Med venner som Anders Fogh Rasmussen og Connie Hedegaard, behøver Løkke ikke andre fjender. Tager man kortvarigt statsministerens kasket på, er det måske ikke oppositionen, som han skal holde mest øje med.

“Jeg har meget svært ved at forestille mig, at USA’s præsident kan modtage Nobelprisen nogle fÃ¥ hundrede kilometer fra København for sin evne til at indgyde hÃ¥b og for sin multilateralisme -  og sÃ¥ ikke give sin delegation noget med (til København, red)”.

Citat Connie Hedegaard fra den nyligt afholdte – og sidste – forberedelseskonference i Barcelona. Måske lyder det smart, men klog er bemærkningen ikke. USA kan ikke mobbes til truget. Og slet ikke af en klimaminister fra et land med fem millioner indbyggere, som med sin trussel mod Obama, syntes at signalere begyndende storhedsvanvid.  Det vender vi tilbage til.

“Jeg syntes nogle gange, at debatten om tørklæder var noget overgearet, og det var med til at gøre problemet værre”, citat Anders Fogh Rasmussen.

Kan være at Fogh har fÃ¥et reelle kvababbelser over den linje i forhold muslimer, som i den grad grundlagde hans tre succesfulde valgsejre. Kan ogsÃ¥ være, at han med refleksionen er med til at pleje sin muslimvenlige profil i sit aktuelle job som NATO’s generalsekretær. Uanset, er hans udtalelse aldeles ubehjælpsom for Løkke i den indenrigspolitiske situation. Det vender vi ogsÃ¥ tilbage til.

Løkkes tale til G20

Klimatopmødet har højeste prioritet. På den positive side kan løkke notere, at Obama er tæt på at få sin sundhedsreform igennem. Det giver den frie verdens leder ny politisk råstyrke. Sundhedsreformens vedtagelse vil dokumentere for mange, at Obama alligevel ikke blot var en naiv varmluftsballon.  Løkke – og alle andre – har brug for Obamas råstyrke, såfremt topmødet skal lykkes.

For et par dage siden holdt Løkke en tale til G20 landenes finansministre. De var samlet for at diskutere byrdefordeling i en kommende klimaaftale. Det har været diskuteret hvor meget en politisk aftale er værd.

To pointer:

1) Processen fra en god politisk aftale i København og frem mod en juridisk bindende aftale, vil have de samme statsledere bag rattet i de fleste store lande. Storbritanniens Gordon Brown, som en større undtagelse. Løkke ved godt, at der er kritik af den politiske aftale versus den juridiske. Derfor har man besluttet, at den skal træde i kraft med det samme. Det er reelt ligegyldigt, da perspektivet er årtier, men det sukrer aftalens troværdighed i vælgernes ører. Smart nok.

2) Det er simpelthen ikke tidsmæssigt muligt at nå en juridiske bindende aftale, der skal godkendes af diverse parlamenter. Slet ikke i USA. Løkke foreslår bl.a. etableringen af en særlig organisation, der skal styre udviklingen, herunder virke for en juridisk aftale. Opgaven bliver at overbevise alle andre om at den skal have reel magt. Lige nu, midt i den rituelle panik før lukketid, er der fortsat gode odds på en god politisk aftale.

Tilbage til den danske klimaminister. Når man sidder i Statsministeriet, må man ofte overhøre upassende eller direkte ukloge bemærkninger fra diverse ministre. Man bider sig i læben og går videre. Hedegaards udtalelse i Barcelona må imidlertid have udløst noget der minder om manisk serielæbebideri.

Krikken af Obama var forfejlet. Obama, som skal overbevise en række af sine egne om at USA skal levere en broderpart til klimafesten – i øvrigt imens arbejdsløsheden i USA vælter over 10 procent – har ikke brug for, at blive skudt ned bag fra af netop dem, som USA skal gøre forretninger med.

