Løkke og Espersen har brug for at sætte deres eget hold frem til næste valg. Men regeringsrokader er aldrig uden risiko. Og ungt er ikke altid godt. En rokade vil primært sigte på at lappe huller og give indtryk af, at den nye ledelsesduo nu endelig har foden på eget dæk. Rokaden kommer snart, for intet taler for det modsatte. Men måske bliver den ikke så stor som ventet?

Regeringsrokader er et mærkeligt fænomen i dansk politik. På den ene side er de fleste aktører klar over, at rokader i sig selv aldrig rigtig har gavnet en regering. Friske ansigter er fint nok, men der er altid en risiko for, at de nye ikke slår igennem. Og de virkeligt magtfulde ministerier – dem som for alvor profilerer en regering – skifter kun sjældent minister, hvilket i høj grad forklarer hvorfor rokader sjældent har den store effekt.

Hvad gør Løkke?

Alle teorier er i spil. Løkke laver en kæmpe rokade? Løkke laver en mindre rokade? Skal K-leder Lene Espersen til Udenrigsministeriet? Skal hun nøjes med Økonomiministeriet?
Meget vil afhænge af, hvordan statsministerens læsning af sin egen situation ser ud? Mener han, at regeringen er presset, vil han være fristet til at gennemføre en større rokade. Mener han, at regeringen kører fornuftigt, vil han tendere mod en lidt mindre rokade. For der er risici forbundet med at køre nye ind - og gamle ud. Løkke vurderer lige nu, at regeringen klarer sig godt. Og det seneste – yderst ansvarlige – udspil fra Det Radikale Venstre, om genopretning af dansk økonomi, underbygger ikke sammenholdet mellem S-SF og R. Hvad vil oppositionen i grunden tilbyde vælgerne – bare i store træk – hvis S-leder Thorning-Schmidt sætter sig i Løkkes stol?

Partierne sejler indtil nu i hver sin retning i sÃ¥ afgørende spørgsmÃ¥l som skat, udlændingepolitik og nu senest efterlønnen og dagpengeregler. Og nok er de konservative, med Espersens begejstring for de radikale reformer, pÃ¥ kollision med Venstre og Kjærsgaard i sagen, men VKO’s grundlæggende tilbud til vælgerne flimrer ikke kritisk af den grund. Oppositionens kaotiske tilstand sænker presset for en gigantisk rokade. Sandheden er, at Løkke har store frihedsgrader.

Hvem skal ud og ind?

Skal man gå lidt med på navnelegen er der visse justeringer, som entydigt vil give regeringen mere styrke.
Skatteminister Kristian Jensen skal, som ny nummer to i Venstre, bære meget mere. Han kan ikke blive ved med at sidde passivt og spidse blyanter i Skatteministeriet. Slet ikke når skattereformen er trådt i kraft. Finansministerposten er optaget (og Løkke og Jensen er ikke så tætte personligt) så et ideologisk ministerium, som Undervisningsministeriet (selv om Brian Mikkelsen er lun på det), kan være en mulighed. Løkke har senest udnævnt folkeskolen, som det vigtigste på jorden og Bertel Haarders tid er nu forbi. At fyre indenrigs- og socialminister Karen Ellemann vil være klogt, idet hun så langt har udvist en historisk mangel på politisk tæft. Hendes job er en ideologisk stærk rolle, hvis man ved noget om politik. Og Jensen har brug for at tørre lidt af bankmandsimaget af skuldrene.
Lykke Friis kan køre videre i Klima- og energiministeriet eller tage Helge Sanders Videnskabsministerium. Dog vil Malou Aamund næsten risikofrit også kunne overtage dette, idet hun har arbejdet seriøst med stoffet i længere tid.
Fødevareminister Eva Kjær Hansen har et image som et alt for venligt bløddyr, i forhold til fødevareleverandørerne. Der er brug en terrier her. Lykke Friis? Søren Pind? Peter Christensen?
Søren Gade burde være flyttet grundet Jægerbogen, men idet Afghanistan bliver et mareridt herfra må han blive.
Lene Espersen skal væk fra det alt for store ministerium. Hun må og skal ud og profilere partiet og det kan hun ikke med 50 centimeter sagsmapper til gennemlæsning hver aften. Og bankkrisen har været for hende, hvad politireformen har været for justitsminister Brian Mikkelsen – ikke god. At skille Økonomiministeriet ud som et kontrolministerium til hende, og sætte transportminister Lars Barfoed ind i Erhvervsministeriet kan give mening.
Brian Mikkelsen skal ud af justitsministeriet. Det er ikke gået så godt. Politireformen og bandekrigen klæber som melklister til ham. I Transportministeriet er det svært at lave ulykker og selv om det er en skridt ned, vil det give ham mulighed for at deltage i politikudviklingen, som dengang han var kulturminister.
Per stig Møller skal blive hvor han er. Udenrigsministeriet er en senior rolle. Og han leverer populariteten.
Henriette Kjær er en svær sag for Espersen. Hun burde afløse Jacob Axel Nielsen i Sundhedsministeriet. Det trænger både det vigtige politikområde og dets minister til. Men det er afgørende for K, at de har en god politisk ordfører. Kjær bør derfor blive.
Carina Christensen skal i en fart ud af Kulturministeriet, eventuelt tilbage til Transportministeriet. Eller til gruppen. Hun kan ikke klare DF-leder Pia Kjærsgaard, som har sat sig på nakken af hende.
Sagt lige ud, handler en regeringsrokade mest om at lukke synlige svagheder, med så lav risiko som mulig.
Glem teorierne. Tænk i risiko. Det gør statsministeren. Da der ikke findes argumenter for at vente, vil rokaden komme snarest.

Klogest ville det være at tilføje Løkkes reviderede regeringsgrundlag, men usikkerhed omkring økonomien vil gøre det svært at sige noget om næste valgperiode.

————————————————–

Kære bloggere

Hvad vil Løkke - i det hele taget.

Der mangler en ny regering, der mangler en politik, som stikker kursen ud for det LØKKE vil. Også selv om at han var en stor del af Foghs projekt.

Det er ikke næppe nok at dalre videre pÃ¥ mÃ¥ og fÃ¥, selv om det gÃ¥r ‘meget godt’. Vælgerne kræver at man signallerer at man er pÃ¥ forkant, at man gÃ¥r op i de kommende udfordringer. OgsÃ¥ selv om man mÃ¥ske ikke lige kan se et flertal nu.

Men et nyt regeringsgrundlag er nok for meget at håbe på.

Regeringsrokaden: Som sagt er der næppe håb om atden skaber evigt liv for Løkke. Men den skal gennemføres for at sikre, at hans egen regering træder frem, snarere end Foghs.

 

Hvem syntes I skal ind og ud?

alt godt

PEM