ANBEFALING:   Svaret fra Ellen Trane Nørby, Jacob Jensen og Erling Bonnesen - social-, erhvervs- og kommunalordførere for Venstre er et rungende ja. I en kronik i Berlingske Tidende i søndags skriver de følgende:

”Hver gang ‘Samfundsforretningen Danmark’ køber noget for dyrt, koster det tabt velfærd. Overpris er penge, som ikke kan bruges på andre gode formål. Derfor skal vi nu træffe det kloge valg at øge antallet af offentlige udbud yderligere. Vi skal spørge noget mere til, hvem der kan levere vores velfærdsydelser til den bedst mulige pris og kvalitet.”

Læs kronikken her: Flere offentlige udbud øger velfærden

Man kan dog på begge sider i folketingssalen blive enige om, at velfærdsydelser skal leveres til den bedst mulige pris og kvalitet. Ligesom det er logik for burhøns, at der skal spørges til en vares pris inden man køber den.

Det er således i svaret på spørgsmålet om, hvem der kan levere vores velfærdsydelser til den bedst mulige pris og kvalitet, at kronikørernes ideologiske korstog kan udstilles.  

Svaret er ikke overraskende det private erhvervsliv, der i følge kronikørerne både kan pleje ældre, lave mad til disse med mere. Og ja selvfølgelig kan det private erhvervsliv det. I nogle tilfælde kan de sågar gøre det billigere end det offentlige.

Læs også min analyse: Privat vs. offentligt, atter en politisk slagmark

Men ved netop at gøre spørgsmålet til et prisspørgsmål formår kronikørerne, at dræbe den dybere liggende debat om hvorvidt vi overhoved ønsker, at det private skal tage sig af f.eks. pleje og omsorg. Hvilket en venstreborgmester sjovt nok har undsagt. For ja selvfølgelig skal vi ikke bruge flere penge end højst nødvendigt.

I stedet kunne man vende debatten på hovedet og spørge: hvordan opnår vi, at det offentlige leverer de bedste velfærdsydelser til den bedst mulige kvalitet og herefter pris, på de områder vi politisk beslutter skal være underlagt offentlig velfærd.  Således at det ikke bliver et spørgsmål om priskrig og kvalitetsmæssig race to the bottom mellem det offentlige og det private. Men i stedet et øget fokus på kvaliteten af de ydelser vi vælger der skal være offentlige.

kronikørerne slutter af med følgende:

”Vi ønsker derimod, at vi som samfund altid tjekker markedet og spørger til prisen, når man skal ud og købe stort ind med den fælles pengepung. Den som efterfølgende viser sig at være bedst til at løse en given opgave - offentlig eller privat - skal naturligvis så have opgaven. Det er vores alle sammens skattekroner, og vores alle sammens velfærd, det drejer sig om.”

Spørgsmålet er som om det er bedst i forstanden kvaliteten af omsorgen, plejen, maden osv. eller den laveste pris?

Hvad tror I? kan det pris og kvalitet kombineres ved udbud eller vil kommunerne føle sig presset på prisen og svække på kvaliteten?

Alt godt PEM

PS: Du kan nu følge mig på Facebook: http://www.facebook.com/#/pages/Peter-Mogensen/311841647588?ref=ts