Lars Løkke skal træde i karakter. Han skal holde sig til kendte temaer, men finde på noget nyt herunder. Han skal gennemføre en større regeringsrokade. Der er intet i det som Kjærsgaard siger,  som ret mange omkring statsmisteren kan være uenig i, bortset fra, at DF-lederen vælger at offentliggøre sin kritik. Men ærligt talt, heri heller intet nyt. Det har hun altid gjort.

Vanen tro har Dansk Folkeparti domineret den danske sommerdebat. Og senest med en kritik af statsministeren. Nu skal Løkke op på hesten. Hvedebrødsdagene er forbi, der er brug for styrring og retning. Der er to niveauer i sagen.

1) Det konkrete niveau.

Kjærsgaards kritik er rigtig. Løkke er faktisk kommet godt fra start. Og han er blevet lanceret som den runde taknemmelige og ydmyge statsminister. Lille Lars fra Græsted om man vil. Men nu er den historie kørt. I Statsministeriet er man midt i lange overvejelser om hvad fremtiden skal bringe. Det er åbenbart, at Løkke nu skal afveje hvilke konkrete initiativer, han vil søsætte. Hans beslutning vil afhænge af hvordan han læser det politiske efterår. Det kan læses som om at der ikke er brug for noget nyt, idet klimatopmødet tager alt opmærksomhed. Eller det kan læses som at den enkelte dansker vil se nye konkrete beslutninger, som viser at regeringen kærer sig om landets ve og vel og ikke mindst tager krisen alvorligt. Læg hertil, at Løkke fortsat kører som leder af Foghs regering. Denne kommentator mener den sidste sidste udlægning af efteråret er korrekt. Og det gør Pia Kjærsgaard altså ligeså.

Man må ikke i Statsministeriet glemme, at det lige nu er op til Løkke selv at tabe valget. Fumler han, kommer der sager, som ikke kan kontrolleres - som eksempelvis hans egen bilagssag fra sidste år - så vil oppositionen få mere medvind end den har nu. Men hertil hører også, at danskerne fortsat ser Løkke an som statsleder.

Det sværeste for en regering ,med 8 år på bagen, er netop at opfinde politiske budskaber, som fortæller danskerne at man fortsat kæmper alt hvad man har lært. Netop samarbejdet med Kjærsgaard gennem årene har været enestående stabilt, hvad der i høj grad har fået politikere og embedsmænd til at lægge sig permanent godt til rette i hver deres Fatboy. Derfor vil det kræve ekstra kræfter, hvis Løkke vælger at følge op på Kjærsgaards budskab og kritik.

En ting er politikken, som skal opfindes inden for de borgernære omrÃ¥der, som Kjærsgaard kræver. Noget andet er statsministerens personlige image som ‘mister nice guy’. Alle som kender lidt til Løkke ved, at han ikke fÃ¥r svært ved at hoppe ind i rollen som stokkemager. Men er det klogt? Løkke har fÃ¥et foræret sin regering. Og indtil at han selv vinder næste valg, er hans autoritet præget heraf. Derfor vil det give mere kredit hos regeringspartneren og givet ogsÃ¥ hos vælgerne, hvis han holder fast i sit tilkæmpede image som den ydmyge - men kompetente - statsminister. DOG, mÃ¥ det nævnes, at en stor regeringsrokade, sammen med et nyt politikoplæg vil være med til at fortælle hvem der er sherif, pÃ¥ en umisforstÃ¥elig mÃ¥de.

Til substansen. Kjærsgaard kræver Løkke i aktion på udlændingeområdet. Sagen omkring irakerne er ved at være forhekset. Irak er ikke nem at snakke med og det begynder at brænde på med det sympatiske humanistiske budskab omkring sagen. Og det på trods af, at Ekstra bladet i dag gør hvad det kan, for at hjælpe regeringen med at sikre folkestemningen, med sin artikel om en kurder, der får penge i Danmark og lever i Irak. Foghs aktuelle 180 graders udmeldinger i rollen som NATO chef, om at behandle muslimer pænt, er måske nok politisk kloge for Fogh, men generer VKO voldsomt her lokalt. Længere tid siden er det heller ikke, at statsministeren var en anden.

Men for Løkke - i modsætning til Kjærsgaard - er det ikke sikkert, at det er her problemet er: At stramme kursen imod udlændinge yderligere. Der er ingen vælgere, som er i tvivl om at udlændingepolitikken er strammere med VKO ved magten.

Snarere har Løkke et problem - og Kjærsgaard fat i noget- nÃ¥r hun peger pÃ¥ at der skal ske noget pÃ¥ de borgernære omrÃ¥der. OmrÃ¥der hvor vælgerne kan finde pÃ¥ at prøve noget nyt - ikke nødvendigvis fordi de tror at de røde kan gøre det bedre - men fordi de intet har at tabe efter regeringens fiasko. Bandekrigen er et eksempel herpÃ¥. ‘Muskelhundesagen’ er et ligeledes et grumt eksempel pÃ¥, at regeringen nøler med en sag, som mange intuitivt finder indlysende.

2) Det taktiske niveau.

Kjærsgaard er kendt for at kritisere regeringen. Men i en dobbelt betydning idet hun kun kan fyre kanonen af til det punkt, hvor hun ikke skader regeringen sÃ¥ meget, at den trues. VK-toppen ved godt, at det ikke er dÃ¥rligt, hvis DF profilerer sig i forhold til regeringen. Det er mÃ¥den at sikre sig at VKO samler sÃ¥ mange stemmer op som muligt. Vælgerne kender til DF’s højbesungne indflydelse og ved, at Løkke er nødt til at lytte. Og Kjærsgaard ved det ligesÃ¥. Hun kører utrætteligt pÃ¥ med sine udspil om kritik at regeringen, klima m.m. Og hun er i højeste gear imens resten af tinget - og oppositionen - fortsat ligger dovent sommerslumrende i deres Fatboy. SÃ¥ taktisk vinder VKO pÃ¥ hendes kritik, nÃ¥r blot den er ‘kærligt’ ment. Og pressen har ikke andet at skrive om, sÃ¥ historien fÃ¥r vinger som var det en ‘Kennedytale’.

Tilbage står spørgsmålet om Løkke vil træde i karakter. Og spille ud med ny politik? Løkke ved, at uanset om han gør det eller ej, vil Kjærsgaard planmæssigt møde frem næste sommer med en lignende kritik. Skulle klarsynet, ved hans hjemkomst fra ferien, imidlertid tage statsministeren med storm, vil han fremstå som en handlekraftig minister - og Kjærsgaards skødehund. Men værre ting kunne ske for Løkke end det. Sådan er politik.

Sommerferien er forbi.