Det var et af karrierens skarpe hjørner, som Lars Løkke rundede, da de første meningsmålinger udkom i fredags. Oven på en kaotisk start står han pludselig som frelseren af det borgerlige projekt. Og oppositionen står måbende tilbage. En afgørende tid ligger for i forsøget på - afhængig af hvem man er - at cementere eller ændre billedet, inden de nye konturer af dansk politik atter stivner.

Hans personlige karakter har været bragt i miskredit igennem det seneste år. Han er i de fleste målinger fremstillet som en taber i forhold til Sleder Thorning-Schmidt, vicestatsminister Lene Espersen og ikke mindst tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Nu har han endelig fået det sorte jakkesæt - eller handskerne, som han selv kalder det - på, og er stormet frem i popularitet. Overrasket? Næ, tværtimod. Lars Løkke Rasmussen har været undervurderet hele vejen.

Det betyder ikke, at hans tid i embedet automatisk fortsætter efter næste valg.

Mange farer venter forude. Men alene fordi han ikke øjeblikkeligt synker til bunds som en sten, som ventet af oppositionen, har han taget et stort skridt.

MÃ¥lingerne kom som et chok
Da målingerne fra Megafon (se lørdagsavisen) i fredags blev præsenteret på Christiansborg, kom de som et chok for mange.

Oven på en mildt sagt kaotisk første uge med den omdiskuterede åbningstale, var hele det politiske system, inklusive medierne, sunket ned i den antagelse, at Løkke nok alligevel blot er et mindre bump på Thorning-Schmidts vej til Statsministeriet.

De glemte bare vælgerne.

Fire potentielle grunde til Løkkes rekordagtige comeback.

For det første har mÃ¥lingerne af ham og Thorning-Schmidt altid været som æbler og bananer. Hun har i de hidtidige mÃ¥linger optrÃ¥dt i rollen som oppositionsleder gennem tre Ã¥r og han som en mÃ¥ske kommende statsminister, p. t. forklædt som finansminister. Den ekstremt nedspillede og seriøse ‘ Lars fra Græsted’ har virket.

For det andet giver selve embedet som statsminister troværdighed. På centerpubben i ethvert større dansk indkøbscenter er man godt klar over, at statsministeren har et særligt tungt ansvar. I USA hedder dette, at vælgerne slutter op om præsidenten.

I Danmark hedder det, at man giver den nye mand en chance.

Med Løkke på plads i Statsministeriet skal vælgerne - for det tredje - igen forholde sig til VK-regeringen versus oppositionens tilbud. Indtil Løkke tiltrådte, var regeringen så anskudt, at oppositionens politik var underordnet, der ville uanset hvad være brug for frisk blod. Med Løkke i Prins Jørgens Gård skal S-SF-R atter til at kæmpe for at retfærdiggøre deres politik.

For det fjerde viser Løkkes hurtige løft i popularitet, hvor kritisk vælgerne i virkeligheden har været over for Foghs - set i bakspejlet - nærmest vanvittige jobsøgningsproces.

De flygtede måske mere fra Foghs svigt end fra VK-regeringen som projekt. Noget taler herfor.

For tidligt at kåre Løkke
Det giver sig selv, at de nyeste målinger bringer Løkke i en situation, hvor hans magt vokser. Og det er hårdt tiltrængt.

Populariteten til trods har han mange problemer. Eksempelvis har Dansk Folkeparti og de konservative allerede indledt deres rituelle slagsmÃ¥l om magten. Løkke fÃ¥r brug for rÃ¥ magt til at holde parterne i ro. Og vælgertilslutning er magt. MÃ¥lingerne giver en tro hos V og K’s baglande pÃ¥, at regeringen kan overleve næste valg.

Hvad der naturligvis også lægger en dæmper på trangen til selvstændig profilering.

Men det er for tidligt at kåre Løkke som vinder af næste valg. Politik handler om resultater.

Og lige nu er den økonomiske udvikling det helt centrale. I sin trontale sagde Løkke bl. a.: »Men løsningen på verdens alvorlige økonomiske problemer kan ikke hives op af en hat. Politikere, økonomer og andre stemmer i den offentlige debat kan lige så godt vænne sig til, at vi skal bruge flere redskaber og sætte ind flere gange. Vi skal bruge hele værktøjskassen. Én check her og nu gør det ikke«. Ak, kære læser, jeg forstår det heller ikke.

Nok ved vi, hvad regeringen har gjort. Og godt nok for det. Og nok ved vi, at han forkaster Thorning-Schmidts idé om at brænde yderligere milliarder af nu og her.

Men hvad er det præcis, Løkke vil med økonomien? Og hvornÃ¥r? Ved han selv, hvornÃ¥r han skal hive i de forskellige hÃ¥ndtag? Hvor høj skal ledigheden eksempelvis være, før han gør hvad? Har han en plan, eller vil han dagligt sidde i en rundskreds i Statsministeriets egetræsværelse og snakke sig lidt til rette med bl. a. finansminister Hjort Frederiksen? Hvis ikke han lykkes med økonomien, kan oppositionen klandre ham for en indsats, hvor den uklare strategi med at bruge ‘ hele værktøjskassen’, reelt var et synonym for ikke at ane, hvad han havde med at gøre.

Løkke fremhæver, at regeringen ikke har udtømt mulighederne, og at hans søn ikke skal kende til ordet ‘ ungdomsarbejdsløshed’.

Nok muligt, men inden farmand er færdig, kommer junior med garanti til at kende ordet ‘ statsgæld’. Ingen ved endnu, hvor mange penge Løkke er klar til at brænde af for at skabe lykke pÃ¥ det danske arbejdsmarked op til næste valg.

Oppositionen er nu i koma. Den troede, at Løkke lå trygt nede i sækken. Thorning-Schmidt må og skal op på kamelen igen og genskabe troen i hendes parti på, at hun kan slå Løkke. Ellers vil depressionen hurtigt vinde frem, underminere hende og skabe en kæmpe fordel for Løkke.

Fokus er atter på det politiske indhold.

Hvad vil Thorning-Schmidt? Og på personer.

Løkke skal nu vise, at målingerne om hans popularitet ikke er en døgnflue. Om han ligefrem bliver dansk politiks nye krammedyr, efter Villy Søvndal, er nok at gå for vidt. Men ihukommende hvor han kom fra, er den røde bloks problem, at langt mindre tydeligvis kan gøre det.