1. maj blev atter en anledning til at kritisere regeringen. Det ser i sjælden grad godt ud for de røde. Professionelt politisk arbejde af S og SF. Ikke for meget om egne løsninger, men klar kritik af fjenden. Momentum mÃ¥ og skal holdes, men tre ubehageligheder truer mÃ¥ske S-SF’s muligheder for - pÃ¥ lang sigt - at kritisere Løkke og co. ned i et sort dybt hul.

Fanerne blafrede i vinden - det var 1. maj 2010. Alt var, som det skulle være. S-leder Thorning-Schmidts og SF-leder Villy Søvndals politiske damptromle kører videre. Tid til et nyt flertal. Kritikken af regeringens politik er massiv. Melodien kører, uden alt for mange konkrete forslag til, hvor pengene skal hentes, og med størst fokus på regeringens problemer og de ting i Danmark, som ikke fungerer. En klog og rigtig strategi, som også de borgerlige fulgte, dengang de var i opposition. Løkke ligger helt ned i ny måling, og magten synes at være inden for de rødes rækkevidde.

Men politik handler om at se skær i vandet, før man rammer dem.

Der er umiddelbart tre ubehageligheder, som kan ødelægge strategien før valgdagen.

Ubehagelighed nummer 1

SÃ¥ er han der igen. KL’s nye formand, Jan Trøjborg. Manden, der siger det, som hans partiformand ikke vil høre. Denne gang har han fundet pÃ¥ at nedsætte et udvalg i KL, som skal undersøge, hvem der har adgang til hvilke velfærdsydelser i Danmark. Det koster penge at gÃ¥ til tandlægen, men ikke at gÃ¥ til lægen. Rige ældre har i dag urimeligt krav pÃ¥ ydelser, som trængte enlige mødre mÃ¥ skyde en hvid pind efter. Sagligt fornuftigt at se pÃ¥ dette, men en politisk giftighed for Thorning-Schmidt. Trøjborgs motivation for at mase løs bunder ensidigt i, at der om fÃ¥ Ã¥r er langt flere ældre.

Finansministeriet beregnede, at alene næste år vil tilgangen af ældre kræve 4,5 mia. kr. ekstra, hvis servicen skal forblive uændret. Trøjborg er logisk nok rædselsslagen for, at han og hans borgmestre skal sidde tilbage med aben for den ringere service, der bliver uundgåelig, hvis ikke man allerede nu begynder at skære ned på de ydelser, som går til velhavende personer, unge som ældre. Trøjborgs velfærds-tour de force kan ikke gennemføres uden en seriøs diskussion om større reformer. Herunder efterlønnen, pensionsalderen osv. Her går det galt for Thorning-Schmidt, som slet ikke ser nogen anledning til skabe uro om, hvilken velfærd vælgerne får, hvis de røde kommer til. Men hvad vil hun og Søvndal gøre, hvis Trøjborg har en pointe? S-SF-ledelserne risikerer simpelthen at blive afkrævet et seriøst svar inden valget af de vælgere, som ved, at problemet før eller siden skal løses.

Ubehagelighed nummer 2

Igen faldt ledigheden. Med 116.000 ledige i dansk økonomi skal man nok have sovet hele første del af økonomistudiet væk for at finde det problematisk. Ja, vil nogen sige, et dobbelt så stort antal er faldet helt ud af arbejdsmarkedet, enten fordi de ikke er registreret som ledige, eller fordi de har valgt at gå på pension eller efterløn. Det er rigtigt, at faldet i beskæftigelsen er større, men dette sætter blot yderligere fokus på behovet for reformer som nævnt ovenfor under ubehagelighed nummer 1. Sagen er reelt den, at det er blevet svært at tale om økonomisk krise. Dette er nok så alvorligt for den røde blok. Såfremt Løkke forstår at sælge situationen som regeringens fortjeneste? Fraværet af en social massegrav på valgdagen kan få midtervælgerne til at anerkende Løkkes indsats som rorgænger. Værre endnu, det bliver nu stadig sværere at fortsætte retorikken fra talerne 1. maj samt fra økonomidebatten i Folketinget i torsdags, hvormed krisen blev beskrevet som dyb og lang.

Ubehagelighed nummer 3

Den græske tragedie kører for fulde gardiner.

Den græske rente på 24 procent betyder, at uden hjælp udefra går Grækenland konkurs. De skal nok få hjælp.

Fordi hele europrojektet skal reddes.

Men så kommer selvransagelsen. Angela Merkel, Tysklands kansler, skal stå til regnskab over for sine vælgere og forklare, hvorfor tyske skatteydere skal holde liv i den økonomiske elendighed på Samos og omegn? Merkel vil kræve disciplin herfra. Men det er ikke det værste.

Den græske krise kom, fordi grækerne ikke havde orden i pengesagerne, og fordi de snød med statistikken herom. Ingen af delene sikrer tillid hos de økonomer i pensionskasser og banker verden over, som koldt skal beslutte, om deres kunders penge skal placeres i græske statspapirer. Den slags mennesker er næsten behandlingskrævende nervøse af natur. Skal Danmark fortsat have fordelen ved gode renter, skal enhver halvstuderet investor fra udlandet føle sig tryg ved, at dansk økonomi kan klare mosten. For Helle og Villy betyder det, at kapitalmarkederne læser tæt med i deres økonomiske plan ( som stadig er et mysterium). Kan cigaretafgifterne og millionærskatten rent faktisk finansiere det, som man påstår, osv. Det er afgørende for Helle og Villy at holde momentum i det aktuelle pres på regeringen.

Og umiddelbart ser det godt ud. Men selv om Løkkes skæbne snart minder lidt om Gordon Browns, er der ubehageligheder forude, som kan gøre livet lidt mere surt for de røde. Dansk økonomi er nemlig i langt bedre form end Storbritanniens.

Alt godt

PEM