De gør det igen og igen - tager pÃ¥ statsbetalte rejser til fjerne lande. OgsÃ¥ i denne uge. Politikernes egne argumenter er faktisk gode… men ikke gode nok. Kun en useriøs politiker frygter ikke den offentlige misundelse.

Det er noget af en uge i dansk politik.

Alle er væk. Gangene på Borgen runger hult, når man sniger sig forsigtigt rundt. Det er rejsetid. Ikke et kontinent på kloden undgår et besøg fra en videbegærlig delegation af danske folketingspolitikere.

Men politikerne balancerer på kanten af noget meget farligt: den offentlige misundelse. Kun et lille råd: Pas på, pas på. Uanset hvor meget ret du end har, kan du kun tabe.

Ligegyldige sager?

Turen går til Kina for Folketingets Uddannelsesudvalg. I TV 2/Nyhederne sidder S-ordfører Christine Antorini og argumenterer for turens relevans. Kineserne har skam meget at byde på, siger hun. Men formanden for udvalget, Marlene Harpsøe ( DF), tager ikke med. Det er totalt op ad bakke for Antorini, selv om hun har ret.

I bedste ekstrabladsstil kører Nyhederne videre til Kulturudvalget, som skal på tur til De Vestindiske Øer. I guder - det er den samme tur, som én gang er blevet aflyst efter en folkestorm. Pia Kjærsgaard skal ikke med. Billederne fortæller, at der er dejlig varmt derovre i Vestindien. Herhjemme fryser det endnu. TV 2 slutter indslaget med oplysningen om, at alt rejseriet i ugen koster knap to millioner.

Vi springer. Lønninger til bankdirektører. Så går det løs. Alle politikere er enige om, at direktørernes lønninger skal stilles offentligt til skue.

Den nyslåede økonomi-og erhvervsminister, Brian Mikkelsen ( K), erklærer sig enig i, at de skal offentliggøres.
I forvejen kræver årsregnskabsloven, at den samlede direktions lønninger skal fremhæves. Ikke et stort problem for bankerne. Et emne som direktørernes løn kan alle vælgere forstå. Og det forstår politikerne.

Vi springer igen. Kronprinsessen spiser middag med Rigmor Zobel. Ekstra Bladets læsere går planmæssigt amok.
Kronprinsessens tilsyneladende hang til at omgås også mere udfordrende eksistenser endevendes. Kronprinsessens liv finansieres af danskerne, deraf retten til den offentlige gabestok.

Ydmyghed kræves

De tre eksempler handler alle om det samme: Den offentlige misundelse er en uhyggelig tung hammer, uanset om man er politiker, bankdirektør eller kronprinsesse. Vi kan selvfølgelig grine ad forargelsen. Og vi bør omhyggeligt notere os, at ingen af ovenstående eksempler sagligt set udgør noget, der bare ligner et økonomisk problem. Det er alene moralen, det handler om. Men hvilken moral.

Hvorfor kan politikerne ikke holde fingrene fra tagselvbordet’? Ikke mindst turen til Caribien kalder pÃ¥ dyb undren.

Det er ikke lang tid siden, at den måtte aflyses på grund af udtalt vælgerforargelse. Og nu genoptages den, med et lidt udbygget program som eneste bolværk mod den samme medietur.

De rejseglade politikere fortæller sig selv følgende:

1) Det er seriøse ture med et hårdt program.
2) De må nødvendigvis ud og studere andre dele af verden for at kunne levere gode løsninger herhjemme.
3) Politikerne har ingen dårlig samvittighed over at bruge skattekronerne herpå, idet de lønnes forholdsvis ringe.
4) Når vi - næsten - alle gør det, er det svært at udnytte forargelsen på de andres bekostning.

Men svarene holder ikke til en kynisk vurdering. Mary kan være ligeglad, hun er for populær. Bankdirektørerne kan strengt taget være ligeglade, de slipper stadig billigt. Men politikerne steger på panden. Den offentlige misundelse, hvor uberettiget den end er, er for magtfuld.

Rejserne koster popularitet og dermed stemmer. Der er kun ét råd, som holder: Bliv hjemme.

Alt godt,

PEM