligt overståede G20-topmøde i London sagde værten, den britiske premierminister Gordon Brown, at mødet førte en ny verdensorden med sig. Dermed mente han, at G20-landene, der tegner sig for 80 procent af den økonomiske aktivitet kloden over, nu vil drive udviklingen med en mere fælles tilgang til de globale problemer. Det være sig økonomiske kriser, klimaet etc. Men Brown tager fejl. Den nye verdensorden er for længst trådt i kraft. Det har bl. a. udviklingen af itsystemer sikret, idet de for længst har bundet verden sammen handels-og fi-nansmæssigt. Det er de politiske institutioner og samarbejder, der har halset langt efter udviklingen. G20-gruppen er derfor ikke et forum, der driver udviklingen - men et, der forsøger at følge med den. Og tager vi klimaet, ser vi samme mønster.

Helt tilbage i 1980′ erne var det førende argument for EU-samarbejdet, at klimakrisen (som dengang hed miljøkrisen) ikke kender til landegrænser. I gÃ¥r rÃ¥bte forskere alarm, idet den gigantiske Wilkins isflage er ved at bryde sig fri af Antarktis. Et forrykt og ufatteligt nedslÃ¥ende resultat af og bevis pÃ¥ den globale opvarmning.

Da Pia Kjærsgaard i går kom ud fra mødet med Løkke, lagde hun vægt på, at han ikke fløj så meget rundt i verden, som Fogh har gjort. Det var det tætteste, hun kom på et ultimativt krav til Løkke, hvorfor han bør lytte grundigt. Uanset hvor meget Danmarks nye statsminister end gerne vil blive i Danmark og tale om justeringer i ældresektoren eller landets sygehuse, så driver de internationale udfordringer ind udefra og fylder hans indboks til bristepunktet. Aktuelt i forhold til klimatopmødet i København til december.

Men ligeså i forhold til den økonomiske krise, hvor han trods alt har en position i EU - hvor ringe den end er grundet Danmarks euroforbehold - som nu sammen med USA, Kina m. fl. kæmper imod krisen.

Hvad der er godt for verden, er godt for USA, Storbritannien og Danmark. Kjærsgaards krav kan mange følge, men at efterleve det i praksis bliver svært.

Løkkes nye hold og arbejdsmetode
En stor udfordring for Løkke - hvis han vil holde sig gode venner med Kjærsgaard - bliver derfor at udvikle en arbejdsmodel for sin regering, hvor de nye ministre forstår den stadig voksende internationale dimension af deres arbejde. Den skal integreres i deres indenlandske profil. Foghs jobsøgningsproces har i en grotesk karikeret form dokumenteret, hvad det koster, når man sylter indenrigspolitikken og undlader at forklare udenrigspolitikken.

Løkke må se det politiske arbejde med udenrigs-og indenrigspolitik som to sider af samme sag og tvinge ministrene til at forstå, at værdien af de timer, som de lægger i udlandet, omhyggeligt skal forklares til de danske vælgere. I går i Statsministeriet så vi en statsminister, som vil få megen hjælp af sit ministerium. Kvaliteten af Statsministeriets embedsmænd kan få en middelmådig statsminister til at se en del bedre ud, end han er. Bizart nok kan det netop være en ny international dimension af Løkke, som vil give ham pondus og bringe ham frelst over næste valgdato. Men hvordan skal den lige kringles, når nu Kjærsgaard vil have ham i Danmark? Her, dag 2 på jobbet, starter Løkkes linedans.