Brian Mikkelsen fortryder privatiseringen af lufthavnen og TDC. At spole baglæns er umuligt idet det koster kassen, som staten ikke har. Og følger man historiens gang, og tror at det går som det plejer, vil Mikkelsens holdning kun holde til han måtte komme i opposition. Det samme gælder den udtalte S-modstand, som let kan ændre sig, hvis Socialdemokraterne kommer i regering

»Jeg fortryder privatiseringen af Københavns lufthavne og TDC«. En storslået politisk bandbulle fra økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen. Og interessant al den stund, at den borgerlige regering ikke har haft den store aktivitet på privatiseringsområdet.

Nu kan man både anlægge et taktisk syn på Mikkelsens udmelding, nemlig at lukke en politisk front mod socialdemokraterne, som i dag ville gøre ting anderledes, end man gjorde under Nyrup-regeringerne. Og man kan lægge en mere indholdstung vurdering ned over Mikkelsens bandbulle.

Faktisk er det ikke uklogt at evaluere sagligt på de gennemførte privatiseringer. Har de virket? Hvilke virker, og hvilke virker ikke. Måske er det et arbejde regeringen vil sætte i gang? Men midt i alt kvababbelsen hos nu begge sider af det politiske spektrum, skal man lige huske på, at der i de pågældende år, hvor de enkelte privatiseringer blev gennemført, var hårdt brug for de mange milliarder, som de indbragte staten. Og hvordan hænger det lige sammen med Mikkelsens heroiske udmelding i den nu genopståede tilstand med finanspolitisk smalhals?

Gang i 90’erne
I et helt årti, under Schlüter-regeringernes massive trusler om både udlicitering og privatisering af store dele af den offentlige sektor, befandt Socialdemokraterne sig kæmpende imod med næb og klør. Jeg husker et notat fra partiets daværende politisk-økonomiske afdeling, som i 1990 beskrev planen om at privatisere Københavns lufthavne, som ’Dyremoses blodpenge’. Navnet på notatets forfatter lader vi her være usagt.

Henning Dyremose var som bekendt finansminister i den sidste Schlüter-regering. Da jeg i 1994, som medarbejder i Finansministeriet – nu under en Nyrup-regering – fik til opgave at arbejde med privatiseringen af netop lufthavnen (salg af de første 25 procent af aktierne), fortalte det mere end noget andet, hvor pragmatisk en tur i regering kan gøre en hårdtslående ideologisk politiker.

Og det fortalte ikke så lidt om, hvor diskussionen var nået til hos Socialdemokraterne, som om nogen havde støttet op om en stærk offentlig sektor. Analysen i partiet var dengang, at de store offentlige virksomheder ville have godt af en mild vind af privat foretagsomhed, hvad salget af de første 25 procent skulle sikre. Man anerkendte, at der var ting som kunne læres af de private i retning af at blive mere effektive. Man anerkendte yderligere, at den fremtidige offentlige sektor måtte have lidt mere fleksibilitet, end tjenestemandssystemet mange steder tillod.

Langt de fleste tjenestemænd tog dengang imod et tilbud om at gå over til en ny type ansættelse i de delvist privatiserede offentlige virksomheder. Og endelig var der pengene. De mange rare penge, som kom ind i provenuet fra salget af aktier. Alene TDC indbragte 31 milliarder kroner i 1998 til den slunkne statskasse. Privatiseringsprovenuer har bundet mere end en enkelt finanslov sammen til et flertal af politikernes daværende tilfredshed.

Disse overvejelser skal nødvendigvis med i billedet, når man nu hører Mikkelsens udmelding.

Gang i 2010’erne?
Med Mikkelsens melding synes alt håb næsten ude for de offentlige virksomheder, der satser på at blive frigjort af det offentliges bindinger og de snærende bånd til ’år-til-år’ budgetter, manglende mulighed for at hente langfristet kapital til større investeringsprogrammer osv. Oppositionen er nemlig, med S-finansordfører Morten Bødskovs ord, imod at få kerneopgaverne lagt ud til private.

Kø i lufthavnen eller fly, post og tog til tiden er de bekymringer, som driver dette 1980’er S-standpunkt. Problemet er imidlertid, at skal politikerne spole privatiseringerne tilbage – hvad historien endnu ikke melder om – så skal der graves dybt i lommerne. De aktier, som staten skal købe tilbage er dyre. Og endnu værre, så skal både Mikkelsen og Bødsgaard se i øjnene, at de virksomheder, som jo i større eller mindre omfang konkurrerer med andre private virksomheder i ind- og udland, skal sikres ledelsesmæssigt og økonomisk, hvis de skal have en chance.

Og hvordan ligger muligheden for en nationalisering af de berørte virksomheder i lyset af EU’s ønske om at konkurrenceudsætte bl.a. teleområdet?

Endelig, uanset hvem som vinder næste valg, bliver det ikke ’penge ud’, men ’penge ind’ i statskassen, som står på dagsordenen. Derfor er substansen bag Mikkelsens nye politiske klarsyn i privatiseringsdebatten ikke andet end et slag i luften. Måske til ære for vælgerne?

Uanset hvordan det er gået med de privatiserede virksomheder – og ikke alt er gået godt – er argumenterne for at privatisere dem de samme i dag, som de var dengang. Derfor er der flere kommende privatiseringer, som risikerer ikke at blive til noget.

Men igen: Gentager historien sig, vil der atter være opbakning til privatiseringer hos de borgerlige, hvis de kommer i opposition, og der vil komme en ny og mere privatiseringsvenlig linje hos en ny S-ledet regering. Sådan er politik så finurlig.

Alt godt,

PEM