Kun en tåbe frygter ikke de politiske naturlove: Stor fisk æder lille fisk. Helle Thorning-Schmidt må med Bo Asmus Kjeldgaards tilslørede ambitioner om at blive overborgmester i København se med nye briller på sin – i øvrigt strategisk rigtige – relation til SF.

Han gør det rigtige, Bo Asmus Kjeldgaard, SF-leder på Københavns Rådhus.

Han gør det, som enhver politiker ville gøre, og han kunne kritiseres, hvis han gjorde noget andet. Han går efter magten, når han øjner den.

Derfor har Villy Søvndal haft ikke så lidt uld i mund omkring Kjeldgaards ambitioner. Kjeldgaard blev måske misforstået, da han erklærede sit overborgmesterkandidatur i Berlingske tidende i går. I dag – i denne avis – er han gået tilbage til sit tidligere standpunkt, hvor han støtter Frank Jensen.

Men sådan fungerer politik ikke. Ånden er ude af flasken. Uanset hvad han siger, vil kun få socialdemokrater være i tvivl om Kjeldgaards ambitioner, hvis han får stemmer nok. På Christiansborg må S vågne op af tornerosesøvnen og genlæse læresætning nummer et i første modul på politisk grundkursus: Stor fisk æder lille fisk.

Thornings plan har fået et problem
Der er ingen tvivl om, at SF’s momentum pÃ¥ landsplan nu smitter af pÃ¥ kommunalt plan. Det skal udnyttes, og forventningen til fremgang er tÃ¥rnhøj. Alt som sker pÃ¥ Københavns rÃ¥dhus læses ind i en landspolitisk sammenhæng.

S-leder Thorning-Schmidt har med Kjeldgaards ‘misforstÃ¥ede overborgmester ambitioner’ nu tre ting at spekulere over:

1) Hvor robust er i grunden hendes statsministerkandidatur? Som de fleste meningsmålinger ligger nu, er Socialdemokraterne 3-6 procentpoint foran SF. Det er en del.

Der er blandt politiske kandestøbere ved at gÃ¥ ‘kedsomhed’ i hele tiden at tale om Søvndals succes. Hvorfor mange er begyndt at drøfte, hvornÃ¥r han topper. Men intet tyder sagligt set pÃ¥, at vi har set det sidste af Søvndals fremgang.

Søvndal har bÃ¥de et skarpt blik og talent for at spille rollen som ‘underhund’, men hvordan vil baglandet og folketingsgruppen presse ham, hvis tallene begynder at ændre sig yderligere? Bliver han blød i knæene? Vil han lave en Kjeldgaard?

Indtil nu har grænsen for, hvad Søvndal kan overbevise sig selv om, været ganske vidtgående, hvorfor han – hvis fremgangen er stor nok – måske også kan forklare at Danmark trænger til en statsminister fra SF. Det virker ikke realistisk nu, men magten kommer med stemmerne.

2) Mere realistisk virker det, at den nye usikkerhed om, hvad SF egentlig vil med S-SF relationen i København, risikerer at true tilliden og samarbejdet mellem de to røde partier.

Socialdemokrater, som hidtil med en betydelig nervøsitet har set til, imens SF er vokset, har hidtil været beroliget af Søvndals førnævnte disciplin i rollespillet.

Mange socialdemokrater i Thorning-Schmidts bagland vil opfatte Kjeldgaards (måske misforståede) drøm om et overborgmesterkandidatur som en vandretur i Søvndals hjerne. Derinde, bag al taktikken og de smarte bemærkninger. Inde ved sandheden. De vil nu være bekymrede på et nyt niveau, og den uro kan skade Thorning-Schmidts manøvremuligheder, hvor topstyret hendes parti end er.

For S-ledelsen bygger hele S-SF projektet netop pÃ¥, at man kan stole pÃ¥ SF’erne ved dagens ende. Men kan man det?

Lægger Thorning-Schmidt noget reelt i Kjeldgaards ambitioner, skal hun vurdere, hvordan hendes samarbejde med SF skal udvikle sig, såfremt SF går yderligere frem. Skal hun kræve større indrømmelser i form af socialdemokratiske fingeraftryk på deres fælles udspil, end hun har gjort hidtil? Måske nok klogt, men problemet er, at SF er gået frem på trods af, at Søvndal har flyttet sig kolossalt i hendes retning.

3) Hvis Kjeldgaard bliver større end Jensen, er fanden løs. Han har ikke umiddelbart de store chancer herfor. Målinger viser, at Jensen er langt mere populær. Og en støtte fra de borgerlige partier til Kjeldgaards borgmesterplaner kan starte en yderst usikker politisk tilværelse.

S-SF må derfor bringes til at støtte hinanden. Skal han vinde magten skal det ske ved en rå valgsejr, hvor alle kan se det groteske i, at et lille parti skal styre et større. Med Søvndal på arbejde i den københavnske valgkamp, kan ingen sige noget klogt om slutresultatet.

Man kan argumentere for, at Kjeldgaards – lettere tilslørede – ambitioner vil føre til et endnu bedre valg for S-kandidat Frank Jensen. For nu er der ved Gud en klar grund til – ikke mindst for S-vælgere med sympati for Søvndal – at stemme på S i København, hvis man vil have Jensen som leder. Og Jensen hopper næppe på Kjeldgaards tilbagetog i dagens avis, men fortsætter den forsigtige omgang med SF.

Thorning bør følge naturlovene
Hvad skal Thorning-Schmidt gøre nu?

Hun skal måske erkende, at når det kommer til størrelse er S og SF måske på veje til at ligne Venstre og de konservative. De skiftes til at være det største parti. Og med Kjeldgaards – nu lidt mere kendte – ambitioner har hendes bagland og vælgerne en lidt mere klar pejling af, hvad det hele handler om.

Thorning-Schmidt kan kun fortsætte sin rigtige strategi med at samarbejde med SF. Men samarbejdets karakter skal nu justeres. S må tage mere styring, idet kun en tåbe ikke frygter de politiske naturlove. Stor fisk æder lille fisk.

———————————————————-

Kære bloggere

Tak for gode indlæg.

Ja, så er vi på rådhuset igen. I København, forstås. Og vi er naturligvis også i landspolitik.

Det hel koger ned til spørgsmålet: hvad vil SF? I København, hvor ingen med bare et minimalt kendskab til politik, kan tro på, at Kjeldgaard ikke vil køre Socialdemokraterne over hvis han får flest stemmer.

Og på Borgen, hvor Søvndal så langt holder masken. Der er næppe tale om at Thorning-Schmidts kandidatur som statsminister er i fare i denne forlketingssamling. Men stemmer er som bekendt magt - og hvad sker hvis SF vokser yderligere?

Hvad tror I der reelt foregår i SF? Og hvad skal S-ledelsen nu gøre?

alt godt

PEM