Regionerne er en del af demokratiet. Men de har næppe større politisk legitimation end Afghanistans genvalgte præsident, Hamid Karzai. Men tag ikke fejl, de sidder altså på en del af velfærdssamfundet, som har potentialet til at vælte regeringer.

Regionsvalget nærmer sig. Som man sÃ¥ smukt føler anledning til særskilt at oplyse om pÃ¥ diverse lygtepæle. Som kommunalvalget holdes det 17. november. Der er ingen vælgere, som reelt aner, hvad der foregÃ¥r i disse 41 mand store demokratiske ‘ sundhedsdyr’.

Med sundhedsskandaler permanent lurende administrerer regionerne en del af velfærdssamfundet, som har potentiale til at vælte regeringer. Halvdelen af regeringen, de konservative, vil have dem nedlagt, og deres konkurrenter - kommunerne - arbejder stålsat på at hapse en del af deres nuværende aktiviteter.

Ingen aner, hvem der stiller op til valg i regionerne, for et liv i politisk anonymitet er ikke attraktivt for de mest ambitiøse politikere. Selv om alt taler for at ændre den måde, demokratiet virker på i regionerne, er udsigterne til en reform små.

Regeringen får dårlige sager
Regionerne er i et stadig større omfang driftsorganisationer, som udmønter regeringens sundhedspolitik fra dag til dag. Flere regionspolitikere har haft stærke synspunkter på regeringens nye sygehusplan, hvor milliarder af kroner nu er afsat til at bygge et mindre antal store sygehuse på bekostning af mange små. Logikken er, at store enheder giver masseproduktion, som igen giver erfaring og højere kvalitet. Men der har været modstand imod planen fra blandt andre Vibeke Storm Rasmussen (S), lederen af Region Hovedstaden. Men som et damplokomotiv har regeringen tromlet planen igennem.

Der eksisterer derfor en saglig diskussion om, hvorfor det skal være folkevalgte politikere, der skal være ansvarlige for driften af sygehusene i stedet for professionelle ledere, som i erhvervslivet.

Et sygehus er trods alt en organisation med måske 3.000 ansatte, i dag ledet af topchefer til de forholdsvis små offentlige Djøf-lønninger. Og såfremt stadig flere politiske beslutninger om sundhed træffes på Christiansborg, hvorfor så have politikere i regionsleddet? Al nyere politisk erfaring tilsiger, at er der én flanke, man som regering skal have dækket af, så er det sundhedsvæsenet.

Alt for mange vælgere er i berøring med dette mastodontsystem, og stiger enigheden blandt vælgerne om, at sundhedsvæsenet ikke fungerer - eksempelvis ved for lange ventelister eller for dårlig kvalitet i kræftbehandlingen - kan regeringen godt begynde at bestille flyttekasser til ministerkontorerne. Ventelisterne fik eksempelvis næsten kål på Nyrupregeringen i 1998. Læg hertil, at skandalesager stort set aldrig involverer regionspolitikere, men landspolitikere.

Dels fordi pressen hellere vil have en kendt minister på glatis end en ukendt regionsleder.

Dels fordi regionerne er eksperter i altid at sende aben ind til Christiansborg; enten med beskeden om, at de ikke har fået nok penge, eller med andre ekspertargumenter, som de netop kan levere, fordi de sidder tættere på sygehusene end ministeren. Selv om det kan være nok så rigtigt, er denne ansvarsfor-flygtigelse med til, at regionspolitikere i offentligheden forbliver uinteressante.

Venstre holder af det lokale
Nu er der valg til regionerne. Med en politisk legitimitet på et niveau med den genvalgte afghanske præsident, Hamid Karzai, skulle man tro, at der var ændringer af regionerne forude. Hvorfor overlever regionerne, når det alligevel er politikerne på Christiansborg, der får tæsk, når noget går galt? Der er fire begrundelser.

For det første, fordi det er en gigantisk strukturreform - større end den seneste - helt at nedlægge regionerne og lade en statslig styrelse tage over.

For det andet har det rent faktisk været muligt at holde utilfredsheden med sundhedsvæsenet nede gennem årene.

Ja, der har været skandaler, men reelt har amterne, og nu regionerne, leveret en vare, der har holdt et uacceptabelt antal sure vælgere fra regeringens dør.

For det tredje er både Venstre og Socialdemokraterne historisk store lokalpartier.

Endelig, for det fjerde, har en stribe folketingspolitikere en romantisk veneration for regionsleddet, idet de der trådte deres politiske barnesko. Blandt dem landets nuværende statsminister.

Hvem vinder valget?
Det vil være naturligt i denne tid at diskutere, hvem der vinder og taber regionsvalget.

Det gør vi ikke. Sandheden er, at det næppe betyder det store, idet de større beslutninger kommer fra Christiansborg.

Og selv den mest energiske politiske kommentator vil - i modsætning til kommunalvalget, der har klare landspolitiske overtoner - undlade at stille landspolitikerne til regnskab for et dårligt regionsresultat. Regionerne går i denne måned til valg på præcis samme vis, som de lever - i dyb stilhed.