Det var ikke ligefrem besparelser, som Søvndals landsrådstale handlede om. Dermed er konflikten med statsministerens strategi om en påkrævet hestekur trukket yderligere hårdt op. Spørgsmålet er nu, om vælgerne kan huske det med vigtigheden af at passe på pengene, efter de fede år med Fogh. Med opsvinget i aftagende står Søvndal over for et afgørende valg.

Den seneste mÃ¥ling over SF’s regeringsduelighed fortæller, hvilke ministerposter formand Villy Søvndal kan bestride. I danskernes øjne bliver han en glimrende minister pÃ¥ alle omrÃ¥der, pÃ¥ nær finansministerposten. GÃ¥rsdagens tale til landsmødet fortæller lidt herom. Der blev stort set kun skrevet flere udgifter ud, hvilket ikke alene forklarer, hvorfor den økonomiske plan fra S og SF er udskudt til … ja, det er lidt uklart … og det forklarer, at SF stadig kæmper med det økonomiske spøgelse. Kan SF være ansvarligt med dansk økonomi?

Løkke sparer, Villy spenderer

Netop økonomien bliver afgørende ved næste valg. Al Søvndals snak om at komme i regering kan være spildt, hvis ikke partiet har sin økonomiske troværdighed i behold. I ugen, der gik, kridtede statsministeren banen skarpt op. Nulvækst i den offentlige sektor i 2011. Besparelser i 2012-2013. Det er muligvis den rigtige kur til dansk økonomi, som buldrer af sted med en fart, som overrasker alle økonomer. Herunder regeringens egne.

Men måske endnu vigtigere betyder Løkkes hestekur, at SF’s ønske om at sætte mere gang i hjulene i nogle vælgeres øjne kan virke uansvarlig. Det er i alt fald, hvad statsministeren håber på. For der er hul i kassen, underskuddet nærmer sig 100 milliarder i år og yderligere store underskud i de kommende år.

Er det tidspunktet, hvor man skal bruge endnu flere penge? Er det tidspunktet, hvor man skal forøge gælden yderligere? Det kommer vælgerne til at forholde sig til. For i og med at opsvinget er ved at bide sig fast, mindskes Søvndals og S-leder Thorning- Schmidts økonomiske argument for at brænde flere penge af. Derfor sidder ledelserne i såvel S som SF og holder øje med opsvingets kraft. Ikke at det betyder så meget, hvordan det ser ud lige nu. Men hvordan det ser ud om et år.

Noget er således uforandret på det succesrige partis landsmøde, nemlig behovet for at fortælle om alt det, som man bør bruge penge på. Folkeskolen har Søvndal fornuftigt valgt at matche i forhold til Løkkes egen indsats, der blev lanceret i nytårstalen. Der er også mange vælgere, som har børn i folkeskolen. Og Søvndal vil renovere bygninger, bruge flere penge til sundhed – mere det offentlige end det private vel at mærke – og det koster alt sammen penge. Nede i salen sidder der næppe mange SF’ere, som ikke føler den vante varme fornemmelse af, at partiet måske ikke skeler helt så meget til pengene, så det gør noget.

Pludselig kan man godt forstå, at den længe ventede S-SF plan om dansk økonomi (ingen ved, hvornår den kommer) ikke nødvendigvis ville indbringe Søvndal megen ros fra de delegerede, hvis den indeholder blot en anelse økonomisk mådehold og endnu værre:Den ville i situationen på landsmødet stritte lige i luften i forhold til Søvndals tale.

Den røde plan

Der er ingen grund til at fremlægge den røde plan nu. Løkke steger i sit eget politiske fedt. Men såfremt Løkkes forsøg på at bringe dansk politik tilbage til old school politics, hvor økonomien er i højsædet, vil vælgerne på valgdagen stille skarpt på SF’s ansvarlighed. Ole Sohn lagde i sin tale vægt på, at der skal være gode rammebetingelser for erhvervslivet.

Det kan de fleste være enige i, men det koster. Det er bestemt klogt, at SF nu også gerne vil markere sig som et erhvervsvenligt parti. Endnu et led i strømmen af de symbolske markeringer, som bringer partiet nærmere midten og i princippet gør det regeringsmodent. Men pengene, Søvndal, pengene. Søvndal vil hævde, at SSF har fremlagt en skatteplan, som samler de nødvendige penge op. Men om alle regninger kan dækkes heraf, vil statsministeren kunne problematisere.

Omvendt: Såfremt det ikke lykkes for Løkke at trænge igennem til vælgerne med, at den næste statsminister skal vælges på baggrund af økonomisk ansvarlighed, vil SF’s linje stå stærkt. Og det er ikke utænkeligt, at vælgerne er lidt mindre agtpågivende end tidligere. Årene med Fogh udviskede fuldstændig fornemmelsen hos os alle af, at der var noget, som hed penge i det hele taget. Der var råd til alt. Og der var aldrig nogen diskussion, fordi pengene fossede ind i statskassen i en grad, så Danmark både kunne nedbringe gæld og finansiere en voldsom velfærdsforøgelse.

Med SF’s valg af linje omkring økonomien bliver det store spørgsmål fra nu af, om de 100 milliarder i underskud overhovedet gør indtryk på vælgerne. Søvndal har ret i én ting. Han er nået langt. Langt i vælgertilslutning. Langt i arbejdet med at samle oppositionen (selv om de radikale er meget langt væk fra S og SF) og langt med at skære den politiske profil til, så hønsestrik nu er byttet ud med jakkesæt. Men han står nu foran det måske vigtigste valg i sin tid som formand: Vil han, nu hvor krisen er i aftagende, tage kampen op mod Løkke i bestræbelsen på at fremstå økonomisk ansvarlig over for vælgerne, eller vil han satse på, at deres syn på at spendere og investere i Danmark matcher hans eget?

Vælger han forkert, kan alt det hårde arbejde være spildt.

Alt godt,

PEM