Politiforbundet mener at politiet er ved at kollapse. Mikkelsen mener humøret er højt ude på stationerne. Uanset, så overskygger sagen om politiet nu på andet år for øvrige konservative udspil. Og hvornår undsiger oppositionen hele projektet?

Et er, at Brian Mikkelsen politisk ikke kan komme af krogen med et politi, som snart får så mange penge i nakken af Folketinget, at det permanent må gå med styrthjelm. Noget andet er, at den aktuelle konservative profileringskampagne omkring folkeskole, kommunefrihed og sundhedsvæsen totalt undergraves af ordensmagtens højlydte klynkeri. Læg hertil, at der ikke er flere værktøjer tilbage i Mikkelsens kasse. Vælgerne har hørt om alle hans initiativer og at det nu går bedre. Og nu underløbes han efterfølgende af politiet, højt som lavt.

Mikkelsen har gjort det godt

Det er næsten ikke rimeligt, at Mikkelsen skal gå så mange trængsler igennem. Han har vedvarende været på politiets side – ud af til. Han har puslet om forligskredsen bag politiforliget. Og det har ført til øgede ressourcer. Han har fyret tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg for uduelighed. Og alligevel sparkes han ned bagfra af først den nye rigspolitichef, som for et par uger siden erklærede, at klimatopmødet betyder færre opklaringer. Og nu af Politiforbundet, som i dagbladsannoncer kører med både sirenen og katastrofeblinket tændt. Talen om kollaps må gøre Mikkelsen forbandet og bitter på sine uregerlige ansatte.
Der er tre vigtige observationer. For det første er en kongres i Politiforbundet altid en anledning til at markere, at forbundet er i live. For det andet har også politiet fornemmet, at dets popularitet ikke er for stor for tiden. Politiet er i flere sager gjort direkte til grin. Når det ikke er mødt frem til brandbomber i en sandkasse, hærværk i Lyskenstrædet eller når politidirektøren i København taler om Perler. Tabet af prestige presser politiet til at sende aben hen til politikerne. For det tredje er det mærkeligt, at politiet ikke før et dramatisk kollaps tårner sig op, har råbt vagt i gevær. At der gennem de seneste tyve år er sket en ændring af kriminaliteten, er vel ikke nogen stor nyhed.

Katastrofal timing for K

Politiet indgår ikke i K-leder Espersens aftenbøn for tiden. Nu har hun været på en politisk salgsturné gennem de seneste uger, der ikke mindst har kostet kredit hos regeringspartneren Venstre. Hun gik ud med budskabet om, at kommunerne skal slippes lidt løs. Sundhedsvæsenet skal gøre mindre ud af privathospitalerne. Og folkeskolen skal atter i form, hvilket undervisningsminister Bertel Haarder næppe har fundet særligt morsom. Det hele overskygges nu af, at Espersens parti kæmper med både politireformen og – ifølge Politiforbundet – et egentligt kollaps. Læg hertil, at Mikkelsen og K er løbet tør for handlemuligheder. Mikkelsen har fyret chefer og delt penge ud. Vælgerne er blevet betrygget i, at det hele går bedre. Hvad skal manden gøre nu, hvor han har inkasseret gevinsten imens problemet består. Og Peter Skaarup (DF) har lagt ryg til hele vejen. Han må i lyset af kollapset undre sig fælt over hvad det i grunden er for oplysninger, der har ligget til grund for hans egen og Mikkelsens håndtering af politiet. Hvordan kan Politiforbundet tale om kollaps, når politikerne (og vælgerne) tror, at man er på rette vej. Har politiledelsen ikke kendt til politiets sande tilstand? Har embedsmændene misforstået situationen totalt? Uanset, nogen har glemt at tage Politiforbundet i ed.
Mikkelsen må have det med politiet, som præsident Obama i disse dage har det med Nordkorea. Man må og skal reagere hårdt og kontant, men en egentlig invasion er udelukket. I modsætning til Nordkorea er det hos politiet uklart hvem der i grunden bestemmer. I forhold til vælgerne vil de vise sig om Politiforbundet bestemmer mere end politiledelsen og politikerne.
Der er folketingsvalg om to år. Politiet og den borgerlige retspolitik sejler som aldrig før. Kollapset kan næppe helt bortforklares overfor vælgerne, som tom bragesnak fra politiets kongres. I modsætning til regeringen har S-leder Thorning-Schmidt en anden mulighed, hvis hun vinder næste valg: at undsige hele reformen og starte forfra. Mærkeligt, at hun ikke allerede har annonceret dette.