Mange spørger i denne tid om Obama er genial eller uduelig? Man kan stille det samme spørgsmål til den danske opposition, som snart skal vise helt andre takter og dristige svar på landets problemer, hvis Statsministeriet skal indtages efter næste valg. Tiden efter klimatopmødet bliver alt afgørende.

I ugen der gik havde komikerværten Jon Stewart den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, som gæst. Stewart erklærede, at han ikke kunne finde ud af Obamas og Bidens situation. ‘Enten er I langt foran os andre og har regnet strategien ud hvad vi senere vil se resultaterne af, eller ogsÃ¥ er I en flok klumpedumper, der ikke kan finde ud af noget som helst?’, spurgte Stewart. Og ugens leder i magasinet The Economist kredser om præcis det samme. ‘Er Obama klog eller svag?’, spørges der imens lederskribenter ihærdigt argumenterer for det sidste.

Tænk engang om ikke det er lidt det samme spørgsmål, som ligger helt fremme på tungen, når man tænker på den danske opposition? Er den langt foran os andre, er den klogere end den ser ud eller er den svag og uden styr på noget som helst?

VKO fører lige nu knebent

De seneste meningsmålinger giver den blå blok flertal. Et lille et ganske vist, og Gallups nedslående resultat for S-SF aksen præges af, at Enhedslisten ikke kommer ind. Konventionel visdom tilsiger, at en opposition skal føre tårnhøjt midt i valgperioden, hvis den skal gøre sig forhåbning om at vinde et valg senere hen.

I det lys har den røde blok allerede tabt næste valg. Men konventionel visdom skal man ikke lade sig forstyrre af, når det kommer til politik. Den er til for at blive brudt. For de røde strateger må imidlertid én ting stå fuldstændigt klart: store samfundsproblemer omkring bandekrige, manglende integration, problemer med krigen i Afghanistan, krisen og den voksende ledighed er ikke den baggrundsmusik, hvortil et flertal af vælgeren undsiger regeringen. Dermed er konklusionen temmelig klar: langt mere dristig politik skal til, hvis Løkke skal smides ud af det aflange kontor.

Svært at komme til fadet

Og så er vi fremme ved ligheden mellem Obamas kritikere og den danske opposition. Der er to år til valget. Lige nu ser det ikke ud som om, at oppositionen har det store politiske temposkift i støvlerne. Snarere tværtimod. Den prøver senest, svagt desperat, at få Løkke med på en afstemning om to af de fire af Danmarks EU-forbehold.

I bedste fald blev det en slags markering af hvor oppositionen står lige nu, idet selv en søvnig gymnasieelev ved, at der ikke kommer nogle folkeafstemninger på denne side af valget.
Så bryder man, med brask og bram, ud om en exitdato for Afghanistan. Som så alligevel ikke er en exit plan men et ønske om hvornår danske soldater skal udgøre opbakning til de kommende afghanske soldater, frem for som i dag, selv at udgøre den fremskudte forpost ude i bushen i Helmand provinsen.

På en måde en fin markering, som imidlertid drukner i udenrigsministerens runde snak om, at det med at sætte datoer ikke giver nogen mening og at det som S-leder Thorning-Schmidt siger i øvrigt er det samme, som det der for længst er skrevet ind i den, efterhånden herostratisk berømte, strategiplan, som Per Stig Møller udarbejdede for år tilbage.

Kigger vi på den katastrofale udvikling i den danske økonomi fremstår oppositionen fanget af sin egen politik om at der skal bankes et endnu større hul i statskassen end det, som regeringen ellers flittigt arbejder på. For at få gang i hjulene og forhindre at færre må gå den tunge vej ud i arbejdsløshedskøen. Det er ikke lykkedes oppositionen at få vælgerne til at forstå, at netop et øget forbrug af offentlige midler nu, netto vil bidrage til en hurtigere, og mere ansvarlig, genopretning af dansk økonomi.

Et standpunkt man bør kunne indtage og agitere detaljeret for landet over, hvis ellers politikken giver mening? Netop den økonomiske ansvarlighed er en borgerlig bastion, som den røde blok mÃ¥ og skal udfordre, hvis den vil noget som helst ved næste valg. Det er ikke en nem debat alt den stund, at Dansk Folkeparti sikrede 6,5 milliarder yderligere til offentlige investeringer, ved de nyligt overstÃ¥ede finanslovsforhandlinger, hvorfor vælgerne med rette mÃ¥ være forvirrede over hvad det hensigtsmæssige ‘hul i kassen’ i grunden bør være, i den nuværende situation.

Endelig er det som om, at de seneste S-SF udspil om skat og udlændinge indebærer, at ledelsen i S-SF anser disse temaer som færdigdebatteret. Problemet er imidlertid, at 80 procent af alt politisk debat i dette land snurrer om disse temaer, S-SF udspil eller ej. Og i går viste en måling, at 42 procent af vælgerne mener, at SF vil hæve boligskatten, hvilket også turde tale for, at den hellige grav ikke er velforvaret.

Oppositionen må snart rykke?

Det er jo mit job at viderebringe viden om hvorvidt der er store planer på vej fra oppositionen, som kan medføre et skifte i dansk politik. Intet tyder aktuelt herpå. Tværtimod synes statsministeren at slippe af sted med det meste. Herunder at han bruger klimatopmødet til en legitim time out for alle deltagere af dansk politik. Ja, hvor er lige oppositionen med en aggressiv klimakritik?

Det kan – hvad der også gælder Obama – på ingen måde udelukkes, at oppositionens ageren ikke er udtryk for at den er svag, men at den er klog. Meningsmålingerne og tiden til næste valg tilsiger, at dokumentationen på sidstnævnte nok snart bør slippes løs.

———————————————————–

Kære Bloggere

Kan oppositionen nok til at komme igennem som et ALTERNATIV til regeringen?

Den kan sidde og vente på at Lars Løkke bliver så gammel, at han af den grund alene kan vippes fra tronen. Men meningsmålingerne må være gyserlæsning for en opposition, som ved at den skal rykke.

Er det oppositionen der er genial og har set på indhold og timing på sin måde, hvorfor den alligevel kommer igen og vinder det afgørende opgør? Eller er det vi har set så langt det som nu engang er?

Skal vi ikke lige vende hvad I himlens navn er vejen frem for en opposition, som er noget præget af regeringens - overraskende - robusthed?

tak for mange gode indlæg

PEM