ANALYSE: Danmark følger ikke umiddelbart trop i debatten om statens størrelse og indflydelse, som i USA lige nu smadrer Obamas muligheder. Men snart kan den klassiske borgerlige påstand om det forkerte i at have en stor offentlig sektor atter dukke op, simpelthen fordi Danmark mangler penge, og regeringen mangler en forklaring.

SÃ¥ er den der igen - debatten om statens rolle og den offentlige sektors størrelse. Efter at præsident Obamas første ulykkelige Ã¥r i Det hvide hus blev fuldbyrdet med demokraternes choktab af Ted Kennedys Ã¥rtier gamle senatorpost i staten Massachusetts, bimler og bamler det om, hvorvidt Obamas modgang skyldes vælgernes generelle modvilje mod én enkelt ting: staten ( benævnt ‘ forbundsregeringen’ eller bare ‘ Washington’, uhyret har mange navne).

I USA er staten ikke en god ting, men en dårlig ting. Her i Danmark har det længe været lige omvendt. Her er vi alle med på, at staten er svaret på alle tænkelige problemer, fra madpakker til disciplin i kommuneskolens klasselokaler. Men kritikken af det offentlige og statens rolle kan nu være på vej tilbage.

Er staten svaret på alt?

I den historiske diskussion om den offentlige sektors størrelse har to forhold spillet ind: 1) behovet for at omfordele via skatten fra de rige til de fattige og 2) behovet for at have en velfungerende markedsøkonomi - underforstået, at jo mere offentlig sektor, jo mindre økonomisk effektivitet og jo mindre optjent rigdom i samfundet som helhed.

De to grundsynspunkter peger imod hinanden og den politiske debat har historisk kredset om, hvordan balancen mellem dem bør være. Den borgerlige side har altid krævet mest mulig marked og mindst mulig offentlig sektor for at sikre lavest mulige skatter og størst mulig lyst til at drive forretning og sikre egen indtjening - I fællesskabets interesse, naturligvis.

De venstreorienterede har altid talt om den offentlige sektor som det værktøj, der netop sikrer, at de dårligst stillede også får en andel i velfærden med den moralske glæde og fravær af social ustabilitet, der følger heraf. Og siden den britiske økonom John Maynard Keynes i 1936 fremlagde sine ideer om at bruge staten som regulator af den samlede økonomiske aktivitet i samfundet, har slagsmålet kørt mellem blokkene (og økonomer) om, hvorvidt markedet isoleret var den bedste genopretter i en økonomisk krise, eller om staten skulle hjælpe til. Og i givet fald hvor meget.

Den ideologiske diskussion har ændret sig lidt over tid. Herhjemme gik diskussionen om seriøse alternativer til markedsøkonomien fløjten i 1980′ erne og 1990′ erne.

Ingen - måske lige bortset fra blandt andet medlemmerne af Blekingegadebanden - kunne længere se en samfundsmodel uden markedet som den drivende kraft. Nu gik debatten på, i hvor høj en grad det burde blandes op med en offentlig sektor og regulering fra staten i det hele taget.

Og ikke mindst grundet Anders Fogh Rasmussens egen afstandtagen til sin kendte bog om minimalstaten har der i dansk politik siden 2001, med få undtagelser omkring Kvalitetsreformen før valget i 2007, hvor S opstillede sine velfærdsrettigheder, de facto været enighed mellem blokkene. VKO har med især Kjærsgaards mellemkomst gjort alt for at sikre flertallet ved at udbygge velfærdsordninger fra Christiansborg, ældrechecks med videre. Og senest har finanskrisen gjort det indlysende for selv den sidste tvivler, at uden staten bryder samfundet sammen, når vinden blæser, som den har gjort. Staten har vundet.

Men nu når der skal skæres?

I USA er pendulet nu ved at svinge tilbage. Obama har fået tæsk. Hans sundhedsreform er udråbt som den skinbarlige socialisme.

Og statens størrelse og rolle er atter til debat. Men i Danmark er det så langt lige omvendt. I den forgangne uge truede statsminister Lars Løkke Rasmussen ( V) med at lukke regionerne og gøre sundhedsvæsenet til en del af staten. Samme uge diskuterede politikerne på Christiansborg igen og igen, hvordan madpakken for den enkelte daginstitution skal se ud, når de små hænder pakker den op. Og i går dukkede S-leder Thorning-Schmidt op med kravet om mere disciplin i klasseværelserne.

Detailstyringen har aldrig været større. Der er ellers noget at snakke om. I 1960 udgjorde den offentlige sektor cirka 27 procent af BNP. I 2002 var tallet vokset til 54 procent. Men diskussionen er stendød i Danmark. Svaret er enkelt: Den første politiker, der taler om en mindre offentlig sektor, taler automatisk også om mindre velfærd til vælgerne.

Men det er givet, at de offentlige budgetter skal skæres for at imødegå hullet i kassen efter krisen. Givet, at regeringen næppe samtidig kan indfri forventningen til offentlig service med de stadig flere ældres betydning for udgifterne til sygehuse, ældrepleje og så videre. Givet, at der bliver færre i arbejde til at slæbe skattekronerne sammen til at betale for velfærden til de stadig flere. Og endelig givet, at regeringen fortsat vil dele skattelettelser ud. Da er den eneste sikre konklusion for det næste årti i dansk politik, at der kommer til at mangle penge. Mange penge.

Hvor man i USA taler om for meget stat, fordi man er bange for at miste kontrollen med sit eget liv, kan vi meget vel snart stå over for en historisk genoplivning af debatten om det offentliges størrelse og rolle herhjemme. Simpelthen fordi at når regeringen ikke kan løse problemet med faldet i velfærden, må den nøjes med at forklare det: Markedet er ikke stort nok og frit nok, hvorfor den offentlige sektor og skatterne ikke kan vokse, men snarere falde. Pendulet svinger tilbage, fordi døden som bekendt skal have en årsag.

———————————————————————————————-