Det totale fravær af behovet for at ændre tronfølgeloven gør, at vi kan fÃ¥ en afstemning om ‘ for eller imod’ kongehuset.

Dette vil føre til kritik af statsministeren, idet han har bragt et kongehus, der af princip ikke kan forsvare sig, i en forudsigelig ugunstig situation.

Intet tyder på, at en regulering af tronfølgeloven kommer igennem ved folkeafstemningen 7. juni. Og det er der primært én grund til. Det er en irrelevant afstemning. Problemet eksisterer ikke nu og kun potentielt om 80 år.

Vælgerne kan gennemskue dette og kan med sindsro bruge afstemningen til at sende andre signaler til regeringen og politikerne i det hele taget. Herunder at kongehuset er out.

Løkke har arvet problemet med den håbløse afstemning fra Fogh og har ikke haft courage og politisk overblik nok til at aflyse den. Derfor vil et nederlag i form af et nej til den nye tronfølgelov - og den her iboende kritik af kongehuset - blive et nederlag for statsministeren, hvis job det er at beskytte kongehuset.

Problemet eksisterer ikke
Der er ingen grund til at forvente andet, end at tronfølgeloven falder. Det skulle da lige være, hvis de royale mennesker i dette land i trods mod de mindre royale meningsmålinger slæber sig ned til stemmeboksene og stemmer for loven.

Og måske endda også sætter deres kryds ved en kandidat til Europaparlamentet.

Men oddsene er små. Politikerne er med afstemningen i gang med en ligegyldig handling.

Tronfølgeloven løser et problem, som tidligst kan anes om 80 år. Ja, De læste rigtigt, otte nul. Hvis kronprins Frederik bliver lige så gammel, som man har for vane i den kongelige familie, så er der 40 år, indtil prins Christian sætter sig på tronen. Hvis kong Christian lige så bliver 80 år gammel, er der yderligere 40 år, indtil vi måske har et problem.

Måske, fordi vi alligevel ikke har et problem, såfremt den kommende kong Christian først får en dreng og derefter en pige. Dette bringer os frem til omkring år 2089.

I politik er dette en ganske lang horisont.

Normalt når politikere tænker mest langsigtet, skyldes det, at de skal gennemføre ubehagelig lovgivning.

Tænk på ændringen af efterlønnen, som blev vedtaget for få år tilbage. Det var alle rædselsfulde reformers moder, målt i manglende popularitet hos vælgerne.

Den bliver gennemført med den længst tænkelige startbane, man kan tænke sig i politik. Året er 2019, før reformen træder i kraft.

Sagt på en anden måde er en startbane frem til 2089 så usandsynlig lang, at enhver vælger kan gennemskue, at det er noget pjat. Jo, selvfølgelig ligger der en symbolsk handling i at ændre det med ligestillingen, men ærligt talt, Danmark har nok ry for mange triste ting, men ikke for at sakke bagud med ligestillingen.

Det er med andre ord umuligt at argumentere for den politiske vigtighed af den aktuelle afstemning. Og det koster i politik. Ikke mindst når man, som Løkke , er i klemme mellem kongehuset og vælgerne.

For eller imod kongehuset?
Der er ingen tvivl om, at statsminister Løkke bander og svovler over sin arv fra Fogh. Ikke kun den arv, der handler om, at de gode økonomiske tider er væk.

Men også over ændringen af tronfølgeloven.

Bliver det et nej, vil det blive tolket som et nederlag til Løkke , idet Fogh er over alle bjerge.

I Folketinget har der længe været kræfter, som taler for en mere omfattende ændring af grundloven. At justere spillereglerne for demokratiets virke kan give god mening, og der kan givet skabes en vis debat om, hvad en sådan ændring skal gå ud på. Men man kan kun yderst sjældent stemme om ændringer til grundloven.

Dels for ikke at skabe et indtryk af, at de demokratiske spilleregler ændres for tit - og for bekvemt. Dels fordi det er yderst vanskeligt at få et ja til en grundlovsændring.

Der kræves mange jastemmer, og dermed er kravet til relevans uhyre stort. Nogle - de radikale - kan have den kritik af regeringen, at hvorfor ‘ brænde’ en grundlovsafstemning af pÃ¥ et problem, som ikke eksisterer? Folketingets partier stÃ¥r bag forslaget, men Løkke stÃ¥r for skud. Med fraværet af relevans i afstemningen vil vælgerne bruge anledningen til at sende signaler.

Nogle vil protestere over regeringen.

Det er den så vant til. Nogle vil stemme nej eller blankt i protest mod kongehuset.

Kronprinsens IOC-involvering er stadig frisk i erindringen. Problemet er her større. Kongehuset er af princip ikke i stand til at forsvare sig selv. Det er statsministerens opgave at beskytte kongehuset imod politisk polemik.

Et massivt nej, der kan tolkes som en kritik af kongehuset, kan også tolkes som et dårligt stykke arbejde af Løkke .

Hvorfor har man bragt kongehuset i en situation, hvor det skal op og vejes på vægtskålen i en helt unødvendig situation? Hvorfor skal vi stemme om et problem, som ikke findes, og dermed måske fremprovokere en afstemning for eller imod kongehuset? Løkke kan ikke glæde sig over forløbet så langt.

Afstemningen burde være droppet, hvad lidt mere rutine i stolen formentlig havde sikret.