Klimatopmødet nærmer sig. Løkkes politik undergraves totalt af både K og DF. K er internt uenig om DF skal med i en regering. DF lader som om man gerne vil, men vil alligevel ikke. Er De forvirret? Det er Løkke muligvis også. Svaret får vi måske i dag under Venstres sommertræf.

Når Venstres sommertræf på Færøerne skyder statsministerens politiske sæson i gang, må man udvise en hvis forståelse for, at den plagede mands øjne flakker lidt forvitret rundt i luften. Det er svært for ham at vurdere, om han er i himmel eller helvede. Der er pludselig fundamentale uklarheder og signalforvirring i den helt – for efteråret – afgørende klimapolitik og tordnende uenighed i regeringen om hvad relationen til støttepartiet DF skal være. Løkkes to dilemmaer er følgende.

Dilemma et: Klimalinjen sejler

Det bliver ikke større. Klimatopmødet om planetens frelse, som skal afholdes til december i København. Og det bliver en afgørende test af Løkke, som international statsmand. Statsministeren har en meget kort startbane, før han skal være flyveklar pÃ¥ den nye arena. Den største udfordring, hvis en klimaaftale med virkning skal i hus, bliver at forklare verdens befolkninger, at klimaet ikke kan frelses uden omkostninger. Der skal ske en reel og hurtig reduktion af CO2′en. For Danmarks statsminister afhænger hans styrke i forhandlingerne i høj grad af hvor meget han kan gÃ¥ forrest herhjemme.

Præcis, som Fogh havde brug for at være aktiv i Irak og Afghanistan, for at kunne tale med vægt i NATO og overfor USA i de spørgsmÃ¥l. Men samtidig med at Løkke – og den ivrige klimaminister Hedegaard – kæmper for at redde planeten, buser Hedegaards partifælle, trafikminister Lars Barfoed, ubehjælpsomt ud med megaplaner om, at asfaltere Danmark yderligere med motorveje bÃ¥de her og der. Mere asfalt omkring København, mere asfalt langs hele den jyske højderyg osv. ‘Vi er ikke imod biler’, gungrer Barfoed – af alle tidspunkter – tre mÃ¥neder før Løkkes klimatopmøde. Løkkes klimalinje undergraves dermed totalt. I politik kan man udnytte muligheden for et vist vælgerbedrag mellem lokal og global politik. Men at fedte for vælgerne og deres trang til at sidde i kø i bilen, kan enhver – i disse klimatider – indse problemet i. Som om Barfoeds bilglæde ikke er nok, sparker DF-leder Pia Kjærsgaard ligesÃ¥ til statsministeren nÃ¥r hun proklamerer, at klimakampen er svært overdrevet.

 Hvad skal Løkke gøre? Ja, han kan næppe få meget hjælp fra K-leder Espersen. En hjælp til Løkke vil her være en hjælp til Hedegaard, som trods borgfreden i partiet, næppe nogensinde bliver Espersens slyngveninde. Løkke kan hænge sin hat på to ting. Dels har Kjærsgaard kritiseret ham for ikke træde i karakter. Løkke kan insistere på en troværdig linje omkring klimapolitikken. Det vil gå imod Kjærsgaard og Barfoed, men vil bidrage til at han træder i karakter som krævet. Og dels han kan satse på, at oppositionen fortsat sover tornerosesøvn. Ingen i S-SF blokken syntes tilsyneladende, at klimapolitikken lider nød, selv når Barfoeds asfaltmaskiner går i gang.

Dilemma 2: Hva med Pia?

Til denne signaturs store overraskelse inviterede justitsminister Brian Mikkelsen tirsdag DF med i regeringen. Det konservative Folkeparti har aldrig tidligere ønsket noget sådan. Tværtimod har man kæmpet imod med næb og klør. Meget tyder på, at Mikkelsens melding er så kontroversielt, at den har kraft til at flække partiet midt over. Og meget tyder på, at han er ude på egen bane.

 Espersen gik efter Mikkelsens kontroversielle melding i daglangt flyverskjul. Men hun var nødt til at irettesætte Mikkelsen offentligt, et prolem idet han er hendes tætte allierede i K-toppen. Men ud over de konservatives borgerkrig om DF’s rolle, er der næppe grund til bekymring. Kjærsgaard ved godt, at hun som tredjehjul i en regering ikke har samme profileringsfrihed, som nÃ¥r hun stÃ¥r uden for. Og derfor ikke samme magt. Man kan ikke kræve at statsministeren skal træde i karakter, nÃ¥r man er med i regeringen. Endnu vigtigere, vil VKO-blokkens politiske appel til vælgerne blive mindre, idet én stor regering syner smallere politisk, end en regering med DF dinglende frit. VKO’s flertal bliver mindre sikkert, hvis Kjærsgaard eksempelvis som kulturminister, alene kan tilbyde vælgerne indholdet af et fælles VKO-regeringsprogram. Det ved Kjærsgaard, som ingen planer har om at komme i regering. At hele pressen hopper pÃ¥ limpinden og taler om muligheden, har hun naturligvis ingen planer om at stoppe.

Alle taler jo om hende og Dansk Folkeparti.

 

———————————————————————————————

Kære bloggere

Løkkes sæson er startet. Er han i himmel eller helvedet. Han skal vise noget nu. Hvis det ikke er at sætte en klar linje i den sønderskudte klimapolitik, hvad kan han da gøre for sætte næste bølge igang eften den første med ‘Lille Lars fra Græsted’? Eller skal han helt vente indtil januar? Og blæse pÃ¥ Kjærsgaard? Tør han?

Giv et bud.

alt godt

PEM