Nok viser meningsmålinger ind imellem flertal til rød blok. Men Løkke i Statsministeriet er aktuelt en dårlig nyhed for en svag opposition, der må sætte sin lid til at krisen kommer ud af kontrol.
Folketinget gik i forgårs på sommerferie til baggrundsmusikken af tre ting. Den økonomiske krise, en fortsat svag opposition og en ny statsminister. Det er tid til status på rød og blå bloks muligheder og udfordringer:
Rød blok – muligheder.

Ledigheden. Næste valg stÃ¥r og falder med omfanget af arbejdsløse. Den økonomiske krises ridser i det danske samfund vil gøre det muligt at ‘bogføre’ regeringens manglende indsats. Dette gælder dog kun hvis ledigheden pÃ¥ valgdagen er omkring 250.000. Ellers kan krisen ikke mærkes. 250.000 statistisk registrerede fuldtidsledige svarer til, at cirka 600.000 danskere i praksis berøres af arbejdsløshed. Før krisen mente Nationalbanken, at vi mindst skulle op pÃ¥ 100.000 ledige, bare for at holde dansk økonomi sund og rask.

Alliancen S-SF-R. Thorning-Schmidt er nået langt. Kan hun levere et S-SF skatteudspil, som klart sikrer danskerne de goder som man allerede har fået med den seneste skattereform, men som skærer gevinsten for de yderst velstillede, vil oppositionen have et skattepolitik, som ikke skræmmer for mange væk. Hvilket er opgaven snarere end et nyt system, der levere grundlaget for usikkerhed omkring Søvndal fremtid som finansminister.

Statsfinanser i rødt. Det centrale kendetegn for de seneste syv år er regeringens mulighed for at skrive en check, hver gang oppositionen har peget på en dårlig prioritering af velfærden. Det er slut nu. Med et galopperende statsunderskud skal der nu prioriteres, hvilket åbner for reel politisk debat.

Rød blok - udfordringer.

Gennemslagskraft. En ting er politiske udspil, noget andet er muligheden for at sælge dem troværdigt. Der er fortsat store problemer på personalesiden i den røde blok. S-leder Thorning-Schmidt står fortsat isoleret som billetsælger. Det slider. Rasmus Prehn, John Dyrby og Mette Frederiksen er eksempler på S-soldater, som kunne skubbes yderligere frem i geledderne. De radikale hænger ligeså med neglene i klippen. I SF kører det langt bedre, men skal Søvndals fremdrift holde til valgdagen, skal der konstant pusles om profileringen.

Politikken ligner VKO’s. NÃ¥r man siger til S-toppen, at den mangler en politik, bliver den planmæssigt sur. Den ligger jo pÃ¥ hjemmesiden. MÃ¥ske, men i det offentlige rum er den ikke. Og selv om det nok er ‘pressens skyld’ alt sammen, ændrer det ikke ved, at pÃ¥ udlændingeomrÃ¥det, retsomrÃ¥det, politiet, forsvaret, centrale dele af den aktuelle udenrigspolitik, socialomrÃ¥det, uddannelsesomrÃ¥det er der ikke klare fronter til regeringen, som er stærkt synlige i den offentlige debat. De forskelle der er, er fnidder og fri for sprælske ideer.

Blå blok - muligheder

Generationsskiftet. At der nu sidder to yngre ledere i spidsen for regeringspartierne er noget af en præstation. Før Løkke og Espersen kom til anede ingen, om skiftet ville blive en ‘dreng eller pige’. SÃ¥ langt mÃ¥ det konkluderes, at regeringen formentligt fremstÃ¥r fornyet pÃ¥ valgdagen – efter 10 Ã¥r ved magten – med det nye hold.

Gaveregnen fortsætter. Fra nu af og frem til valgdatoen vil gaveregnen over vælgerne fortsætte. Kommunerne fÃ¥r penge til at slÃ¥ sig løs i 2010. SP-ordningen sender penge til vælgerne. Og skattereformen træder i kraft til Ã¥rsskiftet med yderligere gaver. Med krisen kan der sendes flere penge ud for at ’stimulere vælgernes forbrug’.

Klimatopmødet. Som alle topmøder annulleres den lokale debat når statsministeren kæmper for en international sejr på dansk grund. Dermed mister oppositionen profileringsmuligheder.

Udlændingepolitikken. Sagen om de udviste irakere viser, at der er et massivt flertal for at smide dem ud af Danmark. PÃ¥ trods af rapporter om farefulde forhold i Irak, viser mÃ¥linger, at et klart flertal af danskerne er parat til at iklæde sig den kyniske kutte. ‘Udlændingekortet’ er intakt.

Skattestoppet. Ingen forklaring nødvendig.

Blå blok – udfordringer

Krisen bider sig fast. Kommer det til en fortsat nedsmeltning og er kurven ikke vendt inden valgdagen, vil det være muligt at skabe en stemning for at prøve noget andet end VKO. Vismændede, Finansministeriet, IMF, ja alle økonomer peger på at det skal blive værre før det vender, og Løkke kan kun så og så længe dække sig bag krisens globale karakter. Derfor taler Løkke meget om krisen.

Kiksede reformer. Intet er værre for en regering end vedvarende kiksede reformer. Politireformen er stjerneeksemplet. Politiet mener man nærmer sig et kollaps og som minimum er der total uenighed om kursen herfra. Sygehusvæsenet er ligeså en latent risiko. Opfattelsen af hele systemet kan smadres af en ny debat om kræftbehandlingen. Kvalitetsreformen, som ingen aner hvad handler om, flopper i form af ringere kommunale velfærdsydelser, bl.a. grundet skattestoppet.

Med folketingspolitikerne på vej til at sætte sig med fødderne i vandkanten er den samlede vurdering, at blå blok fortsat sidder med de bedste kort på hånden. Et flertal vil have Løkke som statsminister og der intet i den politiske nærhed, som for alvor truer. Men billedet kan måske vende, hvis S-SF-R træder offentligt frem med deres politik og krisen samtidig kommer helt ud af kontrol.