Med Thornings og SF’s krav om et uforandret forsvarsbudget kan Løkke smide hende og Søvndal ud af forsvarsforliget. Som han gjorde med skattereformen. En fristelse der kan vise sig at være for stor.

 
Sølle et hundrede kilometer fra den pakistanske hovedstad – Islamabad – ligger distriktet Buner. Måske en forholdsvis ligegyldig plet på jorden for mange, men ikke for Danmarks forsvarspolitikere. Inden vi vender os mod de politikere, som i går startede forhandlingerne om en ny forsvarsaftale, skal vi til Buner. Og lidt nord for Buner til distriktet Swat Valley. Swat Valley er i disse dage og måneder mest kendt for én ting: fredsaftalen mellem det pakistanske system og Taleban. I Swat Valley styrer Taleban som i de gamle dage i nabolandet Afghanistan. Afstraffelse med pisk, udelukkelse af piger fra enhver form for skolegang osv. Opmuntret af deres held med at true sig til magten i Swat Valley, gik Taleban for få uger siden også i sving i regionen Buner. Samme model. Terror af lokalbefolkningen, som i starten kæmpede imod. Indførelse af et parallelsamfund med sharialovgivningen som den samme barbariske rettesnor, som prægede Afghanistan før 11. september.

Taleban krævede de eksisterende retssale og deres virke lukket og erstattet med Shariaretten. Hvis læseren her fÃ¥r mindelser om fodboldstadions, omdannet til rene slagtehuse, er man ikke helt galt afmarcheret. USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, har i hÃ¥rde vendinger fordømt Pakistans mildt sagt nølende reaktion pÃ¥ Talebans fremfærd, hvad der i et vist omfang har fÃ¥et regeringen i Islamabad i omdrejninger. Talebans fremdrift i Pakistan sker i omrÃ¥der, hvor de uendelige religiøse skoler – de sÃ¥kaldte madrasser – er placeret. De tjener som udklækningsanstalter for horder af nye religiøse krigere. Ikke alene leverer de til krigere til Talebans kamp for at opbygge deres forskruede drømmesamfund i Pakistan, men ogsÃ¥ til at føre krigen imod Natos styrker i Afghanistan. Og sÃ¥ er vi tilbage til Christiansborg og de netop startede forhandlinger om et nyt forsvarsforlig.
Der er for danske politikere to centrale konklusioner af begivenhederne i Swat Valley og Buner. For det første fremgår det med alt tydelighed, at års indsats mod Taleban ikke har virket dæmpende på deres aktiviteter. De er her fortsat endda med stigende og skræmmende styrke. For det andet handler ovenstående ikke om Afghanistan, men om Pakistan. Taleban har altså ikke bare kræfter til bekæmpe Nato i Afghanistan, men også gennemføre en regulær politisk og militær offensiv i Pakistan. Og det selv om alle ved, at Taleban må elimineres i Pakistan, hvis krigen i Afghanistan skal kunne vindes. Med andre ord forhandles det nye forsvarsforlig under en tung em af tvivlsom succes i Afghanistan.

To niveauer af forsvarsforhandlinger

Der kæmpes på Christiansborg på to slagmarker om det danske forsvars fremtid. På det konkrete niveau, hvor forsvarsordførerne sidder til lange drøftelser hos forsvarsminister Gade, om flere eller færre penge til forsvaret. Lad os dvæle her et øjeblik.
Overraskende for mange spillede Socialdemokraterne senest ud med et krav om, at budgettet til forsvaret ikke må hæves. Og er dermed helt på linje med SF. Det giver S-leder Thorning-Schmidt og hendes – yderst kompetente – forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, et problem. Hvis Taleban har kræfter til at kæmpe i Afghanistan og føre krig i Pakistan, hvad taler da for en reduktion af budgettet? S-lederens svar er enkelt: pengene til en større indsats i Afghanistan skal findes inden for forsvarets nuværende budget. Thorning-Schmidt kan sagtens have ret. Forsvarets spidskompetence omfatter ikke akkurat økonomistyring. Men er argumentet indlysende nok overfor vælgerne? Næppe. Når den sympatiske minister Gade – i TV-nyhederne – først går i gang med at forklare om kampen mod terror og behovet for at Danmarks soldater skal sikres bedst muligt, vil budgetargumentet få det svært. Regeringen har med gårsdagens melding fra statsministeren taget handsken op: Løkke kræver flere penge til forsvaret. På én gang maser han S, og kommer Dansk Folkeparti i møde.
Står det til S-ordfører Dyrby og minister Gade kan der snildt indgås et forlig. En salomonisk løsning, hvor budgettet til almindelig forsvarsdrift holdes konstant og at der gives et særligt bidrag i forligsperioden til indsatsen i Afghanistan, ligger vist lige for. Det bringer os til slagmark nummer to på Christiansborg: det storpolitiske spil.

Fristes Løkke til at slagte S?

Da den seneste skattereform blev indgået med det smallest mulige flertal, blev den sidste fortøjning til gammeldags politik smidt i land. Den gamle regel om, at Danmark har bedst af brede flertal om de vigtigste beslutninger er væk. Man kan sagtens forestille sig, at også forsvarsforliget bliver ofret på den dagsaktuelle politiks alter. Løkke skal vinde næste valg, og kan have en klar interesse i at holde venstrefløjen fra fadet og udstille dem og deres budgetkrav som upatriotisk og uden forståelse for de sikkerhedspolitiske krav, der må stilles til bekæmpelsen af Taleban. Thorning-Schmidt kan hermed søges udstillet som en umoden leder af landet. Og mon ikke Løkke har bemærket, at hvis S ryger, så ryger SF også. Det fælles budgetkrav fra S og SF har således givet Løkke den åbning han behøver, hvis han vil udstille Thorning-Schmidt og samtidig undgå, at Søvndal med en forligsdeltagelse fremstår yderligere regeringsduelig. Han behøver blot at skubbe Talebans fremfærd foran sig.