De radikale reformkrav er et klogt træk, idet de på én gang er sagligt velbegrundede og skyet som pesten af såvel venner som fjender. De radikale skal nu kæmpe for at klare næste valgdag.
Hvad skal de radikale dog stille op, kan man spørge? Og det gjorde jeg sÃ¥. Spurgte. Ud i redaktionslokalet, her pÃ¥ RÃ¥dhuspladsen. Anledningen er den enkle, at partiet fik tre procent i meningsmÃ¥lingerne i forgÃ¥rs, hvilket nok er lidt i underkanten, selv for dem. ‘Vestager mÃ¥ smide tøjet’, foreslog en af vores dygtigste nyhedsredaktører, med et glimt i øjet. Det ligger dog næppe i den radikale leders lod, at være den som indfører italienske Berlusconi tilstande i dansk politik. Men pointen om, at noget forholdsvist drastisk mÃ¥ gøres, gik rent ind. SÃ¥, mÃ¥ske ikke noget helt skidt forslag, situationens alvor taget i betragtning. Og mÃ¥ske har Vestager taget signalet ned. I gÃ¥rsdagens avis havde hun i alt fald smidt skoene. Der sad hun i bare tæer pÃ¥ sin sofa og sendte et dristigt signal om, at man mÃ¥ give lidt af sig selv i moderne toppolitik. De radikale mÃ¥ nu nøjes med den beskedne ambition, at overleve næste valg. Efter næste valg vil der komme nye kræfter ind i gruppen, sÃ¥ andre end Vestager selv og Morten Østergaard, kan slÃ¥s for partiet. Og med den seneste hÃ¥rde profilering af krav til regeringen og det kommende regeringssamarbejde med S og SF, har partiet fortsat mulighed for at optræde i en relevant sammenhæng. Men et par grimme Ã¥r forude, undgÃ¥r det lille parti næppe.

Vestager har valgt side

De radikale er nu i den røde blok. Hvad der ikke i sig selv har ført til en øget fremgang. Mellem tre og fem procent i målingerne er det blevet til. Derfor har Vestager set rigtigt, når hun i disse dage lancerer kravet om reformer.
Regeringen forsøgte sig med reformer af arbejdsmarkedet før jul men gik pinagtigt på grund, idet disse indebar ubehagelige ting for vælgerne – ikke mindst Dansk Folkepartis vælgere. Når Vestager nu kræver reformer af efterlønnen og dagspengeperioden rammer hun således ned i et vælgerfjendsk område, hvor regeringen har vist sig at være impotent. Men også i et område, hvor al økonomisk sagkundskab er enige med Vestager i, at behovet for at få flere ud på arbejdsmarkedet, udgør den største langsigtede udfordring for det danske velfærdssamfund.

 

Ikke alene regeringen og dens arbejdsmarkedskommission delte dette synspunkt i efterårets forhandlinger. Men også den senere skattekommission, ledet af Carsten Koch, skruede skattereformforslaget sammen med det ene formål, at stimulere til at vi arbejder mere herhjemme. Så Vestager har fat i en klassisk radikal metier: at sige det sagligt korrekte, som de andre partier ikke tør sige. Af frygt for vælgernes reaktion. Hun har en politisk platform. Analysen er den, at det må være muligt at overbevise en større andel af vælgerne om, at sagkundskaben har ret, snarere end flertallet af beslutningslammede politikere.

De radikale må tænke på sig selv

Hos de to store partier, S og SF, skal man ikke nyde noget af at støtte den radikale reformiver. Det koster stemmer. Og hos regeringen er man klar til at udnytte splittelsen mellem R og de to store oppositionspartier. Men er reformkravene i 2009 ligeså generende for SR-samarbejdet, som dengang de radikale pressede på med de samme krav, i den seneste SR-regering? Der er to formildende omstændigheder i 2009.

For det første er de radikale så små, og SF er kommet til, at det i mindre grad end tidligere er muligt for VKO, at køre en skræmmekampagne på, at halen logrer med hunden, under en Thorning-Schmidt ledet regering. For det andet har den røde blok netop brug for udspil, der signalerer partiernes forskellighed, så længe de grundlæggende er parate til at samarbejde i en regering. Og i en rød blok, der ikke akkurat er hæmmet af mængden af nye politiske udspil, som skygger for hinanden, er det radikale pip et tiltrængt livstegn. Generende, ja, men dog et livstegn.
Læg hertil, at Vestager kæmper ensomt for sit politiske liv. Tiden siden sidste valg har vist, at hun og Morten Østergaard reelt er de eneste, der dagligt arbejder for partiet. Og glem ikke, at i et lille parti er der intet fint apparat, der servicerer politikerne. De skal selv gøre det hele. Derfor må Vestager og hendes løjtnant holde blikket stift rettet mod næste valgdato og de nye personer, som vil komme ind i den radikale gruppe.
Vestager har nu valgt at gå i offensiven med krav om reformer. Ikke alene krav til regeringen, men også til S og SF. Det er meget radikalt, at stå på det upopulære, men saglige, standpunkt. Og kan hun i grunden gøre andet?