Det er blevet sværere at være politiker. Og bandekrigens anatomi indikerer, at politikerne snart er tvunget til at tale ærligt om de begrænsninger og stramninger, som fremtiden nødvendigvis må bringe.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog Gudstjenesten i Tingbjerg kirke. S-leder Helle Thorning-Schmidt og SF-leder Villy Søvndal på besøg i Tåstrupgård. Det hele handler at tilkendegive politisk sympati. En alt for klar leflen for en fordreven præst eller imod de unge præstemobbere kan imidlertid give politisk bagslag, hvis de berørte borgere mener, at man slår politisk plat på en dybt ulykkelig situation. På den anden side kan man ikke bebrejde politikerne, at de stiller op og viser sympati. På trods af, at en konkret løsning af problemerne blæser i vinden. Bandekrigen har nu nået et punkt, hvor de fleste mener, at sagen ikke løses inden for en årrække. Spørgsmålet er, om denne, og tilsvarende sager uden løsning, indvarsler en ny fase i dansk politik, hvor ærlighed varer længst?

Ingen sagde, det ville blive nemt

Vi er i Washington DC. TV-indslaget i forgårs viser demonstranter i hobetal udenfor Det Hvide Hus. De vil have præsident Obama til at trække USA ud af krigen i Afghanistan. Samtidig, i den såkaldte West Wing, holder præsidenten møde med General McCrystal, manden styrer NATOs aktiviteter i Kabul og omegn. Han vil have Obama til at sende mindst 40.000 flere soldater det krigsplagede land. Man må ikke håbe, at nogen har fortalt Obama, at jobbet som præsident ville blive nemt.
Hjemme igen. Bandekrigens dilemma svarer principielt til Obamas dilemma i USA. Hvad skal de gøre?
Politikerne kan fokusere på tre ting:
1) Stol pÃ¥ vælgernes dømmekraft. At stole pÃ¥ vælgernes dømmekraft kan være en utrolig svær metier at mestre, nÃ¥r man sidder i Statsministeriet. En statsminister og omgivende rÃ¥dgivere er sÃ¥ fyldt med information om de enkelte politiske problemer, at de aldrig møder nogen, som bare ved halvdelen af det de gør. Derfor kan det være fristende at slutte, at vælgerne lader sig bespise af ’slesk tale og billig portvin’. Men vælgerne kender godt realiteterne i bandekrigen.
2) Læg en troværdig handleplan frem. Det eneste der ikke kan accepteres er såfremt politikerne ikke har en plan. Vælgerne kan acceptere, at en plan er lang tid undervejs. Det er ok, så længe vælgerne ved, at der rent faktisk kommer en plan. Accepter, at den fremlagte plan først prognosticerer en løsning på lang sigt. Justitsminister Brian Mikkelsen nedsatte i sidste uge en taskforce, der skal infiltrere de kriminelle. Der har formentlig været folketingsvalg i Danmark mindst to gange inden den indsats kan mærkes.
3) Hvad kan vi lære af udlandet? For ikke sÃ¥ længe siden hørte vi, at justitsministeren med sit følge skulle besøge Manchester i England for at indhøste erfaringer. Det har vi ikke hørt noget til siden. S-SF’s bandeoplæg refererer til Hollandske erfaringer, men igen, kun pÃ¥ det bløde omrÃ¥de.

Ny politisk tid indvarsles?

Mønsteret for bandekrigen går igen. Vi har en velfærd, som ikke kan opretholdes uden store reformer af arbejdsmarkedet m.v. Vi har en krig i Afghanistan, som bliver vanskeligere, også for Danmark. Og snart beder NATO om flere styrker. Vi har et statsunderskud i 100 milliarder kroners klassen, som ikke vendes med et snuptag, uagtet at økonomien vender inden længe.

Vil politikerne herfra gøre karriere på at fortælle vælgerne om alt det vi ikke kan, snarere end det vi kan? Vi ser i disse uger dette udspille sig i Storbritannien, hvor oppositionens borgerlige finansministerkandidat – George Osborne – lægger en ny og hidtil uhørt ærlig linje. Der skal spares, hvis økonomien skal tilbage på spores. Der skal ændres i pensionsalder, lønniveau og reduceres i en lang række andre velfærdsgoder.
I det danske Statsministerium følger man nøje forløbet i Storbritannien, om den ærlige strategi er vejen frem i de kommende Ã¥r. Anders Fogh Rasmussen – Løkkes forgænger – sagde under sidste folketingsvalg, at ‘vi bÃ¥de kan fÃ¥ velfærd og skattelettelser’. Det kan vi ikke. Og spørgsmÃ¥let er om Løkke og Thorning-Schmidt – ikke mindst inspireret af vælgernes Ã¥benlyse indsigt i, at det ikke kører pÃ¥ bl.a. bandeomrÃ¥det – vil blive mere kontant omkring hvilke nødvendige langsigtede politiske ubehageligheder, der skal gennemføres i de kommende Ã¥r?

Meget kan tyde på, at de ikke har noget valg.

————————————————————-

Kære Bloggere

Tak for jeres mange indlæg. Jeg læser dem og lærer. Mange nye vinkler. Tak.

SÃ¥ er vi til diskussionen om, hvor længe politikerne kan ‘bedrage’ vælgerne med, at det hele fortsat nok skal gÃ¥ godt uden de store reformer. Eller langsigtede løsninger, som, ja, tager tid.

Dilemmaet for politikerne er, at de ved at de fleste af os ikke mærker krise. Hvis man har sit job, har man det som før. Og hvorfor sÃ¥ rÃ¥be bÃ¥l og brænd? Det generer vælgerne. Og læg hertil, at de ting man sætter i gang, og som først virkeer senere, dem kan man ikke selv høste frugten af. SÃ¥ hvorfor ’skal lige jeg’ gennemføre det ubehagelige?

Men er vælgerne ikke klogere? Kan politikerne ligefrem fremstå som om de taler ned til vælgerne, når de sejler videre, på tværs af uendelig rapporter om problemerne og mediernes tydelige beskrivelser af samme?

Hvad syns i?

alt godt

PEM