ANALYSE: Nok handler det hele om konvergensprogrammet. Men den økonomiske krise er ikke dyb nok til at overdøve udlændingepolitikken til næste valg. Lykketoft vejrer med VKO’s nedtur morgenluft og rykker nu ud i en yderst farlig manøvre for at forhindre et fjerde valgnederlag pÃ¥ den konto og sÃ¥ har manden i øvrigt fÃ¥et nok.

Det er lidt sjovt, det med ‘ konvergensen’. Tænk, at vi alle er ved at lære det ord. Det er faktisk ved at lykkes for regeringen at gøre økonomien til den store slagmark i dansk politik. I disse dage gÃ¥r vi alle, fra fiskeren i Hirtshals til tømreren i Slagelse, rundt og venter i Ã¥ndeløs spænding pÃ¥, at stats-og finansministeren fremlægger Danmarks sÃ¥kaldte konvergensprogram. Mange har det sikkert, som nÃ¥r de første gang, med rædsel, kigger pÃ¥ deres bankkonto efter en alt for dyr juleferie. Hvad skal man gøre for at dække underskuddet ind igen? I denne uge Ã¥bner regeringen vores fælles bankkonto, afslører underskuddet og siger, hvad vi skal gøre.

Men en kølig tanke vil dreje opmærksomheden væk fra samfundsøkonomien.

Læs min analyse: 27 milliarder grunde til hestekur

Valget bliver ikke afgjort her. Finanskrisen har delvist sløret, hvordan vi er kommet ud i dette morads. Hvilket regeringen nyder godt af. Og det med konvergensen er en bunden opgave, der skal løses. Hverken regering eller opposition kommer uden om at moderere det offentlige forbrug over de næste år.

Derimod kom Socialdemokraternes nestor - Mogens Lykketoft - med vinterferiens mest spændende politiske markering i dagbladet Information. En melding, som har potentiale til at flytte mere rundt i dansk politik end nok sÃ¥ mange økonomiske debatter. Med en gentagelse af Gitte Seebergs »nok er nok« og en tilhørende hÃ¥rd kritik af Dansk Folkepartis linje over for udlændinge ( læs: muslimer), Ã¥bnede Lykketoft for den mest sÃ¥rbare politiske diskussion, som har martret Socialdemokraterne siden 1990′ erne. Hver gang udlændingeemnet er dukket op, har det flyttet stemmer over til Kjærsgaard.

S kan aldrig følge med Pia K.

Lykketoft er ikke en mand, der taler, før han tænker. Slet ikke når det gælder taktiske vurderinger af den politiske situation. Han er heller ikke en mand, der frivilligt smider stemmer over til VKO-blokken efter næsten ti år med S væk fra regeringsbænkene. Men hvorfor lancerer han da en kritik, som historisk altid har kostet stemmer over midten? Af mindst tre grunde:

1) De seneste tre valg er blevet vundet af VKO på netop udlændingepolitikken. Næste gang vil ledigheden og den økonomiske politik nok spille en større rolle, men krisen er langt fra dyb nok til, at den vil tage luften ud af udlændingespørgsmålet. Nu, da chancen for en ny regering aldrig har været større siden 2001, må den ømme tå håndteres, så det ikke én gang til mislykkes af denne grund. Der er ingen vej udenom; S må lægge hånden på den varme kogeplade.

2) Hemmeligheden bag Nyrups regeringer var samarbejdet med de radikale. Lykketoft er en mand, der kan tælle. Ikke mindst til 90. Løftet til vælgerne om, at Kjærsgaard bliver sat helt uden for døren, hvis magten skifter, flugter nøje med de radikales politik.
Og det haster i den grad med at få skabt samling bag det svære udlændingespørgsmål, hvis ikke VKO igen skal splitte SR-aksen i valgkampen. Husk på, at Vestager ikke har opgivet at få indflydelse på udlændingepolitikken.

3) Afmagten omkring S og udlændingepolitikken har længe skabt en em af dårlig karma omkring partiets linje.

Nok er S-vælgerne bekymrede for muslimerne, javel, men at det skulle være det socialdemokratiske alibi for at følge Kjærsgaard helt til ‘ helvedes porte’, har længe gjort nas hos mange socialdemokratiske humanister. Lykketofts kritik af Kjærsgaards moderate irettesættelse af Jesper Langballe efter dennes seneste udfald mod muslimske mænd, er en politisk erkendelse af, at socialdemokrater hverken kan eller skal følge med hele vejen - eller forblive tavse.

Nok er nok. Lykketoft har taget politisk stilling.

DF drejer rundt i såret

Den socialdemokratiske ambivalens pÃ¥ udlændingeomrÃ¥det har siden 2001 været guf for DF. Peter Skaarup, Kjærsgaards hÃ¥ndgangne mand, er da ogsÃ¥ klogt ude og bore i sÃ¥ret. Lykketofts melding vil koste partiet stemmer, og i øvrigt er Lykketoft funderet i 1990′ erne. Siger Skaarup.

Det sidste er kodeord for den periode, da DF voksede mest på bekostning af S. Man kan næsten mærke, hvordan hårene nervøst rejser sig på armene omkring S-ledelsens mødebord.

Men Kjærsgaard og Skaarup ved godt, at Lykketoft muligvis har fat i den lange ende. Lykkes det at få en S-position bygget op på udlændingeområdet, baseret på moderation og oplysning, vil DF miste sit bedste politiske våben og blive et parti for nogle få højredrejede ekstremister. Men ro på, der er unægtelig langt derhen, fra hvor Kjærsgaard står nu. Men Lykketoft kan også leve med mindre.

Da han, som S-leder, i 2005 tabte valget til Fogh, stod uenigheden med de radikale centralt. Lykketoft vejrer med VKO-nedturen politisk morgenluft og er begyndt at røre på sig. To forhold kan true hans mission: Pia Kjærsgaards altid effektive modoffensiv.

Og nervesystemet i den socialdemokratiske partiledelse. Det første har han en tæt personlig erfaring med. Det andet må man tro, at han har tænkt igennem. Alt andet ville ligne ham dårligt. For manden har ret. S er tvunget til at få en troværdig udlændingeplatform og nærme sig de radikale, hvis de vil magten, når Løkke trykker på knappen. Krisen, ledigheden eller konvergensprogrammet er langtfra nok til sende S tilbage i regering.

Den ømme tå må håndteres.

Alt godt
PEM

PS: Husk, at du kan følge mig på Facebook