Nu var Espersen-sagen lige gÃ¥et lidt i sig selv. Vi taler i stedet om SF’s landsmøde, Brian Mikkelsens privatiseringskvaler og Løkkes kamp for et comeback med sin hestekur. Og sÃ¥ kommer aktindsigtsagen og kører Espersen pÃ¥ banen igen.

Det kan godt ærgre mig, at det er Ekstra Bladet som har søgt de akter og fået dem først, ret skal være ret.

Nu er den altså helt gal. Det er nu ikke alene bevist, at både Espersen og Løkke kom med en noget anden vurdering af polar mødets karakter, end Per Stig Møller gjorde, i sine sidste dage som udenrigsminister. Men det bliver næsten være. Det værste er nok den undskyldning, som Espersen og hendes embedsmænd tilsyneladende har strikket sammen.

Jeg kan næsten ikke tro det.

Og måske skal man heller ikke tro det. Jeg har nu selv fået fat på de relevante papirer fra Udenrigsministeriet. Af dem fremgår det, at begrundelsen hverken er usand, eller uklog, men heller ikke hele sandheden.

»Due to prior commitments« er begrundelsen, som står i embedsmændenes talepapir. En ferie hører naturligt ind under »tidligere indgåede aftaler«. Spørgsmålet er, om hun kunne have sagt, at hun skulle på ferie?

Det kunne hun godt. Eller sagt på en anden måde: kunne hun ikke stå ved ferien, skulle hun ikke være taget afsted til Mallorca. Jeg tror, det er fair at notere her, at hun er gået en del baglæns på den rejse, siden hun startede ud med at forsvare den.

Jeg har naturligvis selv masser af gange drøftet vigtige telefonsamtaler, som statsministeren skulle have. Reglen om at man skal sige sandheden - helst hele sandheden - gælder også her.

Det er foregået således:
Espersen vil ikke afsted. Hun vil på ferie. Velfortjent, ingen tvivl om det, synes jeg, men tidspunktet er ikke velvalgt. Så hvad gør hun? Hun spørger sin embedsmænd om hvad, der er det normale, når man skal melde høfligt afbud. Og ikke fornærme nogen.

Naturligvis forbereder embedsmændene materialet. Fokus er snævert på, at Espersen skal bakke op om mødets indhold, dagsordenspunkter. Og mindre på at hun ikke kan komme. Helt modsat den danske debat om hendes deltagelse i mødet, som ensidigt kører på hendes ferie.

Uden at ane at sagen efterfølgende ville springe i luften (en begynderfejl hos hendes nærmeste, ALLE sager kan springe i luften), finder de gode embedsmænd på en god formulering: »due to prior commitments«.

Hendes canadiske kollega er OK, siger referatet fra samtalen. Hvad skal han ellers være? Så langt så godt. Og havde sagen stoppet her, ville det hele måske have været OK.

Og så er vi fremme ved Espersens aktuelle problem: Som altid har Ekstra Bladet trukket den for langt. Men i rækken af øvrige oplysninger i sagen, kan hun bare ikke tåle meget mere, før indtrykket af noget gustent fæstner sig yderligere i folkehavet.

Hun skal holde sig i ‘nul-fejl-zonen’ længe herfra, for at rette op pÃ¥ indtrykket af hende som person.

Nu springer sagen i luften igen. Pludselig står Espersen med en embedsmandsudarbejdet uklarhed. En unøjagtighed. Den kører pressen rundt i. Og som altid, når sager af denne art kører, er det uden smålige hensyn til detaljerne.

Hun bliver nu udsat for en syndflod af mistænksomhed, som gengives overfor vælgerne.

Espersen skal forberede sig på en potentiel meget langt kravletur foran vælgerne. Ikke alene for at rette op på hendes dømmekraft i forbindelse med at hun blev væk. Men også for hendes begrundelse i samtalen med hendes kollega.

Lad mig endeligt nævne, at den canadiske ambassade også læser danske medier. Og hendes kollega vil naturligvis høre om også denne seneste del af sagen. Måske hun skulle lade sine dygtige embedsmænd tage knoglen og lige forklare dem sagens egentlige sammenhæng, set med Espersens øjne.

Bare et tip.

PEM