SF tabte ejerskabet til klimaet. Er det nu uligheden og socialpolitikkens tur?
Da jeg i morges kom ind pÃ¥ redaktionen  stødte jeg pÃ¥ døgnvagten fra vores ivrige Politiken.dk redaktion. ‘Sker der noget’, spurgte jeg? Nææ, var svaret. Men SF har sommergruppemøde og mÃ¥ske gir det lidt?, sagde han. Og fortsatte: ‘Ærgerligt at SF er blevet sÃ¥ højreorienteret, hvem kæmper egentlig for de svage i det her land?’
Det interessante er egentlig ikke om SF fortsat kæmper for de svage eller ej. Alle partier kæmper for de svage. Det interessante er, at SF måske er ved at blive så succesfuldt et midterparti, at dets klassiske mærkesager omkring bl.a. socialpolitikken fortoner sig i bandekriminalitetens og den økonomiske ansvarligheds tåger? SF holdt sommergruppemøde på Nørrebro i København, en perfekt valgt kulisse til at fyre endnu en salve af imod bandevolden. Men er Villy gået for langt? Har han trukket for store veksler på sine vælgere, vel vidende, at de ikke har noget andet sted at gå hen? Har Søvndal glemt uligheden?

Ny forskning….

‘Lige muligheder for alle’, hedder en ny bog, skrevet af en række samfundsforskere (redigeret af Nils Holtug og Kasper Lippert-Rasmussen). Lidt smagsprøver fra bogen lyder:
- Et barn, der vokser op hos et forældrepar med akademikerbaggrund, har i dag tretten gange større chance for at få en ungdomsuddannelse end et barn, der vokser op hos en enlig ufaglært forælder på kontanthjælp.
- Risikoen for at et barn mangler en uddannelse som 25-årig er 5 procent hvis én af forældrene er akademiker og 35 procent hvis forældrene er ufaglærte.
- Mængden af penge, der skal flyttes for at udjævne forskellen på rig og fattig er vokset eksplosivt siden 2001.
- På Nørrebro, hvor Søvndal holder sommergruppemøde, er middellevetiden 68 år. Den samme som i Rumænien. På Bispebjerg er den 72 år og i Albanien er den 75 år. I Rudersdal kommune er middellevetiden godt 78 år, næsten på niveau med middellevetiden for Sverige, hvor den er tæt på 80 år.

Se mere om bogen ‘Lige muligheder for alle’ her.

 

Pointen med ovenstÃ¥ende faktaliste er egentlig ikke at slÃ¥ fast om den nuværende eller forrige regering har gjort det godt eller skidt. Bogen er god, døm selv. FormÃ¥let er at understrege, at SF’s historiske politiske hjemmebane – uligheden og socialomrÃ¥det – er intakt. Alle partier i folketinget bekender sig formelt til at gøre noget ved samfundets ulighed (mÃ¥ske pÃ¥ nær Eva Kjær Hansen, der som socialminister mente at ulighed var godt for dynamikken i samfundet), men hidtil er det Søvndal, som har ejet denne dagsorden. Præcis som SF engang ejede klimadagsordenen. Alligevel vælger han den fra, nÃ¥r efterÃ¥rets vigtigste mærkesager for SF lanceres. Hvorfor disponerer Søvndal som han gør?

SF føler sig sikre på de røde stemmer

Slaveanalysen af Søvndals fokus pÃ¥ bl.a. bandekriminalitet er naturligvis, at de som føler med de svageste, og som hidtil har stemt pÃ¥ SF af den grund, næppe forlader partiet. Hvor skal de gÃ¥ hen? Derfor er der masser af muligheder for Søvndal til at fokusere pÃ¥ andre emner, hvor han kan hugge det midtersøgende SF’s profil ud i sten: SF er nu ikke længere fyldt med jubelglade, fodformede folkesocialister, med hang til at holde lidt for meget med de kriminelle. SF er et hÃ¥rdkogt midterparti, der nu mener, at voldelige mænd skal gÃ¥ med GPS-lænke. SF æder sig ind pÃ¥ Socialdemokraternes omrÃ¥de, formelt i bestræbelsen pÃ¥ at blive regeringsklar og reelt i bestræbelsen pÃ¥ at blive et stort parti. SÃ¥ langt har strategien virket.
Men på dette tidspunkt i Søvndals uomtvistelige succes er tiden kommet til at stille det ilde hørte spørgsmål: Er – eller kan – Søvndal gå for langt? Kan han tabe troværdighed i forhold til de vælgere, som mener at SF nu efterhånden ligner midten lidt for meget? Søvndals fokusgrupper viser givet at kriminalitets- og økonomilinjen er den rigtige. At der er stemmer at hente. Men den store risiko ligger i, at Søvndals manglende prioritering af de svageste giver regeringen en chance for at overhale SF indenom. Måske lyder det – for at bruge en Søvndal – som grønt lysende vanvid, at Lars Løkke pludselig springer ud som en dansk udgave af Moder Theresa. Men er det nu det?

Klimaet var engang SF ejendom

I dag undrer ingen sig over, at klimaminister Connie Hedegaard kommer ind på Time Magazines liste over verdens mest indflydelsesrige. Men hånden på hjertet, ingen ville for tre år siden have spået, at en konservativ minister ville blive Danmarks vartegn i klimasagen. SF er blevet kørt over og det gode spørgsmål er nu, om regeringen kan lave samme nummer i social- og ulighedspolitikken. Kampen spilles over hele banen hvorfor Søvndal nok har enorm succes med sin tour de force over midten.

Men han bør nok kigge sig lidt over skulderen, thi store bastioner efterlades ubeskyttede tilbage og nogle vælgere kunne komme i tvivl.

 

———————————————————-

Kære bloggere

Villy spillede ud på sit sommergruppemøde. Igen valgte han klogeligt at profilere et emne, som rækker ind over midten. men har han styr på sine bastioner? Er Villy blevet for midtersnoet? Risikerer han at tabe sin klare profil på socialområdet til andre eller blot få den udvandet så han ikke længere ejer den dagsorden? Kan Løkke erobre socialpolitikken med Karen Ellemann i front?

Sagt lige ud: Skal Villy til at passe på?

alt godt og tak for jeres debatter

PEM