Thor P. s klimaudmelding om den almægtiges ansvar for at løse klimaproblemerne er historisk morsom. Topmødelogikken indebærer, at vi jubeloptimister kan være ved godt mod. Obama kommer nu på det rigtige tidspunkt, til mørkemændenes indebrændte ærgrelse.

Man skal være noget af en humoristisk dødbider for ikke at se det aldeles komiske i folketingsformand Thor Pedersens ( V) seneste klimaudmelding. Ud springer han af skabet som en dobbelt Lomborg med skrue. At Thor Pedersen mener, at klimaændringer bør ligge i den almægtiges hænder i stedet for hos samlingen af verdens politiske ledere, er i sig selv et forholdsvist komisk ( grænsende til kosmisk) indlæg. Det må være det mest rabiate bidrag til dato fra nogen som helst.

Men timingen, mine damer og herrer, timingen er direkte formidabel. Cirka 72 timer før over hundrede stats-og regeringschefer tager til ‘ alle topmøders moder’ her i lille Danmark, synes Folketingets formand, at verden nu bør høre hans standpunkt. Thor P. vender vi tilbage til.
Egentlig var det tanken at skrive en 2′ er - som man gør i filmbranchen.

1′ eren udkom i denne avis 26. november (Vil Obama gøre The Right Thing 1 ), hvor jeg diskuterede, om mon ikke klimamørkemændene var pÃ¥ vej til lidt modgang? Og mon ikke præsident Obama til sidst alligevel ville gøre det rigtige? Emnet er for alvorligt til hoveren, og desuden kan det endnu gÃ¥ helt galt. Men hÃ¥nden pÃ¥ hjertet; det ser ret godt ud lige nu. Alle de, der henslæber tilværelsen som professionelle klimamørkemænd, ser ud til at gÃ¥ en noget anstrengt tid i møde.

Hvad er der sket? Svar: Obama kommer til slutforhandlingerne.

Hvorfor kommer Obama?

Der er flere grunde til, at Obama nu kommer til Bella Center på det rette tidspunkt.
1) Udsigten til, at der rent faktisk kan indgås en fornuftig aftale, er generelt forbedret. Som ventet er dynamikken omkring topmødet ved at virke her til sidst. Alt for mange er simpelthen samlet i Bella Center til, at det kan ende i en ren krise. Med de sidste - og vigtigste - aktører fra USA, Indien og Kina på plads er det forbundet med tab af uendelig prestige for alle, såfremt forhandlingerne kikser. Den danske statsminister har sin andel af aktierne i fremgangen, men samtaler mellem de store lande har været det afgørende. Intet er mærkeligt heri. Flere klimaveteraner har sagt, at dette topmøde er længere fremme, end man var på samme tidspunkt i forløbet, da man forhandlede i Kyoto.

2) Obama har fået en puster. Hvilket i hans verden betyder, at der er luft i kalenderen til at tage sig af klimasagen. Den kolde sandhed er, at oplægget omkring den videre færd i Afghanistan har trukket enorme veksler på hans tid. Afghanistan er vigtigere for præsidentens genvalg end en god klimadeal i København. Så enkelt er det. Nu er hans krigsplan ude af døren, og presset aftaget på den front.

3) Sundhedsreformen er ikke i kassen, men den er i bedre gænge end længe. Der er arbejde at gøre, men ikke noget, som Obama ikke kan klare på grund af nogle dages ophold på vore breddegrader.

4) Måske vigtigst af alt: Den amerikanske økonomi er for alvor ved at vende. De seneste ledighedstal er mirakuløst faldende, og aktiemarkedet jubler. Ikke alene giver det et politisk pusterum, idet de mange økonomimørkemænd, som mener, at præsidentens økonomiske politik er amatøragtig og utilstrækkelig, ikke i de næste uger kan svinge øksen troværdigt mod Obama. Men endnu vigtigere, såfremt økonomien vitterligt er mere permanent på vej i bedring, vil dette give præsidenten flere midler til brug for at indgå en klimaaftale.

Når vælgerne er i job, accepterer de bedre, at der skal sendes penge til Afrika frem for at stimulere den amerikanske økonomi. Til klima ( og ikke mindst økonomi-) mørkemændene er derfor lige nu at sige: Alt kan fortsat gå jeres vej, men vi jubeloptimister er p. t. ved ret godt mod. Som centrale danske aktører længe har ventileret: Obama kommer kun, hvis han er sikker på en god aftale.

Thor P. og Obama arm i arm

Tilbage til Thor P. På tværs af den linje, Venstre og resten af regeringen har lagt. På tværs af det arbejde, som statsministeren har lagt. På tværs af Obama og andre afgørende toplederes ankomst til København, vælger Thor P. at lægge klimasagen i den almægtiges hænder. På linje med El Nino og andre fænomener.

Thor P. s klima tour de force fÃ¥r ingen nationale konsekvenser. Dertil er de for langt ude. Vi ved, at Obama er en gudfrygtig mand. Det skal man være i hans job. USA’s præsident og Danmarks Thor P. kan sagtens gÃ¥ arm i arm og dele opgaverne imellem sig. Hvis Obama tager sig af de verdslige forhandlinger og Thor P. tager sig af den almægtiges indgriben, vil chancerne for, at vi mennesker fortsat kan bo her pÃ¥ planeten om 200 Ã¥r, være de bedst tænkelige. Velkommen til to ugers klimafokus.