Blot fordi oppositionen endelig tager sig sammen til at mene lidt om politik, fremstår Løkkes regering uden dynamik. At der ikke skal mere til for at få momentum og samtidig få VKO til at fremstå sårbar må chokere i Statsministeriet. Løkke har brug for en plan. For ny momentum.
Den forgangne uge har handlet om S og SF’s blanding af blod. Det har statsministeren registreret. Skulle en borgerlig statsminister beskrive sin politiske drømmefjende vil et rødt kabinet komme ind som nummer et. MÃ¥ske lige efter en opposition, som er totalt splittet. Statsministeren har konstateret, at landet nu falder i svime over en alliance, som det er lykkedes at formulere en smule politik. Løkke er yderst fraværnede men hvad skal han gøre, nÃ¥r han pÃ¥ et tidspunkt er færdig med at spidse blyanter bag de tykke mure? Vi kigger nærmere pÃ¥ hans tre største udfordringer i kølvandet pÃ¥ sammensmeltningen af S og SF.

1. udfordring: Dynamikken er væk

Da Løkke i forÃ¥ret kom til fadet udbrød en lang debat om hvorvidt han skulle lancere et nyt program. Dels for at markere, at en ny sherif var kommet til byen og dels for at revitalisere et regeringsprojekt, som nu har siddet i snart otte Ã¥r. Løkke valgte – bl.a. imod denne skribents rÃ¥d – at droppe fornyelsen. Der var ingen panik. Nu, alene fordi oppositionen fremstÃ¥r en tand mere fuldtonet, virker den som et spotlys pÃ¥ et ældre ansigt. Man kan nu pludselig se bÃ¥de rynker og furer i VKO’s alliancen. Det handler ikke om, at S-SF udspillet politisk eller indholdsmæssigt har ændret det store i dansk politik.

Pressen kammer vanen tro lidt over, når partierne endelig - efter i årevis at være blevet lammetævet af regeringen - begynder at flytte lidt på sig. Men nu - i spejlet fra S-SF - står regeringen mest for at sikre vælgerne det allerede vundne i form af samtalekøkkener og sommerhusudestuer. Det er næppe nok. Løkkes melodi om at han er en del af Foghs projekt og derfor er Foghs projekt også hans projekt, holder ikke. Dynamikken er væk fordi der ikke kommer andre ideer til, end en krisehåndtering, som udstyrer landet med en ny generationstung gældsbyrde.

2. udfordring: Espersen i krise

Der er ingen tvivl om, at det seneste stunt fra K-lederens side med at lade Naser Khader tegne et konservativt værdipolitisk fremstød, siger meget om partiets aktuelle forfatning. Burkasagen og proklamationen om at værdidebatten er en større trussel end klimaet – hvilket var et fuldtonet slag i ansigtet pÃ¥ rivalen Connie Hedegaard – bragte hende ikke megen ros. Og virkede mildest talt panisk. Et eksempel pÃ¥ designer politik, nÃ¥r det gÃ¥r galt. Læg hertil, at Khaders troværdighed er aldeles i bund, og der er grund til uro i Statsministeriet, hvis Khader er det tykkeste halmstrÃ¥, som vicestatsministeren har at klynge sig til. Og statsministeren har med bekymring kunne konstatere, at Espersens strategi med at lade ‘moster skrap’ blive hjemme kun holdt i fÃ¥ mÃ¥neder.

Før sommerferien ville hun stryge de offentligt ansatte med hårene, men er altså sprunget ud som en fuldtonet burkakriger. At Espersen har travlt med at markere de konservative mærkesager må Løkke have forståelse for. At hun gør det så amatøragtigt må vække hans bekymring.

3. udfordring: ministrene?

Det er naturligvis velkendt, at statsministeren selv må trække læsset til næste valgkamp. Men det er også velkendt, at ministre, som suges ind i papirbunkerne forsvinder fra offentligheden. Kun meget få ministre i Løkkes arvede regering har fokus på at sælge deres politik. Med valget til næstformandsposten har selv den ivrige liberale lanterne – skatteminister Kristian Jensen – fået trukket tænderne ud. Med andre ord – der er alt for stille omkring Løkke.

Nogle foretager sig fornuftige ting, som eksempelvis udenrigsminister Per Stig Møller. Men ingen hører om det. Og mange fumler rundt nÃ¥r de endelig er synlige i pressen. Trafikminister Lars Barfoed mener at flere biler er skønt. Karen Ellemann mener som socialminister ikke at fattigdom har noget med penge at gøre. Eneste, som har et yderst veludviklet ’sælgergen’ er Connie Hedegaard, som overalt snakker klimaet sag op til topmødet.

Alt er galt, forfra.

Hvis S-SF udspillet har rokket ved noget som helst er det indtrykket af, at Lars Løkke ikke blot kan sejle videre som nu. Uanset meningsmÃ¥linger i øst og vest stÃ¥r det klart, at regeringen ser blakket ud. To Ã¥r før næste valg kan han ikke brænde alle visioner af. Men at lalle videre uden mÃ¥l og med, uden at give vælgerne et indtryk af at ville noget, gÃ¥r ikke. Som da Fogh indsÃ¥ at næste fase i politik ville handle om kontraktpolitikkens lyksaligheder, trænger Løkke til at fortælle hvad de næste Ã¥r bør bringe af politiske omskift. Og han trænger til at danne en ny regering. Chancen kommer tidsligst efter klimatopmødet. Men presset er nu pÃ¥ Løkkes Ã¥bningstale i folketinget til oktober. Er den uden vitaminer og fyldt med ‘mere af det samme’, kan det blive nogle lange mÃ¥neder forude for venstrefolkene. Og Løkke selv vil gÃ¥ fra at være en ‘lidt for frisk søn af folket’ til en ‘grÃ¥ mand’.

Politisk momentum er noget mærkeligt noget.

—————————————————————

Kære bloggere

Hvad skal Løke gøre? Analysen funderer lidt over hvordan man har det i Statsministeriet, når det røde kabinet er en realitet. Er Løkke i desperatbrug for at gøre noget aktivt, for at genvinde det mærkelige politiske momentum?

Eller har han masser af tid med to år tilbage til valget?

Det er klart, at pressen - vanen tro - af ren kedsomhed over det samme politiske mønster nu er ved at tale et regeringsskifte op. Det kan man læse af weekendens vurderinger. Men ærlig talt - er det realistisk eller drømmer man blot? Det er det centrale at tænke over nu - ogsÃ¥ for oppositionen. Det er mÃ¥ske for tidligt for Tornerosesøvnen….i S og SF….

Hvad syns I?

tak for jeg engagement

 

PEM