De mange tabersager, som i denne tid præger regeringen, skygger totalt for statsminister Lars Løkke Rasmussens politiske budskaber. Og truer med at stoppe ham, før han kommer i gang. Interessant nok udgør situationen Løkkes første chance for at komme ud af Foghs ‘ Kaj Holger’-skygge og ledelsesmæssigt omdanne regeringen til et team.

Bendt Bendtsens tjenester til bilhandlere og sammenstød med våbenloven samt sundhedsvæsenets ventelister. Løkkes bilagssager. Lene Espersens flyvetur fra Portugal. Og Anders Fogh Rasmussens tur til Istanbul som blind passager i forsvarets Challenger-fly, efter at han var trådt af som statsminister.

Til næsten alle sagerne kan der stampes en rimelig forklaring op af jorden, men tilbage står, at regeringen stort set kun kommer ud til vælgerne, når dens medlemmer har ageret tåbeligt.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen må til sin irritation konstatere, at det nu ikke handler om, hvilken politik der kan sætte en ny dagsorden for regeringen. Men snarere om at tage livet af tåbelige sager, der skygger for regeringens arbejde og gør den sårbar.

Hvad lavede Espersen i Portugal?
I går udkom de tre store morgenaviser ikke, formentlig til regeringens lettelse. Det var påske. Men ledte man blot en anelse på internettets nyhedssider, stod det klart, at Lene Espersen sloges med anonyme medarbejdere fra Statsministeriet om, hvem der har skylden for, at hun susede hjem fra ferien i Portugal til statsministerskiftet i et privatfly til 180.000 kroner? Man kan spørge, hvorfor vicestatsministerens ferie skal arrangeres præcis i den weekend, hvor topmødet i Nato ventes at udnævne Danmarks statsminister til ny sekretariatschef. Et topmøde, hvis dato har været kendt i hele og halve år. Og man kan spørge, hvorfor Espersen ikke kunne tage et almindeligt rutefly med det portugisiske flyselskab TAP, der har en glimrende businessclass, som i en række tilfælde har været god nok for undertegnede i et tidligere job.

Hvad var det i Statsministeriets planlægning, der gjorde, at man ikke kunne tage højde for TAP-flyets kendte afgange? At Fogh skulle til Istanbul et par dage efter? Mange spørgsmål, kun få - gode - svar.

Da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen som oppositionsleder i 2001 holdt sin grundlovstale, handlede den blandt andet om magtens arrogance og kammerateri. Kritikken var rettet imod den daværende socialdemokratisk ledede regering. På Løkkes første ministermøde kan det anbefales, at han omdeler talen til ministrene.

Et ‘ attitudeproblem’
Problemet er naturligvis, at sagerne klæber til regeringen. Vi er ude i det, amerikanerne kalder et ‘ attitudeproblem’. Selv om de enkelte sager kan forklares. Og selv om Lene Espersen havde undladt at smide aben tilbage til Statsministeriet og i stedet havde vist noget rygrad snarere end den lidt for tydelige angst for at komme op pÃ¥ pressens bilagsgrill. Selv da sidder vælgerne tilbage med et billede af en regering, der ikke lever op til Foghs formanende ord fra 2001.

I dag holder Løkke sin tiltrædelsestale i Folketinget. Den skal godt nok have vitaminer og nyheder, før den totalt blæser alle regeringens imagebetonede problemer af banen. Det er næppe realistisk.

Og når man sidder i Statsministeriet, er det mest frustrerende ved denne type problemer, som blandet andet Lene Espersens rejse symboliserer, at de dukker op, når de er mindst ønsket.

Man lægger i Lars Løkke Rasmussens nye ministerium planer for det politiske arbejde. Bruger enorme ressourcer på at tilpasse forslag og skrive velklingende taler.

Man koster embedsmændene på natarbejde.

Og er tilfreds med det seriøse og måske endda optimistiske fremadskuende resultat. Humøret holder sin højde, præcis indtil B. T. eller Ekstra Bladet har endnu en historie - hvor useriøs og udokumenteret den end forekommer - der får resten af medierne til at svømme over med den pågældende ministers hovedløse adfærd.

Det er ligegyldigt, om historien er sand.

Den tid og energi, som regeringen skal bruge på at nedkæmpe historien, er dræbende.

Ikke alene for regeringens hårdt prøvede image, men også for troen hos de politikere, embedsmænd og særlige rådgivere, som hellere vil se de politiske udspil dominere debatten.

Løkke kan træde i karakter
Regeringens attitudeproblem skyldes dens alder og mangel på troværdig ledelse.

Det første kan Løkke ikke gøre meget ved. Men det sidste kan han i høj grad påvirke.
Han må konstatere, at han selv og Espersen må sikre, at ministre atter får respekt for det at være minister.

De fleste sager handler mere om at agere med hovedet under armen end om en bevidst hovskisnovski adfærd. Sjovt nok dummede ingen sig, dengang Fogh i de første år havde kontrol over tingene. Løkke ved, at hvis ikke kvajekvoten hurtigt falder markant, kan alle hans øvrige bestræbelser være overflødige.

Løkke - og nu ogsÃ¥ K-leder Espersen - har begge en rem af huden. Det kan udnyttes ledelsesmæssigt. Fogh fik via egen fejlfrihed hurtigt etableret en ‘ mig og alle jer andre’-kultur i regeringen. En patriarkalsk, gammeldags Kaj Holger-stil.

Løkke kan med sin egen bilagssag i bagagen skabe en ny ‘ vi’-kultur. Kan regeringen herved angribe problemet mere som et team, vil chancerne for succes dels være større, dels vil ministrene finde arbejdet langt mere givende, og endelig vil Løkke fremstÃ¥ som en moderne leder. Løkkes første fundamentale ledelsesudfordring stÃ¥r for døren.