… når det gælder overraskelser

Det er jo frygtelig kedeligt at skulle indlede en politisk analyse med ordene: Intet overraskende er sket. Selv om dette er tilfældet med klimatopmødet, så læs venligst videre.

Det er alligevel ret så spændende. Skulle der være en enkelt politisk interesseret læser, som ikke har fulgt med i detaljerne så langt, kan man passende begynde her.

Dette ventede vi:

Konkret har vi haft følgende forventninger til topmødet:

1) Der vil komme et resultat, der som minimum er o. k.

2) Skænderierne vil handle om, hvor stor en reduktion de rige lande skal gennemføre inden 2020. Det siges, at 25-45 procent er nødvendigt.

3) Skænderierne vil også handle om, hvor mange penge u-landene skal have af i-landene for at forhindre, at de udbygger deres økonomier med forældet teknologi. Og i øvrigt kan man skændes om, hvem ulandene i grunden er?

4) De fleste af verdens ledere vil møde op - selv præsident Obama.

5) Den juridiske ‘efterproces’ vil blive lige så vigtig som de opnåede aftaler.

6) Der vil komme demonstrationer, men det vil være uklart, hvad de demonstrerende mener.

Så langt er forventningerne opfyldt til punkt og prikke. Selv den ’spontane’ udvandring af en række afrikanske lande i forsøget på at råbe den rige verden op var alt andet end spontan. Selv hørte jeg om udvandringen i midten af sidste uge fra en dansk toppolitiker, og selv om denne skribent har mange gode kilder, kan det undre, at især tv-stationerne alligevel kan opfatte udvandringen som en nyhed.

Bliver de fattige snydt - igen?

Når 110 stats-og regeringschefer mases ind i det samme rum, vil en fiasko ikke være en realistisk mulighed. De fine mænd og kvinder kan ganske enkelt ikke holde til, at deres kollektive inkompetence i den grad udstilles i globale medier.

Slet ikke når det handler om at redde kloden. At få så mange med er måske den danske statsministers største fortjeneste i den uendelige opregning af gode gerninger, som Løkke efter sigende har udført. Derfor vil der blive en aftale, som er lidt bedre end forventet, og som sikrer, at alene de største klimafanatikere kan påstå, at politikerne overlader kloden til den sikre undergang.

Hvis man kender lidt til økonom og nobelprismodtager Joseph Stiglitz (læs eksempelvis ‘Making Globalization Work’ fra 2006), er det ingen overraskelse, såfremt topmødets største hår i suppen bliver en alt for ringe overførsel af midler fra de rige til de fattige lande. I verdenshandelens lange historie - der forhandlingsmæssigt minder lidt om klimatopmødet - har de rige lande udviklet snyderiet af de fattige til en kunstart.

Ikke mindst USA har gennem tiden gjort alt for at beskytte egne arbejdspladser. Kan Obama forhindre en gentagelse?

Vi får se.

——————————————————————————————–

Kære bloggere,

Medierne har travlt med at skyde både en evt. klimaaftale samt Lars Løkke ned. Men er det fair?

Er det ikke forventeligt, at aftalen først kommer i hus den sidste dag når “the big guns”  med Obama i spidsen er på banen?

Hvorfor skulle landene lade sig nøje, hvis de kan få en bedre aftale ved at vente med at skrive under?

Det kan gå galt endnu, men formentlig kommer der en aftale i hus. Hvad tror I?

Det er nu alligevel ret så spændende.

Alt godt

PEM

PS: Se i øvrigt min video om status på klimatopmødet: http://politiken.tv/nyheder/udland/klimatv/article862454.ece