ANALYSE: EU’s præsident vil koordinere den økonomiske politik pÃ¥ tværs af Europa i et langt større omfang. Godt for EU, Grækenland og Danmark – men selv om hestekuren er en økonomisk nødvendighed er det atter op ad bakke for Løkke i en grad, hvor det kan true hans genvalg. Men han har intet valg.

I forgårs gik Finansminister Claus Hjort Frederiksen på gaden med budskabet om, at der skal spares 27 milliarder på de offentlige finanser over de næste år.

Samme dag gik græske offentligt ansatte pÃ¥ gaden og demonstrerede imod de pÃ¥tvungne graverende nedskæringer pÃ¥ deres løn og ikke mindst pensioner. Begge dele er kontante eksempler pÃ¥ det som sker, hvis man kommer i karambolage med EU’s sÃ¥kaldte konvergenskriterier.

Hvad for nogle kriterier, spørger den måbende læser med rette? Det vender vi tilbage til neden for. Det vigtige er imidlertid, at finanskrisen har tvunget EU til at gå skrapt i rette med de lande, som ikke har orden i økonomien, og det rammer Grækenland. Og det rammer Danmark. Faktisk er vi herhjemme nu så hårdt ramt, at det vender dansk politik på hovedet.

Hvor VKO gennem alle årene har ledt efter værdige modtagere af pengegaver fra det borgerlige flertal, er jagten nu gået ind for at finde værdige ofre for den sparekniv, finansministeren lystigt skal svinge over staten og kommunerne.

Læs også min analyse: Hestekuren kan give hurtigt folketingsvalg

At blæse og have mel….
Det lyder sindssygt støvet og kedeligt – det med konvergenskriterierne. Men hold ud, kære læser, det er et drama i Stieg Larsson klassen. Sagen er nemlig, at for at komme med i Euroen skal EU’s medlemslande holde orden i deres økonomi. De mÃ¥ kort sagt ikke bruge ret meget mere end de kræver ind i skat.

Og de må ikke køre vedvarende underskud og dermed oparbejde en statsgæld over en hvis størrelse. Euroklubben er en forening, hvor alle i sidste ende hæfter for hinanden. Ikke rart, men nødvendigt. Kommer et land i økonomiske problemer, må de andre lande nødtvungent træde til, for at redde sig selv og hele Europrojektet.

Som katastrofen i Grækenland viser. Prisen er, at Grækenland tvinges igennem en økonomisk hestekurs på størrelse med en velvoksen politihest, af den slags man kan se ride faretruende rundt på Strøget i København om sommeren. Ikke sjovt for grækerne.
Men hvorfor gå op i Euroen, Danmark er jo ikke medlem.

Nej, men vi har bundet vores valuta – kronen – til euroen, hvorfor vi må opføre os økonomisk som om vi var medlem, hvis ikke vores valuta skal tabe i værdi over for euroen, med de indbyggede problemer for økonomien og Danmark, som et tab af fastkurspolitikken afstedkommer. Derfor er Løkke, Hjort, Espersen og Kjærsgaard i politiske problemer.

Her er deres dilemmaer:

1) Hvis de hugger til med sparekniven, som Claus Hjort har bebudet, risikerer de at opsvinget ikke bider sig fast i 2011, med flere arbejdsløshed forude.

2) Hvis de hugger til med sparekniven risikerer de, at vælgerne for alvor mærker en ringere service, ikke mindst i kommunerne, hvor behovet bare vokser og vokser, med væksten i antallet af ældre. Husk, at uforandrede budgetter i mange kommuner er lig med et behov for at gennemføre nedskæringer. For at undgå skylden herfor fastholder Hjort desperat, at 27 milliarder kan skæres væk, uden velfærdstab. Det tror jeg ikke på, og kommunerne næppe heller.

3) Hvis regeringen hugger til med sparekniven kan den være stensikker på, at oppositionen hugger mindre til. Det begrænser hvor meget VKO kan hugge til og sætter fokus på, hvor vigtigt det er at også vælgerne forstår, hvor vigtigt det er at have orden i finanserne. Oppositionen vil, som svar på Hjorts spareiver – godt hjulpet af de økonomiske vismænd, som allerede nu leverer argumenterne til Thorning-Schmidt og Søvndal – udstille Løkke som manden, der rev velfærdssamfundet ned og smadrede Danmarks muligheder for at komme frelst igennem krisen.

4) Hvis regeringen hugger til løser den måske det mest presserende, nemlig at hive Danmark ud af den europæiske slyngelstue og tilbage blandt de økonomiske dukse. Men konvergenskriterierne er slet ikke Danmarks største udfordring. Det er manglen på arbejdskraft, som slår igennem i næste valgperiode. Heraf følger behovet for en uddannelsesmæssig opgradering af alle dem, som er på arbejdsmarkedet, så virksomhederne kan konkurrere. Det koster penge og regeringen risikerer at problemet tvinger den til yderligere velfærdsstramninger år ud og går ind. Så langt tænker politikere aldrig, men problemet går ikke væk.

Læs også analyse: Er Statsministeriet overhoved Løkkes kop te?

Løkken om sin egen hals
Det reelle spørgsmÃ¥l i hele denne ‘ansvarlighedsøvelse’ er hvorvidt man kan skabe en forstÃ¥else hos vælgerne for situationens alvor. Antallet af ledige er endnu ikke stort. Og efter otte Ã¥r med Foghs gavebod skal man være nationaløkonom for at fÃ¥ øje pÃ¥ skærene forude.

Det bliver let for oppositionen at fremstÃ¥ som beskytterne af velfærden imens regeringen ligner pernittengrynede ‘økonomigalninge’, som ødelægger opsvinget, og vælgernes liv, med nedskæringer i tide og utide.
Løkke, Espersen, Hjort og Kjærsgaard er ude på den tyndeste is så langt, uanset, at deres spareplan er yderst berettiget, ja endda for lille.

Kære bloggere

Det handler om hvad søren man skal gøre ved det galopperende statsunderskud, ikke bare hvor man skal spare, om man skal ophæve skattestoppet, men også om hvordan man som regering skal navigere det igennem politisk. Hvad vil du foreslå?

alt godt

PEM

PS: Husk, at du kan følge mig på Facebook