ANALYSE: Imens S er optaget af prisen pÃ¥ SMS’er, ligger regeringen i intern atomkrig om de større samfundsspørgsmÃ¥l. Espersens økonomisk fornuftige udmeldinger om efterløn og offentlige udgifter kan blive fatale, hvis vælgerne tror, at hun fÃ¥r sin vilje.

Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen lige nu sidder i sit kontor og kaster dartpile efter et billede af hans politiske makker – K-leder Lene Espersen – kan man dÃ¥rligt bebrejde ham det. De seneste udmeldinger fra den konservative leder om at fremskubbe forringelsen af efterlønnen og gennemføre en nulvækst i de offentlige udgifter er et totalt brud med den ‘Fogh’ske doktrin’ gennem syv Ã¥r, om aldrig at krumme et hÃ¥r pÃ¥ vælgerne hoved.

Espersens forsøg på en fuldtonet karseklipning af vælgerne, øger ikke umiddelbart den stakkels Løkkes chancer for et genvalg, og vanskeliggør det sure arbejde med at skrive et nyt dynamisk regeringsprogram. Men er det hele skidt? Næ, at regeringen signalerer, at der, efter alle disse år, stadig findes en puls et sted derinde, trækker op.

Har Espersen mistet forstanden?
Normalt står der på side ét i den politiske grøntspættebog, at det gælder om at glæde vælgerne, ikke at skræmme dem væk med trusler om forringelser. Før sommerferien gik den konservative leder på barrikaderne for de offentlige ansatte. Nu har piben har fået en anden lyd. Med nulvækst i den offentlige sektor følger to politiske kendsgerninger.

For det første vil lønningerne til de offentligt ansatte ikke vokse, eller maksimalt vokse med inflationen. Det giver god samfundsøkonomisk mening – ikke mindst fordi at de offentlige lønninger smitter af på de private, og der er der absolut ikke brug for mere i løn, hvis vi skal kunne konkurrere med udenlandske virksomheder.

Men de offentligt ansatte - hvoraf mange fortsat skal stemme på regeringen, hvis Løkke skal blive siddende - bliver sure.
For det andet betyder en nulvækst i de offentlige udgifter, at servicen vil blive forringet. Voldsomt. Sagen er, at den voldsomme automatiske opdrift i det offentlige forbrug koster penge. Der kommer fra de stadig flere ældre, som skal passes.

Der er stadig bedre behandlingsmetoder og medicinudgifter på sygehusene og behovet for at renovere faldefærdige folkeskoler og daginstitutioner landet over er der endnu. Så ud over de ansatte, er det også forældre til børn og pårørende til ældre, som kan blive lidt triste. Efterhånden kan de, som Espersen ikke har generet, holde møde i en telefonboks.

Løkke sidder i et dilemma. Espersens forsøg på at føre god borgerlig politik, med orden i pengesagerne og en begrænset offentlig sektor, er samfundsøkonomisk nødvendigt. Gælden eksploderer, og selv om vi kan komme flot igen, vil mådehold med de offentlige udgifter blive et must.

PÃ¥ den anden side er nedskæringerne næppe noget der skal markedsføres alt for aggressivt op til næste valg. Statsministeren taler selv om ‘modning’ af de grimme ting.

Kjærsgaard parat til krig med K
Dansk Folkeparti har i otte år støttet en regering, som altid var sød ved vælgerne. Og når den trådte ved siden af, har Kjærsgaard sagt nej. Som med arbejdsmarkedsreformen forrige år. Løkke skal samle begge partier og det bliver svært. Hvis han og Espersen lige nu bakser med at skrive et nyt politisk program, som skal følge den kommende ministerrokade til dørs, forklarer dette K-lederens timing. Ved at melde ud som hun gør, binder hun sit parti offentligt og må kræve forslagene indføjet i programmet.

Der er lige nu regeringsseminar. Løkke og Espersen må slås imens de smiler til de rullende kameraer. Et slagsmål, som selv Mikkel Kesler må frygte.

Men midt i tristessen og VK-uenigheden er der er, som bekendt, altid en anden side af mønten. Espersens opråb om politisk sprængfarlige spørgsmål signalerer, at regeringen stadig har en registrerbar puls, efter otte år. Men hvordan forhindres, at oppositionen udnytter åbningen og samler sure vælgere op? Tja, oppositionen skal jo også give et bud på hvordan man løser pengemanglen i den offentlige sektor. Og så langt er det kun de radikale, som har spillet ud. Så måske kan Løkke slappe af.

Og sammen med denne skribent glæde sig over, at vi er tilbage til ‘old school’ politik, hvor økonomien og de store samfundsspørgsmÃ¥l atter kan diskuteres. Der er ikke penge til alt, et faktum vi alle har glemt over de seneste otte Ã¥r. SpørgsmÃ¥let er bare, om vælgerne er med pÃ¥ den?

————————————————

Kære bloggere

I dag efter regeringsseminaret på Havreholm kom regeringen frem til, at den dagsorden omkring stramninger og orden i økonomien er relevant, allerede i 2011, 2012 osv.

Det bekræfter finansminister Claus Hjort Frederiksen ligesÃ¥ i programmet ‘Mogensen & Kristiansen’, som sendes pÃ¥ News fra kl. 18.30 i dag.

DERFOR, old School politik er tilbage. Der skal findes forlig og hvordan fÃ¥r man lige skabt en forstÃ¥else for indgreb to Ã¥r efter man lancerer skattelettelser i kampen mod krisen? Det er regeringens dilemma. Og ogsÃ¥ en risiko for Lene E’ tour de force.

Det er enormt vigtigt for Løkke at skille tidsperioderne - før og efter krisen - fra hinanden. Ellers fører han en forkert politik lige nu.

Men kan vælgerne for stå, hvis der pludselig skalvære velfærdssmalhals i kommunerne i de kommende år? Efter gaveboden siden Fogh kom til? Det spørger jeg jer om?

alt godt

PEM