Enhver exit strategi er et totalt nederlag for Vesten, herunder de danske politikere. I Irak kommer Sadam Hussein ikke tilbage. Men det gør Taleban i Afghanistan. Danske soldaters nyudtalte skepsis kan ændre folkestemningen hvorfor Christiansborg er gået i uofficiel tænkeboks.

Efter at officerernes talsmænd i forgÃ¥rs skabte tvivl om troværdigheden ved Afghanistan strategien, breder nervøsiteten sig – pÃ¥ trods af Stats- og udenrigsministerens ‘brandslukningsaktiviteter’ – som en steppebrand i kontorerne pÃ¥ Christiansborg. NÃ¥r først soldaterne har mistet modet, frygter politikerne at tilslutningen for alvor kan begynde at skride. Og med god grund. Læg hertil at soldaternes kritik og bekymringer ventileres pÃ¥ et tidspunkt hvor Taleban er pÃ¥ fremmarch og hvor FN af samme grund trækker deres folk ud af det krigshærgede land.

Hvad skal det nytte?

Det nye er ikke, at mange soldater oplever indsatsen i Afghanistan som mindre end fuldt tilfredsstilende. Det nye er, at det kommer ud i offentligheden. Danske politikere har hørt på bekymringerne i ½-1 år, når de har besøgt Afghanistan. Primært spørger soldaterne – som Viggo Hørup, Politikens grundlægger, gjorde i forrige århundrede – hvad skal det nytte? Soldaterne er bekymrede for, at tilliden til dem fra lokalbefolkningen ikke kan bygges op, endda selv om NATO garanterer at være der mange år endnu. Den afghanske befolkning frygter hævnen fra Taleban, når NATO rejser. For Taleban bliver.

Politikernes problemer

Danske politikere har tre store problemer.

1) En krig ligner ikke andre sager. Politikerne kan ikke, i det stille, præparere befolkningen på, at de skifter mening. Det vil hjælpe modstanderne i felten – Taleban – hvilket ikke er acceptabelt. Og partierne bag krigsindsatsen er bundet op på hinanden. Men det bliver vanskeligere at holde sammen i takt med at risikoen øges for at folkestemningen vender. Alle strategiske overvejelser sker derfor bag lukkede døre. Men de sker. Læg hertil, at de politiske overvejelser sker til musikken af en eskalerende offentlig undren over situationen? Symboliseret ved Politikens leder i dag, hvor Afghanistan indsatsen blev problematiseret. Politikerne er gået i tænkeboks. Og en ny politisk linje, med en mere kritisk tilgang til Danmarks deltagelse og afghanernes egen rolle synes, som minimum, at være på vej. Ikke mindst oppositionen tænker sit, selv om den endnu støtte den hidtidige strategi.
2) Som nævnt ruger USA’s præsident pt. over hvad som skal ske. Sandheden er, at alle andre lande er helt afhængige af USA’s politik og derfor – indtil Obama udkommer – befinder sig i et beslutningsvaccum. Sender Obama en stribe ekstra tropper af sted, vil det styrke troen pÃ¥ at noget kan gøres. Sender han skuffende fÃ¥, vil det pirre skeptikerne – og motivere Taleban.
3) Der findes ikke en politisk acceptabel exit strategi ud over at forlade landet, når afghanerne selv kan håndtere Taleban. Alt andet vil blive opfattet som et totalt nederlag for Vesten, herunder de danske politikere. I Irak kommer Sadam Hussein ikke tilbage. Men i Afghanistan kommer Taleban igen. Taleban er aktuelt på fremmarch, hvilket senest har tvunget FN til flygte ud af landet. Det indebærer at hele argumentationen om, at vi er der for at gardere os imod terrorisme i Danmark, falder til jorden hvis Taleban vinder. Med en øget trussel imod Danmark, som følgeslutning. Det betyder et nyt rædselsregime, med kvindeundertrykkelse, ekstrem sharialovgivning og massehenrettelser på fodboldstadions, hvis Taleban kommer igen. Og politisk værst af alt betyder det, at de døde danske soldater, og alle de sårede, som vi tit glemmer, har kæmpet for alt for lidt.

Det kan ikke fortsætte

Danske soldater er bekymrede. Der er umiddelbart intet politisk alternativ til at fortsætte krigen, endda med forøget styrke. Men alle politikere drøfter bag de lukkede døre, at vi måske bare er ét avisbillede af en såret sønderskudt soldat på Rigshospitalet, fra at tænde en politisk panik. En panik som handler om hvad hulen man gør, når befolkningen som noget nyt spørger: hvad skal det nytte?
———————————————————–

Kære Bloggere

Jeg blev chokeret i går, da jeg hørte officerernes talsmand fortælle om det mismod, der hersker blandt soldaterne i Ahghanistan. I strid modstykke til det kendte tornerosebillede af indsatsen.

Jeg blev endnu mere chokeret da jeg hørte udenrigsminister Per Stig Møller (som er gæst i Mogensen & Kristiansen i morgen) hælde talsmanden rent ned af brættet. Der forstod jeg, hvor presset den danske og andre regeringer er i sagen. Der er meget på spil for yderligere medgang til Taleban kan vippe meget.

Selvfølgelig skal de danske soldater have lov at sige hvad de mener. Det er dem som sætter livet på spil.

Efter at hve talt med en stribe forsvarspolitikere fik jeg mit tredje cheok, da flere oplyste, at de har kendt til soldaternes mismod længe. At det ikke kun os skeptikere i Danmark, som syntes der er brug for en plan.

Problemet er, at der er så meget politisk bundet op på krigen. Som nævnt i analysen, er det reelt umuligt bare at tjekke ud. Derfor vil Lars Løkke og andre holde fast i linjen indtil der er en ny. Det nye er nok, at de for alvor er begyndt at forholde sig mindre hallelujah agtigt til den aktuelle strategi, som ikke virker.

Vi nærmer os den situation, hvor kritikerne af at vi gik med i Irak krigen ikke kunne svare på, hvad vi alternativt skulle have gjort ved Sadam Hussein. I Afghanistan er  dilemmaet blot, at vi taber landet til Talebanerne og deres kendte barbari, vi øger terrortruslen mod os selv og vores soldater ender med at have kæmpet forgæves. Derfor vi I se danske politikere holde fast til den bitre ende, indtil, som et mirakel, et svar viser sig.

Hvad består det svar i? Kan nogen af jer hjælpe politikerne i at finde en konkret løsning?

alt godt

PEM