Trontaler er før - i tider uden krise - blevet brugt langt mere offensivt. Men det eneste der er værre end ikke at love noget er at love noget man ikke kan holde.

Hvis nogen troede, at Danmarks nye statsminister ville komme blæsende, som skudt ud af en kanon, så blev de fælt skuffet i går. Da Løkke besteg landets fineste talerstol for at holde sin første åbningstale var den klinisk renset for overraskelser.

Statsministeren satser i den grad på følge råddet fra DF-leder Pia Kjærsgaard om at få ’ro på’, at han reelt tager en stor chance. For er det ’ro på’, at vælgerne ønsker sig? Eller er det budskaber om konkret handling omkring de problemer og bekymringer, der optager dem i hverdagen?

En svær tale at skrive

Hvis man spørger Løkke om han syntes, at hans tale i går var uden de store vitaminer vil han fnyse og anse spørgeren for politisk underfrankeret. Løkke vil mene, at han sendte tydelige signaler om hvad det er, som han opfatter som det centrale for hans arbejde fremover.

Den tiltagende økonomiske krise fik førsteprioritet. Over alt andet, som statsministeren pointerede. Hans gamle hjertebarn – sundhedsvæsenet – fyldte ligeså en del. Og de tilsigtede tryghedsskabende pligtformuleringer omkring udlændingespørgsmålet og skattepolitikken er ligeså en klar del af budskabet.

Men der er altid den risiko, at afsenderen hører sin egen tale anderledes end modtageren. Eller modtagerne – vælgerne. I dette tilfælde løber Løkke den risiko, at de trygge formuleringer ikke opfattes som tryghedsskabende, men i stedet bliver opfattet som en mangel på konkrete ideer og initiativer. Åbningstaler af denne type kan snildt fyldes op med konkrete forslag til reformer. Løkke valgte at være generel grænsende til det abstrakte. Hvorfor nu det? Mindst af to grunde.

For det første er en række af de reformer, som han talte om midt i et konkret forhandlingsforløb. Bandepakke, forsvarsforliget, grøn vækstpakke osv. Hans drevne erfaring med at forhandle reformer i det politiske maskinrum, slår her igennem som et problem for ham i rollen som statsminister. En trontale kan af statsministeren bruges til at banke sine prioriteter igennem så vælgerne forstår, hvad regeringen vil.

Ikke hvad den måske kommer frem til i en forhandling – verserende eller ej – men hvad den vil. De politiske prioriteter, som Løkke alternativt kunne have brølet ud fra talerstolen, ville være svære efterfølgende at komme uden om, uden at løbe risikoen for en folketingsvalg. Det er med andre ord en statsministers ret at skue ud over de almindelige trakasserier i diverse forhandlingslokaler og kommunikere direkte med vælgerne om det han vil. Hvorefter forhandlerne må følge trop. Den ret udlod Løkke mærkeligt nok at bruge i går. Forklaringen følger måske af punkt to.

For det andet er det sjældent usikkert, hvad fremtiden bringer. Går økonomien yderligere i ruiner verden over, vil budgettet til at indfri en stribe løfte afgivet fra talerstolen i går hurtigt være væk. Og i politik er det et dårligt råd at give en ny statsminister, at han skal love gaver til vælgerne, som han ikke kan levere. Udvikler de små forårstegn i økonomien sig så positivt, som bl.a. præsident Obamas økonomiske rådgiver Larry Summers har givet udtryk for, vil Løkke tættere på det helt afgørende næste folketingsvalg, have mulighed for at hælde en mild gaveregn ud over vælgerne.

Og Løkke ved som gammel finansminister, at usikkerhed om økonomien skaber usikkerhed i alle ministerier og lukker for pengestrømmen. Derfor tog han ingen chancer ved at blive for konkret.

Er en svag tale en klog tale?

Lige nu er Løkke givet tilfreds med sin tale. Det er statsministre altid, når den hårde proces med talens tilblivelse er forbi. Men det er ikke sikkert at vælgerne er det. Havde de forventet nogle mere konkrete forslag til hvordan eksempelvis krisen bekæmpes herfra eller hvordan han konkret vil sikre et fornuftigt resultat af klimatopmødet, bortset fra at han vil arbejde dag og nat, er de blevet fælt skuffede.

Derfor tager Løkke en strategisk chance med sin ‘ro pÃ¥’ og ‘business as usual’ tale. Og det har ikke været nogle lette timer i Statsministeriet de seneste dage at lægge linjen. Løkke ved, at S-leder Thorning-Schmidt og hendes nye ven Villy Søvndal fÃ¥r bedre vilkÃ¥r, jo mere generel og udynamisk hans tale er.

Men han ved også, at det eneste der er værre for en statsminister end ikke at virke dynamisk og love konkrete initiativer, det er at virke dynamisk og love konkrete initiativer, som han ikke kan holde. Sagt lige ud, så vidner talen om, at Løkke sidder meget alene i en meget lille robåd på et stort ocean og ikke aner hvad vej det vil gå. Hvad han ikke lagde skjul på i talen heller.

Bundlinjen er derfor, at en svag tale, der søger at indgyde generel tryghed i Foghs gamle ånd, i Løkkes øjne har været den eneste mulighed på dette tidspunkt. Uden tvivl et taktisk klogt valg i Løkkes øjne. Men ikke nødvendigvis i vælgernes. Juryen er ude indtil næste meningsmåling.