Klimasagen har krævet (næsten) alt af Løkke, siden han kom til. Har prisen været for høj?

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen kom til fadet i april, var der ikke mange, som troede på, at han kunne nå op på forgængerens - Anders Fogh Rasmussens - faglige niveau inden klimatopmødets start.

Siden den dag har Løkke rejst flere kilometer i fly, end Fogh gjorde i anledningen.

Han har mødt de centrale aktører igen og igen - herunder præsident Obama fem gange - og han har på godt og ondt driblet Danmark ind i en rolle, som egentlig ikke var tiltænkt værterne for topmødet. Som dækningen i avisen i dag beskriver med al tydelighed, kæmpes der i skyttegravene om en fornuftig klimaaftale i Bella Center. Løkke har været en central figur, og de danske medier har - måske lidt vel næsegrus - ikke ligefrem underspillet hans rolle.

NÃ¥r han efter nytÃ¥r har fÃ¥et topmødet pÃ¥ afstand og atter skal til at gÃ¥ op i kvaliteten af ældremad, normeringer i daginstitutioner og underskuddet pÃ¥ stats-finanserne, og nÃ¥r han atter lejlighedsvis, over to ostemadder og en lunken øl, drager ud for at tale i en Venstrepartiforening pÃ¥ den jyske vestkyst, vil hans indsats under klimatopmødet for alvor slÃ¥ igennem. SpørgsmÃ¥let er hvordan? Følte vælgerne, at deres statsminister iklædte sig et passende antal statsmandsfjer? Kunne han lege med ‘ de store’? Læs videre og fÃ¥ svaret.

Satsede Løkke rigtigt?

Det var ikke nogen rar ting, Løkke arvede fra Fogh. Klimatopmødet. Da Løkke kom til, var han nødt til at tage en strategisk beslutning: Hvor meget af sin sparsomme tid skulle han bruge på klimasagen? Hans dilemmaer var følgende. Klimasagen ville, hvis han for alvor skulle levere varen i Bella Center, kræve uendelig meget tid væk fra Danmark. Og det ville næppe indbringe den store ros fra chefen for regeringens stærke støttehjul - Pia Kjærsgaard. Gennem næsten et år - i et stadigt højere toneleje - havde hun kritiseret Anders Fogh for ikke at passe sine forpligtelser som statsminister i jagten på et internationalt topjob.

Læg hertil, at da Løkke pludselig blev statsminister, og især fordi han havde arvet mandatet, havde han brug for at ‘ sætte sig i stolen’ over for en vælgerskare, som ikke anede, hvad de kunne vente.

Beslutningen blev truffet. Til baggrundsmusikken af den forventede kritik fra Kjærsgaard og et dagligt fravær fra trakasserierne i dansk politik satsede Løkke alt på klimatopmødet. Internt i Statsministeriet har dette ikke været et svært valg. For alle embedsmænd har længe kunnet se, at Danmarks formandskab for topmødet ville kræve alt af Løkke.

Men ude i landet, på plejehjemmene, i fiskerihavnene i Gilleleje og Hanstholm osv., har der ikke været nogen indre logik i, at den nye statsminister fløj af sted igen, bedst som han var kommet. I lyset af det altafgørende behov, genvalg af Løkke, gav satsningen på klimatopmødet mildest talt ikke sig selv ud fra en mere politisk vurdering.

Løkke har brugt Ã¥ret pÃ¥ 1) klimatopmødet, 2) at skabe sit image som ‘ Lille Lars fra Græsted’ og 3) krisehÃ¥ndtering, nÃ¥r burkaforbud, muskelhunde eller globaliseringspuljen nedsmeltede Folketinget.

Nu, når topmødet er forbi, vil satsningen, som Løkke har gjort, formentlig vise sig at være rigtig. Vælgerne har set en statsminister, der kan spise kirsebær med Obama, Merkel og Brown. Uanset resultatet på selve topmødet. Danskerne ved godt, at det er de store kanoner - og ikke Løkke - der sikrer succes eller fiasko på et topmøde af denne art.

Løkke kan derfor se frem til at sende Kjærsgaard en venlig tanke i januar over ostemadden og den lunkne øl.

Du bør læse disse tidligere analyser:

Rolig, vi er kun ved foden af Alpe D’ Huez

Klimatopmødet er et flop