I denne uges udgave af det ansete magasin The Economist får Danmark fornem reklame. Midt imellem en tung artikel om den tyske valgkamp - som handler om skattepolitik - og en artikel om den russiske præsident Medvedevs åbne klagebrev til hans ukrainske kollega i anledning af præsidentvalget i Ukraine kører situationen i Danmark fornemt ind på lystavlen.

Under den utilslørede ironiske overskrift ‘ Skyd hvalpen!’ forklarer The Economist, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussens eneste konkrete løfte til Venstres sommergruppemøde pÃ¥ Færøerne var indførelsen af et forbud imod muskelhunde.

Artiklen fortsætter med et glimt i øjet med fortællingen om, hvordan Anders Fogh Rasmussens afløser i Folketinget, dyrlæge Flemming Møller, vil slå alle muskelhunde ihjel. Møller får på denne vis en mageløs eksponering i det ansete magasin.

Ikke mindst, da magasinet morer sig lystigt videre over, hvordan en konservativ politiker citeres for, at han vil gribe sin jagtriffel, såfremt Møller skulle finde på at komme på besøg.

The Economists ærinde er næppe at hænge danskerne ud som sådan. Men blot at undre sig over, om der ikke er større spørgsmål, som bør optage os i dette land?

Selv om Lars Løkke også talte lidt om krisen, kan man godt følge The Economist så langt, at det ikke lige akkurat er visioner om store samfundsreformer, der præger den danske politiske debat. Muskelhunde og 30 burkaklædte kvinder tager scenen, for ikke at tale om dræbersneglenes dominans for et års tid siden.

Alle vil nogenlunde samme vej
Der synes at være enighed bordet rundt på Christiansborg om, at de politikere, som sidder mest stille og lover den mest uforandrede tilværelse til vælgerne, vinder.

Uanset at verden ændrer sig. Men nye tider er på vej.

Nogle vil måske her indvende: Hey Mogensen , der er faktisk flere visioner, som drøftes i den hjemlige skattedebat. Måske, men det er fortsat målet om ikke at skabe utryghed, som dominerer - og blokerer - for mere dristige forslag. Ja, S og SF vil snart fremlægge deres oplæg, men allerede nu ved vi, at det alene er de hysterisk rige, som bliver udsat for en ekstra beskatning, og at boligejerne kan sove trygt om natten. De to begrænsninger får reelt ethvert tilløb til en større, dristig og fremadrettet skattereform til at gå på grund.

Og lad os tage debatten om sundhedsvæsenet.

Dette er typisk et politikomrÃ¥de, hvor ‘ mere af det hele til næsten alle’ er det kendteste budskab. SÃ¥ledes ogsÃ¥ gÃ¥rsdagens udspil fra S-SF. PÃ¥ nær et enkelt forslag om at afskaffe fradraget for sundhedsforsikringer er der ikke mange forslag i oplægget, som ikke kan accepteres af VKO-flertallet.

I USA er Obama ved at sætte sin skyhøje popularitet aldeles over styr - præcis som forgængeren Bill Clinton gjorde - når han i disse uger kæmper for fundamentale ændringer af det amerikanske sundhedsvæsen.

Obama betegnes som kommunist, fordi han vil give alle adgang til hospitalsbehandling.

I udlændingedebatten er der absolut ikke plads til andet end en meget stram holdning hos det store flertal i Folketinget.

Ingen tør her vove et øje med fare for at miste stemmer. Og i spørgsmålet om lov og orden kommer partierne også så tæt på hinanden, at vælgerne har svært ved at se forskel på blokkene, når det - som i går nat - atter gik grassat på Nørrebro i København. Jo, SF har da spillet ud på sit sommergruppemøde, men man har ikke en fornemmelse af, at de fremlagte stramninger og integrationsforslag ikke kan accepteres af VKO.

I spørgsmålet om den fortsatte krig i Afghanistan skiller Danmark sig ud ved at støtte krigen i et uhørt omfang sammenlignet med andre lande, som bidrager med soldater. Men her er der også en næsten total - og ukritisk - opbakning til krigen på Christiansborg.

Nye tider, nye politikere
Hvor vil jeg hen med dette? Jo, først vil jeg frem til den kolde analyse, at politikerne opfører sig, som de tror, vælgerne gerne vil have. De tror virkelig på, at såfremt et nyt forslag tager noget fra nogen og giver noget til andre, vil det medføre en politisk sårbarhed over for modparten og et tab af vælgere.

Dernæst vil jeg frem til, at i tider med konstant fremgang kan politikerne muligvis have ret i deres bekymring for at rokke ved båden. Vælgerne stemmer på dem, som lover mere af det hele.

Endelig vil jeg frem til, at tiderne skifter.

Danske politikere har endnu ikke opdaget det, men de nye - og sværere - økonomiske tider gør, at begrebet ‘ krone til krone-fi-nansiering’ atter kommer i fokus. Det samme gør politikere, som er optaget af det komplicerede samfundsmaskineri. Og det gør, at behovet for at reformere arbejdsmarkedet, skattesystemet, uddannelsessystemet og andre centrale dele af samfundet bliver et must.

Der er derfor håb for bl. a. Arbejdsmarkedskommissionen.

Dermed er der også håb om, at næste gang The Economist skriver om dansk politik, vil det handle om visionære reformer af den danske model, snarere end massemord på hundehvalpe.