Kan politikere nu om dag formulere et visionært skatteoplæg uden samtidig at smadre deres muligheder for at vinde et folketingsvalg? Siden skattestoppets succes er svaret umiddelbart nej. Men så alligevel, der er altid en vej ud. Lad os varme lidt op til det kommende S-SF skatteudspil og se på problemet.
I disse dage og uger sidder S og SF og knokler med at udarbejde det skatteoplæg, der bliver helt afgørende for alliancens chancer ved næste valg. Christiansborg holder vejret og venter – medspillere, modstandere, alle.

 

Der er ikke meget godt at sige om de taktiske fordele i at bryde skattestoppet. Problemet med skatteområdet er – og har altid været – at stort set ingen vælgere kan gennemskue skattesystemet. Derfor ender enhver skattediskussion med, at folk regner efter om de 1) vinder eller taber penge og 2) om de – såfremt de vinder – vinder mere end dem som tjener mere eller mindre end dem selv. Vi taler her om det man kalder absolut og relativ utilfredshed. Historien viser, at begge er farlige ting at spøge med i politik, hvorfor skattepolitik – indtil det populære skattestop kom – var noget med brede flertal.

Med skattestoppet blev skatterne frosset hvorfor alle vandt og forholdet til de andre indkomstgrupper er formelt uændret. Optisk bedrag? Ja i høj grad, for de velstillede har vundet langt mere end de fattige, ikke mindst omkring boligbeskatningen. Men skattestoppet formelt af status quo.
Med skattereformen i foråret (som træder i kraft i 2010) får vi alle flere gaver. Skattestoppet blev ophævet og genetableret. Og i krisens hellige navn har regeringen kunne give os alle skattelettelser, som så godt nok senere skal betales tilbage, tilfældigvis efter næste valgdag.
Med andre ord er udgangspunktet, at skattestoppet er en uhyggelig fjende for S-SF at være oppe imod.

Tre principielle spørgsmål

Hvad skal Thorning-Schmidt og Søvndal gøre? Lad os snige os med ind i det politiske maskinrum og se på mulighederne. Første principielle spørgsmål de skal stille sig selv er: skal vi bryde skattestoppet? Svaret er ja, og nej. De kan gøre som regeringen og erklære, at man nu ændrer skattesystemet, altså bryder skattestoppet, men låser det fast i et ny skattestop derefter. Underforstået, at vælgerne fortsat kan regne med skattestop, men nu med et nyt S-SF skattesystem.
Andet principielle spørgsmål går på hvem der skal vinde og tabe? Vi ved allerede, at man går efter en velhaverskat. Alle som tjener mere end en million kroner årligt, skal have en tur. Men hvem skal ellers rammes? Her kommet vi til det tredje principielle spørgsmål, som må besvares samtidig med nummer to: går man efter en stor eller en lille reform? For der er monumental forskel på, om der skal skaffes mange penge ind via reformen eller blot en lille smule?

Hvis man går efter en stor reform, med mange penge, som skal kradses ind for at blive investeret i velfærdsgoder, vil mange vælgere blive ramt. Går man efter en lille sag, vil få blive ramt men S-SF har da også færre penge at snolde for. Og køre valgkamp på. Eksempel: hvis Thorning-Schmidt og Søvndal vil investere store summer i sygehuse, skal skatten hæves markant. Mange taber. Hvis kommunerne skal bruge flere penge på ældre og børnepasning, skal de have lov til at hæve skatten. Mange taber.

Med andre ord findes der ikke en kasse hidtil uopdagede penge for enden af regnbuen. Heller ikke hos landets virksomheder - hvor man normalt kradser ind - kan der hentes noget. For rød blok har senest gjort netop dem til finanskrisen store ofre for bankernes kyniske fastholdelse af den såkaldte kreditklemmen.

Neontesten skal bestås

Logikken, der må drive svaret af spørgsmål to og tre er derfor den, at hvis man rammer mange vælgere ved at samle penge ind til nye spændende ting, skal sidstnævnte i den grad være så selvindlysende og neonflammende behov, at alle vælgere klapper i hænderne. Med andre ord skal man sættes øremærker i elefantøre klassen på skattepenge til nye projekter, der indebærer afvigelser fra det nuværende skattestop. Skal de ældre have penge, skal det være for at garantere alle et bad. Skal klimaet prioriteres, skal der være klare projekter, der kaster velfærd af sig. Skal børnepasningen forbedres skal det være a la den madordning, som nu så småt træder i kraft.

Næste folketingsvalg er med andre ord tabt, hvis S-SF forslaget kradser penge ind til det ’sorte hul’, vi normalt kalder statskassen.

Salgskampagnen bliver svær

Uanset hvad S-SF kommer med, vil regeringen forklare vælgerne, at de ikke kan stole på rød bloks historiske trang til at skrue op for skatten. S-SF kan glemme alt om at kunne matche den kritik, hvorfor en rød skattereform skal sælges på dens værdige formål. Tre muligheder: Man kan råbe, at det hele er galt og dermed kradse mange penge ind til en stor reform. Og tabe valget hvis vælgerne er uenige. Man kan udpege få strategiske og synlige forbedringer af velfærden, som kræver en mindre opkrævning. Eller man kan endelig nøjes med en lille formueskat for velhavere og derved snige sig til at tale om noget andet i valgkampen.
Givet skattestoppets succes og samfundets nuværende tilstand er det denne skribents enkle bud, at mulighed to og tre syntes langt mest attraktiv.

————————————————————————-

Kære bloggere

Tak for jeres gode indlæg. Nu skal vi snakke om skat - og S og SF pågående arbejde?

Er det en god ting at komme med et skatteudspil eller en skidt ting? Svaret afhænger af det man komme med men blæser i øvrigt i vinden. Hvad skal de gøre, de arme mennesker i S og SF? Lægge sagen død eller satse offentsivt pÃ¥ en ‘ny plan’ og derefter uddanne vælgerne frem mod valget til tonerne af regeringens hÃ¥n og kritik?

Hvad syns I, lad høre for pokker, mit bud står ovenfor.

 

skumsprøjt og bidevind

PEM