Venstre fÃ¥r en ekstra minister og de konservative fÃ¥r en kommissær, som vi - i lighed med alle hendes forgængere – ikke vil høre fra i de næste fire Ã¥r. Om Lykke Friis ogsÃ¥ kan noget uden for forskningsverdenens ’sutsko og urtete miljø’, er for tidligt at vurdere.
Året er 1999. Vi sad en lille eksklusiv gruppe på tre mand i et hurtigt lille jetfly, lejet specielt til lejligheden. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, departementschef Nils Bernstein og mig, sagde hunden. Vi landede i den norditalienske by Bologna sidst på eftermiddagen. Den første time på italiensk grund var ikke rar. Statsministeren var kommet af sted uden pas, og det var min skyld. I det ekstraordinære fravær af en ministersekretær på turen var det mit job, som yngste mand, at holde lidt styr på praktikken.

Kun via en ihærdig indsats fra den dygtige italiensktalende souschef på Danmarks ambassade, Liselotte Plesner (nu ambassadør i Israel), sikredes statsministerens indrejse til støvlelandet mirakuløst. Og embedsmand Mogensen tørrede sveden af panden.
En time senere sad vi og spiste middag med daværende kommissionsformand, Romano Prodi. Forhandlingerne om ansvarsområdet for Nyrups bud på en ny dansk EU kommissær – Poul Nilsson – var i gang.

Connie, et indlysende valg

At statsministerens ikke kunne komme uden om Hedegaard var ved at være et faktum. Jo, han kunne have peget på en anden, hvis han var rykket langt tidligere i processen. Men nu, så sent, ville en udnævnelse af eksempelvis Bertel Haarder virke bizart.
Bliver Hedegaard mere magtfuld end eksempelvis Ritt Bjerregaard var det i 1990′erne, hvor ogsÃ¥ hun var klima/miljø-kommissær, vides endnu ikke. I dag er der langt flere medlemslande i EU og dermed er skiverne, der skal skæres ud af magtkagen til de enkelte kommissærer, tilsvarende mindre. Det taler man ikke højt om, men det er sandt.
Grundlæggende er det svært at forstå virakken om udvælgelsen af den nye kommissær. Af tre grunde. Med undtagelse af Ritt B. og Henning Christophersen, er der historisk ikke belæg for vælge politikere fra den hjemlige superliga. Finn Gundelack (1974-1981), Poul Dalsager (1981-1985), Poul Nilsson (1999-2004) og Marianne Fisher Boel (2004-2009) er – med alt respekt - eksempler herpå.

For det andet er der tradition for, at nÃ¥r først en kommissær er valgt, hører vi ikke i offentligheden mere til vedkommende før en afløser skal udpeges. En kommissær er EU’s ‘mand’ i ringen, ikke Danmarks. At danske embedsmænd sÃ¥ dagligt har glæde af Danmarks kommissær er en anden sag. Vi kan altsÃ¥ nu roligt sige farvel til Hedegaard, inden hun dykker ned i EU dybet.

For det tredje har EU’s stats- og regeringschefer – i Herman Van Rompuy og Catherine Ashton – just udpeget to europæiske fluevægtere, som unionens præsident og udenrigsminister. Selvfølgelig gør dette kommissionen tilsvarende mere magtfuld, men følelsen for Hedegaard af, at være med pÃ¥ et vinderprojekt, ville have været langt større, hvis to sværvægtere i europæisk politik havde indtaget chefposterne.

Løkke vinder, Lene taber

Med vanlig dansk selvglæde er vi i Danmark for længst gået i selvsving over det gode kort, som Hedegaard er. Det er dog her værd at erindre, at det snart to årtier gamle illusionsnummer om, at Danmark er et EU land på linje med andre lande, ikke flyver ret højt syd for grænsen. Danmark er ikke et land som de andre.

Vores fire forbehold gør os i det daglige arbejde til et andenrangs medlem af klubben. Hvilket lande som Polen, Spanien og andre fyldgyldige medlemmer naturligvis vil gøre gældende, når lunserne i kommissionen skal fordeles.

Sagt lige ud, så er Hedegaards pund kød ikke nær så meget værd i Bruxelles, som i Danmark. De konservative mister katastrofalt en stemmesluger til næste folketingsvalg. Og Venstre har måske udnævnt en ny i Lykke Friis? Dog er juryen her fortsat ude.

At tage springet fra neutral, friskfyragtig akademiker, til holdningspræget politiker er stort. Og mange kritiske alfahanner m/k lurer, nÃ¥r det søvnige universitet skiftes ud med Folketinget. Lykke Friis’ skulle ind nu for at sikre den interne magtbalance mellem V og K. Efter jul skal der gennemføres en ministerrokade, og Løkke har med sin betaling for kommissærposten en minister mere at spille med. Friis ligner mest en minister, som arbejder med europæiske spørgsmÃ¥l, evt. som trækplaster, nÃ¥r Løkke udskriver en afstemning om de danske forbehold. Vi fÃ¥r se.
Netto er Lars Løkke Rasmussen sluppet bedst fra rokaden. Men også han er afhængig af, at de konservative klarer sig godt til næste valg. Hedegaard er helt væk de næste fire år. Og vi aner endnu ikke om hun får en luns, der er noget værd.
Tilbage til 1999. En lang middag senere, på vej hjem i flyet fra Bologna, glædede vi os alle over, at Nielson fik et godt og synligt ressortområde, som også ville blive et godt trækplaster i den hjemlige debat. I dag har jeg glemt hvad det var Nielson fik, og vi så ham aldrig siden.
—————————————————————

Kære bloggere

Tja, så fik vi ekspederet endnu en kommissær. Det er utroligt at nogen går så meget op i det. Som jeg skriver ovenfor.

MEN. den hjemlige magtstilling kan muligvis ændres, afhængig af om Lykke Friis fÃ¥r fat. Om hun kan slÃ¥ igennem. Det ved vi ikke endnu og hun er aldrig blevet trykprøvet i et akvarium som ‘borgen’.

Men når det er sagt, så er det helt centralt, at K kan samle de forvirrede radikale vælgere op på valgdagen. Hvad Connie H måske bedre kunne end Lene E.

Spørgsmål til jer: Er det et større tab for den samlede regering end en sejr til Løkke over K?

tak for mange gode indlæg

alt godt

PEM