Det er ikke meget S-ledelsen har til overs for nationalbankdirektør Nils Bernstein. Endnu engang sender han er politisk missil ind i det store oppositionspartis krise politik.
Når Nationalbanken blæser til krise gør den det fuldt og helt. Nationalbank direktør Nils Bernsteins forbløffende klare bandbulle om, at krisen godt må vare lidt tid, kan logisk nok ikke få den store opbakning på Christiansborg. Det vil vælgerne ikke høre. Og i især Socialdemokraterne er plaget af meldingen.

S-leder Helle Thorning-Schmidt satsen hele butikken på behovet for at skabe flere arbejdspladser for at imødegå krisen. Men hun presses af en krise, som enten så småt er ved at gå væk eller – hvis det viser sig at være forkert – af en Nationalbankdirektør, som mener at krisen godt påkøre lidt længere. Det er altså ikke nemt at lægge pres på en regering, som ellers har sit at slås med. Men sagen kan vendes til Thorning-Schmidts fordel.

Bernsteins bekymring

Som dengang Bernstein forklarede den måbende offentlighed, at der er brug for 100.000 arbejdsløse, træder han nu sømmet yderligere i bund og beskriver krisen som nødvendig. Det er samme økonomiske problem han snakker om, nemlig at der har været for meget fremgang i årene frem til at krisen startede sidste år. Og dermed er lønningerne i erhvervslivet blevet for høje, hvilket betyder, at vi ikke er så konkurrencedygtige som vi burde være på længere sigt.
Og så er vi tilbage i Aalborg. Socialdemokraternes kongres er forbi. Og Thorning-Schmidt fik den opbakning, som hun kom efter. For et parti og en opposition, som satser alt på at kritisere regeringen for ikke at gøre nok for at løse krisen, bliver Bernsteins vurdering betragtet som det rene galskab.

Bernstein ved alt for godt, at det er politisk umuligt at sælge hans budskab til vælgerne. Og han er også blevet undsagt fra højre til venstre. Men han ved også, at han har en pointe, som enhver der vil være statsminister i Danmark må tage med i sin vurdering af fremtiden. Og det vil Thorning-Schmidt. Sagen er, at såfremt der ikke kommer et mere konkurrencedygtig lønudvikling i Danmark, bliver det svært for os at sælge vores varer til udlandet. Det betyder igen, at antallet af arbejdsløse vil være højere end det ellers vil være og dermed bliver det et problem at kræver skatter nok op til at betale for velfærden. Og velfærden er noget Thorning-Schmidt interesserer sig for.
Læg hertil Bernsteins understregning af behovet for at gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, som Arbejdsmarkedskommissionen har foreslået. Ikke for at forringe velfærden, men for at sikre den. Vi skal arbejde mere for at have råd til velfærden. Så enkelt er det.

Tænker Thorning langsigtet?

Men er det den langsigtede finansiering af velfærden, som Thorning-Schmidt anser for sin største hovedpine? Nej, det er det ikke. Politikere tænker frem til næste valg. Og det kan man næsten ikke bebrejde dem. Men lige nu, hvor der er et næsten totalt fravær af en debat om hvordan velfærden sikres på lidt længere sigt, kunne nogen få den tanke, at det rent faktisk kan være en politisk platform at udnytte.
Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, skal ikke nøde noget, når det kommer til at støtte ubehagelige forslag på arbejdsmarkedet. Det så vi for et år siden, hvor Kjærsgaard tvang regeringen til at skrinlægge sin arbejdsmarkedsreform. Det betyder reelt, at regeringen er låst når det kommer til at sikre velfærden over tid.
SÃ¥fremt Thorning-Schmidt kan formulere en politiske vision, der netop gør op med strudsetaktikken om at ‘det problem løser vi nÃ¥r vi kommer længere frem’ og i stedet – i fuld erkendelse af Bernsteins pointer – tager de kommende velfærdsproblemer alvorligt, kan hun fremstÃ¥ som en langt mere seriøs velfærdspolitiker end regeringen. Risikoen ved at mene noget er som bekendt, at nogle kan være uenige. Og ja, der er en række syrlige drops for vælgerne at sluge i en arbejdsmarkedsreform, men hvis udbyttet bliver en større garanti for at velfærden ligesÃ¥ er der om ti Ã¥r, burde budskabet være muligt at sælge til socialdemokratiske vælgere.
Læg hertil, at Thorning-Schmidt med et sådan uspil også ville tækkes de radikale, som lige nu, ikke mindst med weekendens kongresmeldinger in mente, er ved at blive godt træt af socialdemokraternes muskelhunde adfærd. SF vil atter blive testet til bristepunktet, men vil næppe på nuværende tidspunkt stikke halen mellem benene.
Sandheden er derfor, at Bernsteins vurdering kan vendes fra at være næsten udslettende for socialdemokraternes krisepolitik til at blive en mulighed for Thorning-Schmidt til at fremstå mere skarp og visionær omkring sikringen af velfærden.
Det er muligt at Bernstein går væk ad åre, men det gør de kommende problemer med at finansiere velfærden ikke. Med mindre det bliver politisk stuerent at tale med vælgerne herom og dermed gøre noget ved sagen.

———————————————————-

Kære bloggere

Med kongressen vel overstået har Helle T. sat kursen mod kommunalvalgkampen. Det vil styrke hende markant, hvis hun kan slippe frelst gennem denne.

Men lige nu er forholdet til de radikale meget anspændt. Og stigende anspændt. Hvad mener I, at hun skal gøre? Vil hendes aktuelle muskelhunde linje bære frugt?

Og hvordan med arbejdsmarkedet - skal hun se det som en mulighed for at fremkomme med seriøse, ansvarlige, men måske umiddelbart upopulære forslag. I dagens aviser er Henrik Sass Larsen citeret for at man vil spille ud med reformer på arbejdsmarkedet inden næste valg.

Det bliver spændende….

byd ind

 

alt godt

PEM