Måske er modningsprocessen længere, end man skulle tro. Klimatopmødet er et måske godt første skridt til løsningen af et problem, der ikke går væk. Svaret får vi om et år i Mexico. Obama og kineserne fik måske, hvad de kom for. Og Løkkes rolle har været overvurderet gennem hele forløbet.

I timerne og dagene efter klimatopmødet kom de forventede automatreaktioner.

Ngo’erne hældte aftalen rent ned ad brættet. En katastrofe over for de fattige lande. Oppositionen herhjemme sagde, at de var triste, imens de med deres kropssprog strÃ¥lede som sole. Lomborg jublede over, at han havde fÃ¥et ret i, at hele processen med FN-møder var gal.

Og pressen leverede slaveanalysen, som handler om at hænge den danske statsminister ud. Men var de lidt hånlige konklusioner i grunden så indlysende? Uden at overvurdere aftalen kan man måske lære en del af forløbet.

Var Big Bang i grunden realistisk?

Alle de, som før topmødet regnede med et resultat, der ikke alene ville redde klimaet, men også i ét Big Bang ville løse alle ulands-og verdenshandelsproblemer, blev skuffede. Dem var der mange af.

Alle de, som regnede med at få en juridisk bindende aftale, har længe før topmødet kunnet konstatere, at det ikke ville komme dertil. Præsident Obama var ikke nået langt nok med Kongressen. For længst har Løkke og Obama meldt dette ud.

Alle de, der - som undertegnede - regnede med, at der ville blive en finansiel overførsel til de fattige lande i overkanten af det forventede for at illustrere den gode vilje, blev skuffede.

Alle de, som ville blive glade for at se USA’s præsident ( hvis deltagelse i topmødet, de fleste havde afskrevet) i personlige, intense og langstrakte forhandlinger med den fattige verdens statsledere, ikke kun Kina og Indien, men ogsÃ¥ Maldiverne, blev glædeligt overrasket.

Som ovenstående kredser om, drejer kernespørgsmålet - som nødvendigvis må stilles, før man bedømmer mødets resultat - sig om, hvad det i grunden var realistisk at opnå på COP15.

Da forhandlingerne reelt startede efter Obamas ankomst, var der stadig hÃ¥b om en aftale, hvor man ville indgÃ¥ bindende CO2-reduktionstal for de enkelte lande. Det bekræftede FN’s chefforhandler.

Den egentlige overraskelse, som indebar, at forventningerne til sidst måtte justeres, var kinesernes og indernes uvillighed til at påtage sig byrder, der vil påvirke deres økonomiske vækst for meget.

Som Obama sagde, er der flere hundrede millioner mennesker, som stadig lever uden elektricitet i disse lande. Og da viljen ikke var til stede til at kompensere yderligere med penge fra Vesten, ud over de 100 milliarder dollar i 2020, gik forhandlingerne i stå.

Det overrasker, at man efter to års forhandlinger ikke fra parternes side havde flere alternative ideer med i ærmet, da man har kendt hinandens positioner længe.

Taktikken var angiveligt, at de centrale aktører skulle opgive deres positioner, når verdenspressen stod for døren? Ærligt talt: Kina er et diktatur, og Obama skulle tilbage og have alt godkendt i den amerikanske Kongres. Det vidste alle også på forhånd.

Man kan få den tanke, at såvel kineserne som Obama er udmærket tilfredse med resultatet af forskellige årsager. Kineserne, fordi de ikke ønsker at blive bundet op.  Obama, fordi han ikke havde et mandat af betydning med til topmødet.

Kritik af Løkke?

Er kritikken af Løkke rimelig? Vinderne skriver historien. Løkke er ikke en vinder. Men hvor stor en taber er han? Han har været USA’s allierede hele vejen.  Fordi Kyotoaftalen, som er juridisk forpligtende, blev stemt ned i den amerikanske Kongres pÃ¥ trods af daværende præsident Bill Clintons positive anbefaling. Og fordi en aftale uden USA vil være sagligt nonsens, eftersom USA er den næststørste globale udleder og det land, som om noget kan sikre hÃ¥ndhævelsen af en aftale, juridisk eller ej. Løkke begik fejl undervejs, givet.

Men det er forkert først at registrere, at de store landes ledere personligt forhandlede med hinanden gennem femten timer fredag ( Løkkes rolle her var yderst begrænset) og samtidig give Løkke skylden for, at hele topmødet kørte af sporet.

Jeg deler derfor ikke slaveanalysen af Løkkes fallit, selv om den passer godt ind i oppositionens og den sultne presses vanlige hang til at finde vindere og tabere.  Analysen mangler logik. Man kan ikke give statisten i tredje række skylden for alle teaterstykkets problemer.

Hva’ nu?

Den gode nyhed er, at der i København blev lagt et spor ud, og at der allerede igen er topmøde herom i Tyskland om seks måneder.

Og man er blevet klogere. Sagt ligeud: Ingen behøver at møde frem til topmødet i Bonn, såfremt de ikke inden da har fundet bedre kompromiser, end de havde til det just overståede topmøde. Mere vilje skal på bordet.

En aftale skal på plads over det ( eller de) næste år. Om det så er via en juridisk aftale eller ej, er nok ligegyldigt.

Kyoto var juridisk bindende, men blev ikke overholdt.

Vigtigst er mÃ¥ske, at virksomheder verden over skal have tillid til, at det er ‘ den grønne vej’, de skal investere i - og tjene penge pÃ¥. Den kolde konklusion er nok, at det i sidste ende er markedsøkonomien og pengene, der kan tjenes, som skal redde denne verden fra klimadøden. Den politiske aftale er en vigtig præmis for, at det sker - men kun en præmis.

Du bør læse mine tidligere analyser af klimatopmødet her:

Satsede Løkke rigtigt?

Rolig, vi er kun ved foden af Alpe D’ Huez

Klimatopmødet er et flop