I moderne politik er det ikke let for de mere tunge politiske emner at nå mediernes top. Eksempelvis er krisen i ungdomsuddannelserne er total, men ingen taler om det. Løkke kan bryde – og udnytte – dette til sin fordel.
I går startede statsminister Lars Løkke Rasmussen sit første regeringsseminar. Seminaret afholdes i et blitzlys af S-SF alliance, forslag om ny skattelovgivning, kamp mod sin regeringspartner om burkaer og andre konventionsbrud og drab på muskelhunde. Men en statsminister har ikke den luksus kun at forholde sig til de emner, der præges af pop og stor medietække. Han må også forholde sig til de tunge samfundsproblemer, der ikke når mediernes forsider. Et af disse spørgsmål trænger sig på, når man læser et notat fra AE-rådet (www.ae.dk) om den elendige situation omkring ungdomsuddannelserne. Gab, det lyder kedeligt, tænker flere måske? Men kedsomheden stopper brat, når man konstaterer, at Danmark ikke kan klare sig fremover, uden et løft i det generelle uddannelsesniveau. Og når det går op for den tænksomme, at vi ikke mindst i en økonomisk vanskelig tid har enorm risiko for at skabe en ungdomsarbejdsløshed, der vil præge samfundet i generationer. Økonomisk og menneskeligt.

Kolde facts

Fra notatet fremgår følgende. 1) Vi er 10-15 procent fra at nå regeringens målsætning om at 95 procent af vore unge skal have en ungdomsuddannelse (gymnasiet eller erhvervsuddannelse). 2) Udviklingen går i stigende grad den gale vej. 3) frafald fra erhvervsuddannelserne er primært synderen. 4) Fra 1990-2000 faldt andelen af en årgang, som ikke fik en ungdomsuddannelse fra 25,4 til 17,4 procent. Nu, i 2009, er vi på 20,3 procent. 5) Frafaldet fra erhvervsuddannelserne er i dag på 50 procent mod 40 procent i år 2000.
AE-rådet har taget udgangspunkt i tal, som Undervisningsministeriet har fået udarbejdet, hvilket gør sagen mere alvorlig for Løkke. Den kolde sandhed er, at i en tid hvor det mere end nogen sinde er lig med social nedtur at stå uden en uddannelse, går det den gale vej.
Siden undertegnede gik pÃ¥ universitetet i 1980′erne har slaget om ungdomsuddannelserne været en politisk kampplads. Globaliseringsdebatten, som regeringen lancerede, gav yderligere næring til mistanken om, at det nok er meget godt for et i øvrigt ressourceløst samfund, at opprioritere uddannelsesniveauet blandt landets unge. Derfor er det naturligvis skuffende i forhold til velfærdssamfundets fremtid pÃ¥ den lange bane, at situationen aktuelt er sÃ¥ trist. Senest er yderligere komplikationer kommet til. Den økonomiske nedtur sikrer i den grad et gunstigt klima for udviklingen af en langvarig ungdomsarbejdsløshed. Det ved vi fra 1970′erne. Og 1980′erne. Ikke alene kan generationer tabes pÃ¥ gulvet, fordi de bare ikke kommer ind pÃ¥ et arbejdsmarked. Det koster ogsÃ¥ kolossalt pÃ¥ den menneskelige konto. Læg hertil fraværet af de mange flere parate hænder, som det kræver at holde velfærdssamfundet i omdrejninger over de næste Ã¥rtier.

Christiansborg har gode viljer

Den politiske del af analysen er naturligvis, at alle politiske partier er enige om, at sagen er vigtig. Som klimaet er vigtigt og sundhed er godt. Men det er ikke nemt for de ægte ildsjæle ud i ungdomsuddannelserne at få emnet op på dagsordenen i den politiske superliga. Derimod har muskelhunde, burkaer samt bankdirektørlønninger gode kår hos toppolitikerne, samt hos de medier, der til stadighed leder efter noget let fatteligt materiale til seere og læsere.
På seminaret på Dragsholm slot skal Løkke træffe en beslutning om, i hvor høj en grad han vil lancere sig som en statsminister, der også interesserer sig for de tungere sigtede langsamfundsspørgsmål. Som ikke kun tænker på pop og næste weekends meningsmålinger. Vælger han at lancere en indsats til gavn for at vore unge får en uddannelse – som et bolværk imod den truende ungdomsarbejdsløshed – sender han måske nok et kedeligt, men seriøst og tungt, signal. Og bryder lidt med pop-politikken. Ikke alene de unge, som enten er ude eller på vej ud i årelang ledighed, må forventes at klappe i hænderne. Også deres forældre vil glædes. Måske kan vælgertække og tunge politiske sager alligevel forenes?

————————————————————————–

Kære bloggere

Tak for mange gode indlæg.

Nu taler vi substans. Vi taler en form for politik, som syntes at være væk. Skal statsministeren skifte strategi og lade være med at hoppe på pop-bølgen? Skal han fokusere på de hårde og altid komplicerede problemer, som velfærdssamfundet også slås med? Ikke mindst i en krisetid?

Kan han vinde på det?

Lad høre hvad I siger?

 

alt godt og tak

PEM