Efter Obamas tale er regeringen klogelig på vildt tilbagetog fra påstanden om, at en exitdato hjælper Taleban. Obamas ekstremt ambitiøse exitstrategi virker designet til hans genvalg. Men hvad er plan B?

Præsident Obamas længe ventede tale kan tolkes på to måder. Enten er han vitterligt på vej hjem i 2011, eller også er hans ‘ påbegyndte tilbagetrækning’ reelt et synonym for en uendeligt langstrakt affære? Indtil nu har krigen ikke været andet end problemer for Obama. Og det vil den blive ved med at være. Præcis som det er tilfældet for den danske regering, som nødvendigvis må danse efter stormagtens pibe.

Som senator Joe Lieberman er citeret for at sige, skal »en nødvendig krig ikke bare udkæmpes, den skal også vindes«. Udtalelsen siger alt om det politiske dilemma, som Obama befinder sig i. På den ene side er der et massivt krav om komme ud af Afghanistan. På den anden side er det reelt ikke en option - endnu en gang - at overlade landet til Taleban med deres kvindesyn, ekstrem sharialovgivning, massemord osv. Sagt lige ud har Præsident Obama givet sig selv et problem i sværvægtsklassen, såfremt sikkerheden ikke er næsten totalt overdraget til afghanerne medio 2011 og de amerikanske soldater på vej hjem.

Obamas genvalg er truet. Selvsagt har det potentielle politiske selvmord forbundet med tidsplanen været i fokus for Obamas overvejelser. Tydeligvis satser han på at vinde valget i 2012 på at holde sit løfte. Men hvad er nødplanen, hvis det går galt? Vi får se.

Danmark halser bare med

»Regeringen har været for dårlig til at diskutere en tilbagetrækningsstrategi for de 700 danske soldater i Afghanistan«, erkendte forsvarsminister Søren Gade i gårsdagens avis. Det er en klog erkendelse.
For blot to uger siden stod regeringens mest fremtrædende medlemmer - stats-og udenrigsministeren - skulder ved skulder med Nato’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, og erklærede, at fastsættelsen af en tilbagetrækningsdato er det samme som at gå Talebans ærinde.

I dag lyder der andre toner fra regeringen.

Dens baglæns hækkeløb er en kendsgerning. Oppositionen ved S-leder Helle Thorning-Schmidt ( men reelt ved Sordfører John Dyrby, jf. bl. a. seneste nummer af magasinet Ræson) havde læst spillet om USA’s position bedst. Hun erklærede - på linje med Obama - at de afghanske soldater inden for kort tid skal overtage danskernes rolle i spørgsmålet om sikkerhed.

Havde Obama sagt noget som helst andet end at angive en klokkeklar exitdato, ville regeringen aldrig have indrømmet sin manglende snak om en tilbagetrækningsstrategi. Dels slider ‘ hækkeløbet’ fælt i forhold til de udsendte soldater, at man ikke har haft kapacitet - eller mod - til at tænke fremad, som Obama nu har gjort. Og dels er en dansk krigsdeltagelse et af de få politiske områder, hvor plat partitaktik trods alt ikke kommer før alt andet. Derfor er Gades tilbageløb klogt, idet ingen, efter Obamas tale, vil kunne forstå problemet med en exitdato eller holde det nødvendige brede politiske flertal bag den danske krigsindsats intakt. Venstre-fløjen var simpelthen ved at ‘ stikke af’ - sammen med Obama.

Flere danske soldater

Der er ikke lang tid til 2011. I en krigssammenhæng er det ‘ lige om lidt’. Derfor skal der unægtelig ske ting og sager i Afghanistan i den kommende tid, hvis man skal kunne tro på Obamas plan. Og selv om der sker mange ting, er det stadig svært at tro på Obamas plan. Hvis altså krigen skal vindes. Det bringer os frem til de øvrige Nato-landes rolle.

Nato’s generalsekretær har travlt i disse dage. At samle soldaterbidrag ind fra Nato’s øvrige medlemmer, som et supplement til USA’s bidrag, er ikke alene et must for Obama - Foghs reelle chef - for at han kan holde sin politiske skanse i USA. Det er et must for, at datoen juni 2011 ikke overskrides med flere år. Det er en hævdvunden kendsgerning, at Danmark har ydet mere end sit rimelige bidrag til krigen. Intet land har haft flere døde soldater målt i forhold til indbyggertallet.

Vil det afholde Fogh/Obama fra at søge om endnu et bidrag hos os? Nej. Telefonen fra Det Hvide Hus til Lars Løkke Rasmussen gløder i denne tid, også på grund af Afghanistan. Som alle andre statsministre vil det være forbundet med store pinsler for Løkke at hælde en presset Obama ned af brættet. Spørger Obama sin danske kollega om flere soldater, vil svaret blive ja.

Lige nu kan to ting konkluderes. For det første at Obamas tidsplan - eller genvalgsplan - synes urealistisk, medmindre tilbagetrækningen enten kan ske over flere år, eller at Nato accepterer at tabe krigen. For det andet at regeringen klogelig ikke vil have en ‘ krig om krigen’ i Folketinget. Slet ikke i en situation, hvor oppositionen for en sjælden gangs skyld har læst udviklingen bedst.