Efter Venstres landsmøde har statsminister Lars Løkke Rasmussen endelig foden på eget dæk. Venstres nye leder skal fokusere på én ting – genvalg om to år. Det
hele kan koges ned til
fire centrale politiske overvejelser. Og intet
peger i retning af et
liberalt nirvana.
Efter søndagens ventede ‘klappekage’-landsmøde i Venstre er hverdagen tilbage. For første gang sidder Lars Løkke Rasmussen som fuldblodshøvding for Venstre – i Statsministeriets store hjørnekontor.
Det er gået godt så langt, tænker han, mens han på denne sløve mandag spidser lidt flere blyanter, så han er klar til arbejdet. Men det er fremtiden, der truer i horisonten. Statsministeren ved alt for godt, at hvis ikke han vinder næste valg, kan nyvalgte Kristian Jensens tid som næstformand blive en del kortere end hans egen.
Det hele handler om næste valg. Og dermed om den politiske linje, som Løkke nødvendigvis nu må lægge. Mens han endnu engang drejer blyantspidseren rundt, funderer han over fire centrale politiske problemer.

Hvor liberal skal jeg være?

Det handler om indenrigspolitik. Traditionen tro er Løkke, som Venstreleder, rundet af et ægte liberalt sindelag. Fogh var minimalstatsmand – lige indtil han skulle tælle til 90. Løkke er praktikeren, der i sit kommunalpolitiske liv har ført liberalismen ud i livet. Og som sundhedsminister nu har papir på, at han var lidt for ivrig med udbredelsen af privathospitaler.
Men Løkke sidder nu i rollen, som sidste mand på skansen. De ideologiske markeringer koster nu. Han ved, at det nu handler om at holde på vælgerne snarere end at markere, hvad hjertet er fuldt af. Han ved også, at også han efter sin statsministertid – som Fogh – kommer til at forsvare, hvorfor han solgte ud på ideologien?
For Løkke kan liberalisme i praksis defineres som ‘det frie valg’. Men det har været smÃ¥t med frit valg for de mange. Regeringen har dog – med Løkkes mellemkomst – gennemført ordninger, som man i dag kan stÃ¥ og vifte lidt med. Primært i sundhedssektoren.
Løkke skal nu vælge, om han vil presse i bund med gennemførelsen af det frie valg. Svaret er nej. Statsministeren vælger det sidste. Han har ikke råd til samfundsomstyrtende eksperimenter to år før valget. Servicen skal være i orden på valgdagen. Uden støtte til velfærdssamfundet bliver ingen genvalgt som statsminister.

Hvad er min udenrigspolitik?

Der er klima. Der er EU. Der er den økonomiske krise. Og der er Afghanistan. De første tre emner kører efter en drejebog, som Løkke kun kan præge en smule. Jo, han kan bestemme, om vi skal ind i Euroen, men med SF som hovedfjenden op til næste valg, er en forsoning svær.
Det er Afghanistan det hele handler om. Krigen, som ser fortsat vanskeligere ud at vinde. Krigen, som stadig flere ‘rank and file’-medlemmer af USA’s kongres nu mener, at det store land bruger for mange penge pÃ¥.
Foghs linje var klar. Følg efter USA uanset hvad. Den linje vil Løkke følge. Obama er mere populær end Bush. Og han har set, hvor meget Fogh slap af sted med. Eksempelvis opgøret omkring Irak. MasseødelæggelsesvÃ¥bnene. Lige nu kører hele retsopgøret i USA om CIA’s tortur af fanger pÃ¥ USA’s base pÃ¥ Cuba. Ikke en sjæl herhjemme ser en sammenhæng til det forhold, at Danmark hele vejen har støttet op. ‘Waterboarding’ er nok kommet for at blive. Selv Obama er ved at flytte sig, og alt dette tilsyneladende helt uden konsekvenser for en dansk regeringschef. Løkke vil levere flere tropper, nÃ¥r Obama spørger.

Kan jeg stole på Lene?

De konservative er lykkelige over, at Løkke sÃ¥ langt er en succes. Men sÃ¥ stopper glæden ogsÃ¥. Partiets egen leder, Lene Espersen, har endnu ikke leveret varen. Hun har brug for profilering. De konservative skal ikke kun kendes pÃ¥ skattelettelser og et elendigt fungerende politi. Løkke tænker pÃ¥ Venstres stemmer og hvor mange ‘politiske friløbere’ han kan give K. For Løkke handler det om én ting – at vinde valget.
VKO-blokkens samlede størrelse. Løkke ved, at de liberale brushoveder i Venstre kun kan holdes i ave med en ny regeringsperiode. De konservative vil nu få lidt mere plads. Og Løkke er nemmere at snakke med for Espersen end Fogh. De to har fået et godt forhold. Så ja, Løkke kan stole på, at hans konservative kollega støtter ham, og det er det politisk centrale.

Udlændingekortet?

Ingen aner, om Løkke personligt er lige så skræmt over udlændinge, som Fogh og resten af regeringen hidtil har været. Men ingen kan være i tvivl om, at han er bekendt med de taktiske fordele i, at vælgerne ser regeringen – og især Dansk Folkeparti – som strammere.
Vil han ændre Danmarks renommé i udlandet efter Muhammedkrise og flygtningefamilier, som lever under trange vilkår i Danmark? Nej. Løkke skal vinde næste valg. Og dertil behøver han Kjærsgaard og hendes udlændingepolitik.
Løkke er nu herre i eget hus. Han ved at han skal træffe en række valg. Det er ikke så indviklet, tænker han. Begynd med slutresultatet – valgsejren – og regn så baglæns. Løkke har pludselig god tid og snupper endnu en blyant fra pakken. For nok har Danmark fået en ny partiformand, men ikke en ny politik.