Foghs kaotiske ledelse op til hans exit var en stor gave for Danmarks nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Og billedet af en statsminister, der har styr på tingene, er ved at fryse fast. Intern strid i VKO-alliancen og risikoen for, at Løkke fremstår som en lille Napoleon, udgør statsministerens største politiske risici.

Da Lars Løkke Rasmussen (V) kom til som statsminister, holdt Christiansborg vejret. Ingen anede med sikkerhed, om han ville ‘ flyve’ i sit nye job. Kunne han svinge helt rundt og træde i karakter som nationens leder efter en fyr som Fogh, der i den grad var en landsfaderfigur for det borgerlige Danmark? En status lige nu viser, at oppositionens værste anelser er ved at blive en realitet.

Ikke alene er Løkke som statsminister ekstremt optaget af ikke at snuble i uheldige situationer. Rollen som seriøs statsleder spilles på en måde, som Poul Reumert næppe kunne gøre bedre. Og oppositionens bedste våben (ud over stadig mere uvirksom kritik af Løkkes karakter), økonomien, er i bedring i et omfang, som måske indebærer, at det atter går fremad, når valgdagen kommer. Løkke er derfor mere truet af opgør med Pia Kjærsgaard (DF) og Lene Espersen (K) end af oppositionen.

Foghs exit en gave til Løkke

I disse dage er det kommet på mode blandt kloge iagttagere at fortælle, hvordan statsministerjobbet i sig selv medvirker til at løfte Løkke. Der er ingen tvivl om, at såfremt han over de næste måneder klarer at få cementeret billedet af sig selv som seriøs statsminister, garneret med det internationale tvist, som topmøderne i bl. a.

EU fører med sig, vil oppositionen få svært ved at tegne et billede af en statsminister, der ikke er opgaven voksen.

Men den stærkt stigende opdrift i Løkkes popularitet - som også kunne læses ud af gårsdagens meningsmåling i Jyllands-Posten - skyldes ikke mindst det gigantiske ledelsestomrum, som fyldte tiden op til Foghs afgang. Løkke nyder godt af, at behovet for en seriøs lederskikkelse i regeringen var monumentalt.

Foghs totale fravær som aktiv leder af regeringen imindst et halvt år, før hans udnævnelse til generalsekretær i Nato, var faktisk den største gave, han kunne give sin efterfølger.

Yderligere pres på oppositionen

I S-SF-aksen grundes der dybt over, hvordan Løkke nu skal pilles ned. Status er, at opgaven er langt vanskeligere, end man havde håbet. Der er godbidder, som oppositionen kan bruge. Eksempelvis den klare favorisering af privathospitalerne, som Løkke ifølge Rigsrevisionen stod for i sin tid som sundhedsminister.

Men vil oppositionen helt afskaffe privathospitalerne? Og hvis nej, hvor meget skal disse da barberes? Og politikreformen vedbliver som ventet med at være et problem. For læserne af avisen Financial Times viste gårsdagens udgave imidlertid, hvorfor det for alvor kan blive svært for oppositionen. På forsiden beskrev avisen, hvordan der nu også i Tyskland er tegn på en udfladning i krisen.

Sammen med mange andre små positive tegn kloden over er det medvirkende til en stigende risiko for, at Løkke kan gå til valg med en økonomi, der ikke akkurat er nedsmeltet. Og det er oppositionens største politiske risiko alene af den grund, at det er her, den har sat det hele ind.

Klarer Løkke sig gennem de næste måneder i den aktuelle stil, vil indtrykket af en kompetent statsminister blive rodfæstet.

Sagt ligeud må oppositionen nu finde på noget andet, så man ikke alene står på det ene ben, som den økonomiske krise udgør. Læg hertil, at der lurer et uundgåeligt valgnederlag for Socialdemokraterne og de radikale ved det kommende EU-parlamentsvalg.

Kan Søvndals - nu af VKO opdagede - rockstjernestatus redde æren, så den samlede røde blok går frem? Føj yderligere hertil, at Løkke og klimaminister Hedegaard, hvor uenige de end er internt om rollefordelingen, vil sætte sig på klimadagsordenen frem til topmødet i december. Isoleret imod hjemlig kritik, grundet topmødets internationale karakter.

Så længe oppositionen ikke leverer mere aggressive og dermed salgbare klimaforslag, kan den ikke udnytte sin historiske fordel.

Med Dan Turèlls kendte ord er det ikke let at være i opposition. Det var bedre under Fogh, dengang han rejste lidt rigeligt.

Løkkes største risici

Den første måned er tingene gået så godt, som Løkke kunne håbe. Men det er ikke det samme, somat genvalget er sikret.

Løkkes politiske kumpaner, Kjærsgaard og Espersen, ligger i disse dage i åben krig mod hinanden - og Løkke - på flere punkter.

Invitationen af Geert Wilders er blot et eksempel. De skal nå at profilere sig maksimalt, før indtrykket af en stærk statsminister måtte fryse fast. Og Løkkes jagt på politiske kommentatorer, der holder øje med, hvad han laver, samt en svagt begrundet lukning for pressen af ministeriernes kalendere, illustrerer en adfærd, som får ham til at fremstå som en lille Napoleon.

Et lidet ønskværdigt prædikat.

En måned efter Løkkes ankomst er den kolde status, at det i mindre omfang er oppositionen og i større den interne krig i VKO samt Løkkes egen snert af magtfuldkommenhed, der udgør den største trussel for regeringens fortsatte eksistens.