Med andre ord, kan Hedegaards kritik bruges af konservative og klimakritiske politikere imod Obama. Læg hertil, at USA definitorisk ikke er et land, som man kan ‘mobbe til truget’. USA’s globale politiske rolle og utallige politiske balancer, burde understrege dette. Endelig har de to sager – fredsprisen og klimatopmødet – absolut intet med hinanden at gøre, hvilket i sig selv gør Hedegaards kritik direkte pinlig. Det er ikke et spørgsmÃ¥l om at finde tid i præsidentens kalender, men om muligheden for at betale den økonomiske og politiske prislab, som er forbundet med topmødet. Løkke mÃ¥ i sit stille sind ønske klimaministeren hen hvor peberet gror eller, som minimum, til Bruxelles.

Fogh høster de billigste point

Tilbage til Fogh og tørklæderne. BÃ¥de Fogh og Løkke ved alt for godt, at de seneste tre valgsejre i et meget stort omfang var grundlagt af en hÃ¥rd profil pÃ¥ udlændingeomrÃ¥det. Løkke ved, at sÃ¥fremt han ikke vinder næste valg, vil historien ikke være ham nÃ¥dig. Og Foghs kvababbelser har fÃ¥et DF-leder Pia Kjærsgaard til at stÃ¥ frem med en hÃ¥rd kritik. Løkke kan konstatere, at oppositionen fortsat er splittet i udlændingespørgsmÃ¥let, men han mÃ¥ undre sig sÃ¥re over, hvorfor Fogh ikke koncentrerer sig om sit arbejde i NATO, snarere end at udtale anger over egen politik i bøger i Danmark. Som om hans firkantede ønske om at holde fast i Afghanistan, ikke bidrager nok til at tÃ¥rne problemer op forude for Løkke, som skal bære den politiske byrde af ‘eventyret’ herhjemme.
En statsminister skal altid samle op og få tingene til at glide. Men nogle gange er det vanskelige end andre.

Hvis oppositionen vågner op og kritiserer Løkke for at have en klimaminister, der nok er lidt overvurderet, og ligeså pisker ham med Foghs nye syn i tørklædepolitikken, er der fuldt hus.

——————————————————————-

Kære bloggere

Der er travlt. Klimatopmødet står for døren. Løkke taler om at oprette en ny institution. Der skal sikre, at det man aftaler også bliver til noget. Det lyder klogt.

Men det er lidt chokerende, at Hedegaard agerer som hun gør. Egentlig er analysens pointe den, at de personlige relationer mellem aktører spiller en stor rolle. Selvi international toppolitik er det mennesker vi har med at gøre. Det gælder om at sætte sine trumfer ind der hvor de kan virke. Og det gælder om ikke at udhule dem, så analysen påstår at Hedegaards udtalelse gør.

Desuden er det vigtigt at Løkke har en vis arbejdsfred. Vi har ikke andre end ham, der kan operere her for alvor. Det er jo ham der har ‘jobbet’.

Man skal ikke tage alt pessimismen som et tegn pÃ¥ at alt er tabt. Der skal bygges en ’spænding’ op. Ellers gÃ¥r det ikke. Det kan gÃ¥ galt, ja, men sÃ¥ langt er intet unormalt.

Foghs aktive medierolle i dansk politik er forunderlig. Selv var han generet, når Uffe Ellemann mente noget andetham. Tænkt på Muhammedkrisen. Og nu er han over det hele i dansk presse. For at pleje sit eftermæle?

Hvordan skal Løkke håndtere denne situation? Hvad syns ?

alt godt

PEM

Rettelse:
I indledningen til en tidligere version af dette indlæg, citerede vi Connie Hedegaard for at sige:
“Det virker dybt mærkeligt, hvis præsident Obama kan komme til Oslo og modtage Nobels fredspris, hvis han ikke kan komme til København til klimatopmødet”.

Det er nu rettet, og vi beklager fejlen