Efter den tyske kansler Angela Merkels kompromisløse svar på den græske gældskrise, rejses følgende spørgsmål fra flere sider i Tyskland: Er Merkel i gang med at forlade den tyske post-krigspolitik, hvor europæisk sammenhold stod over nationale problemer og meningsmålinger?

Merkel erklærede - mere smilende og glad end længe - at EU ikke ville komme grækerne til hjælp i første omgang. I stedet bliver det den internationale valuta fond (IMF), der skal hjælpe og EU landene træder kun til, hvis situationen bliver ekstremt forværret og de alle er enige. Det fik Der Spiegel til at skrive, at Merkel havde kæmpet mod resten af EU - og vundet.

Læs artiklen her: http://www.spiegel.de/international/germany/0,1518,686167,00.html

Men sejr har altid en pris. Det vil ændre EU´s syn på Tyskland og det viser, hvor meget Tysklands syn på Europa har ændret sig. Før i tiden har de tyske kanslere arbejdet hårdt og nøjsomt på at jage deres interesser i Bruxelles via specielt kommissionen. Det langsigtede mål var, at Tyskland ikke skulle isoleres i Europa.

Tidligere store tyske Europa-positive kanslere som Adenauer, Schmidt og Kohl smed gerne et par ekstra milliarder på bordet, hvis bølgerne i EU gik højt nok. De var overbevist om, at pengene var givet godt ud og samtidig udstillede det Tyskland som gode europæere.

Det kan meget vel skyldes, at de tre ovenstående hørte til en generation for hvem Europa var et spørgsmål om krig og fred. For Merkel derimod er Europa og EU snarer et spørgsmål om cost-benefit analyser for Tyskland og for hende som regeringsleder. Kan hun score point i den tyske befolkning på at være hardliner overfor Grækenland så er hun det - også på bekostning af EU og europæisk sammenhold.

Merkels brud med de tidligere principper viser endvidere, at de tyske og europæiske interesser ikke længere nødvendigvis er sammenfaldende. Hun har i sin retorik været ganske hård og kaldt reglerne i vækst- og stabilitetspagten idiotiske samt luftet muligheden for at ekskludere lande fra Eurozonen. Det kan være starten på et paradigme skift Tysklands europapolitik.

Indtil nu har EU i høj grad været drevet frem af Tysklands politiske ledere og det er langt fra sikkert, at den tyske befolkningen, hvis den var blevet spurgt, ville have sløjfet marken, åbnet mod Øst m.m. Derimod er det sikkert, at den tyske befolkning bakkede deres kansler op, da hun sagde nej til at hjælpe grækerne. Der tegner sig altså et billede af en kansler, der lytter til befolkningen - også når det kommer til EU spørgsmål.

Det kan vise problematisk for EU´s fremtidige udvikling og integration, da det langt fra er sikkert, at man i fremtiden kan regne med Tyskland som den primusmotor, der gerne skubber egne interesser til side til fordel for vitale EU beslutninger. “Europa skal skabes” som tidligere kansler Konrad Adenauer sagde, men hvem gør det, hvis ikke Tyskland vil?

Alt godt

PEM