Skatten. Økonomien. Euroen. Klimatopmødet. Ingen er ufejlbarlig. Selv ikke Lars Løkke Rasmussen. Selv ikke Helle Thorning-Schmidt. Ja, selv ikke Barack Obama. Livet leves forlæns. Her kommer – vanen tro – denne politiske iagttagers større bekendelser for året der gik.

‘Her i ministeriet begÃ¥r vi aldrig fejl. Og hvis du indrømmer, at du har begÃ¥et en fejl, sÃ¥ har du begÃ¥et to fejl!’. Ordene kom stille men tydelige fra Finansministeriets daværende personalechef, som denne skribent aflagde et kort visit, som ny ung fuldmægtig tilbage i 1992.

Og selv om årene i det hus måske bidrog til at gøre undertegnede en smule mere arrogant end tænkt fra naturens hånd, var bemærkningen helt ok.

Finansministeriet er det eneste ministerium, som blot tilnærmelsesvis holder fast på statens penge. Det må nødvendigvis have en vis kultur af ufejlbarlighed. Men tiden er gået. Og jeg er hverken ansat som regnedreng længere, eller har brug for at være ufejlbarlig. Her kommer fem fejl fra 2009.

1) Den brede skattereform?

S-leder Thorning-Schmidt er blevet holdt ude af dansk politik, siden hun erklærede, at ‘ville arbejde regeringen ud af kontorerne’. Men ét sted troede jeg imidlertid fortsat, at de brede flertal var hellige: skatteomrÃ¥det.
Flere topministre var tilhængere af et bredt forlig og såmænd også af at finansiere reformens skattelettelser med at pille ved boligejerne via rentefradraget. Ingen af delene blev som bekendt til noget. Selv vurderede jeg, at det brede forlig ville komme i hus. Det var en fejl. Omvendt var jeg kynisk nok til at udelukke, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen turde binde an med en reduktion af rentefradraget. Det ville blive opfattet som løftebrud. Der fik jeg ret.

2) Det kæmpe hul i kassen

Jeg har gennem året hørt til optimisterne når talen faldt på økonomien. Og at katastrofen i alt fald nok er undgået. Men sidste år ved denne tid var vi mange, som frygtede et tiår med nedtur. I tredje kvartal i år havde Danmark atter positiv vækst. Det kom ikke bag på mig, at regeringen ville bruge penge på at imødegå nedturen. Det var den nødt til af politiske grunde. Der hvor jeg tog fejl var i vurderingen af det hul i statskassen, som indsatsen fører med sig. Et hul på 100 milliarder i 2010 er formentlig undervurderet, når vi i 2011 gør regnskab. Låntagningen i udlandet er yderligere accelereret ligeså.

Oppositionen vil kun gør endnu mere. Vi balancerer på en knivsæg. Retter økonomien sig, er gælden næppe et problem. Trækker opsvinget ud, kan det bringe kommende generationer i en gældsfælde. Sker det sidste, trækker det op til et økonomisk indgreb af den gammeldavs slags – et af dem der gør ondt. Problemet med et indgreb er blot, at det bryder totalt med ideen om at give skattelettelser for at sætte gang i hjulene. Og et indgreb lukker atter oppositionen ind i dansk politik. Det vil Kjærgaard næppe acceptere. Alt dette taler for, at det hele kommer til at dalre videre indtil efter et valg, hvorefter danskerne kan vågne op til en kold økonomisk spand vand i hovedet. Uanset hvem der vinder. Vi ser.

3) Troede på en Euroafstemning.

Da Fogh kom hjem fra en flyvetur og i ‘Go morgen Danmark’ erklærede sig klar til en euroafstemning, hvis SF og Søvndal ligeledes ville, troede jeg at vi skulle til stemmeurnerne. MÃ¥ske var det mest ønsketænkning for det har længe været nationaløkonomisk logik for begyndere, at et lille land kan have fordele af et medlemskab. Især i en global krise. Men ak, et er økonomi, noget andet er politik. Søvndal, der ellers er klar til hvad som helst, er ikke klar til euroen. Jeg tog fejl.

4) De radikale fortsat ud i kulden

Nogle ting er sÃ¥ selvindlysende, at man intet taber ved at erklære det for en (kommende) kendsgerning. Selv i politik. Jeg troede, at en omfavnelse fra S-SF’s side af de vilde radikale var en sÃ¥dan ting. Men jeg tog fejl. Helle og Villy mener, at man kan jorde de radikale til at acceptere nul indflydelse pÃ¥ skatte- og udlændingepolitikken. De kender vist ikke de radikale. Det rokker lidt ved troen pÃ¥ oppositionens politiske modenhed. 2010 vil vise om de klarer sagen. Det er sidste chance, hvis valget skal vindes og ikke blive én lang debat om usikkerheden ved et radikalt friløb.

5) Der vist gik FN i Klimaet

Hvem havde troet, at samtlige af verdens politiske topchefer først kunne befinde sig i samme rum i København og dernæst forlade landet uden en positiv overraskelse. Hvem havde troet, at Danmark, med sin formandsrolle, ikke tidligere kunne gennemskue, at præsident Obama ikke kunne (grundet sundhedsreformens vej gennem kongressen), og kineserne ikke ville, medvirke til et større ryk i klimasagen? Stats- og klimaministeren var alt for optimistiske, og det ramte dem i nakken, da resultatet stod klart.

Jeg havde spået et markant bedre resultat. Min fejl var, at jeg troede at de mange aktører havde læst spillet korrekt. Efterfølgende står det klart, at aftalen først kan vurderes sagligt om nogle måneder. Og at landenes politiske vilje er vigtigere end den juridiske. Vi får se. Det er desværre værre for klimaet end for mig, at det gik som det gik.
Tja, året 2009 er gået. Et utroligt år. Og fejlene er fuldbyrdede. 2010 er lige om hjørnet. Der starter vi atter på et blank stykke papir.

Godt nytår.
——————————————————————

Kære bloggere

Året går på hæld. Uha, det har været et vildt politisk år. Ny statsminister. Finanskrise kloden over. Klimasagen. Det er vildt. Og spændende.

Politiske kommentatorer er jo til for at forsøge at give en forklaring på det som er passeret for næsen af os alle i politik. Og - ind imellem - stikke piben frem og give et bud på hvad som vil ske. Med alle de risici, som det medfører. For politik er definitorisk uforudsigelig.

Men jeg gjorde forsøget, og ofte gik det odt. Men nogle gange glippede det. Ofte fordi spillereglerne simpelthen ændredes imens vi gik fremad. Og sådan er politik, og demokratiets virkemåde.

Ovenfor de større overraskelser fra min side. Hvilke var jeres? Hvad overraskede jer mest i 2009?

Vel mødt i 2010 og tak igen, for jeres engagement.

PEM