Novozymes’ topchef, Steen Riisgaard, udløste en helt forventelig debat. Den kolde analyse er, at han i den grad legitimerede SF som et nyt transformeret og stabilt parti, hvad en VK-regering, der nu kæmper for sit liv, naturligvis ikke kan sidde overhørig. Vælgerne skal forstå, at Riisgaardsignalet’ er falsk.

Forestil Dem, kære læser, at topøkonomen Lars Andersen, direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, stillede sig op på Venstres sommertræf og forklarede, at han da fandt Venstres økonomiske politik - hestekuren - uhyre fornuftig. Og at han havde stemt på partiet i sin ungdom, men at han nu er rykket til venstre. Hvad jo også Venstre er - siden Anders Fogh Rasmussen overtog tøjlerne.

Ville nogen i den røde blok mon finde, at direktørens optræden var med til at legitimere den borgerlige regering i utide? Ja, mon ikke. Lars Andersen ville aldrig påtage sig den rolle til et venstremøde, som Novozymes’ topchef, Steen Riisgaard, påtog sig på SF’s landsmøde. Dertil har han været for længe i politik.

Men pointen med det tænkte eksempel er også snarere den, at hvis man ikke klart forstår, hvor voldsom en politisk provokation Riisgaards optræden udgjorde i den borgerlige lejr, skal man overveje at kræve sine politiske skolepenge tilbage.

Skatteminister Troels Lund Poulsen ( V) reagerer forventeligt på en åbenlys trussel mod VK-regeringens fremtid: at SF - nu også - blåstemples af erhvervslivet. Man skal ikke være naiv. Også Poulsen udnytter anledningen til at få sin skepsis over for SF bragt til torvs. Selv om han ikke vinder debatten, er markeringen vigtig.

Steen Riisgaard i krydsild

Om den populære og succesfulde Novozymesdirektør havde tænkt sin optræden hos SF igennem på alle ledder og kanter, kan man kun gisne om. Måske han ville købe lidt goodwill i en kommende rød regering? Lige nu er den politiske debat kendetegnet ved følgende fakta: 1) Der er lidt over et år til valget. Vi er for længst forbi det punkt, hvor samarbejdet eksisterede på Christiansborg. Al energi går ind på at vinde næste valg.

2) VKO-flertallet har i stigende grad mistet tilslutning hos vælgerne. Ikke mindst fordi de har fumlet rundt med ferier, aflyste møder og andre letforståelige procesfejl.
Stressniveauet hos de sejrsvante borgerlige er i det violette felt.

3) Den røde blok konsoliderer sig stadig mere, og S-leder Thorning-Schmidt udstråler stadig mere overskud. Hun kan, sammen med Søvndal, næsten fysisk mærke, hvordan de nærmer sig det afgørende punkt, hvor vælgerne ønsker at prøve noget nyt, uanset hvor godt Løkke og co. i øvrigt gør det. Det punkt, som Fogh nåede før valget, da han slog Nyrup i 2001. Det er med andre ord et helt afgørende tidspunkt, vi oplever lige nu.

4) Statsministeren er gået i offensiven og hugger løs på alt, hvad der kommer fra især Søvndal. Han har forstået, at Søvndal skal nedkæmpes i en regulær politisk gadekamp.
Der er ikke råd til, at Søvndal kører ueksponeret videre.

Som det fremgår, er alle fire fakta med til at understrege indtrykket af et eneste budskab: VK-regeringen kæmper med næb og kløer for sin overlevelse. Og dér, lige midt i denne overlevelseskamp, vælger Novozymes’ direktør at gå ind og hjælpe Søvndal, lidt som hvis Islamisk Trossamfund hyldede Pia Kjærsgaard på Dansk Folkepartis landsmøde.

Ja, Riisgaard hjælper SF

Man kan formelt ikke bebrejde Novozymes’ direktør noget. Han har ytringsfrihed.

Og isoleret set er dialog jo en god ting - som det er godt at være ‘ god mod dyr’. Sagen er den, at hvis man tror, at man kan give SF medløb, uden at det kommer til at indgå i den almindelige politiske krigsførelse, bør man grundigt genoverveje sagen.

Hvorfor gavner det SF? Af tre grunde:

1) Fordi Steen Riisgaards fremmøde sender det signal, som Søvndal helst af alt vil sende til vælgerne: at SF nu er et stabilt, regeringsklart parti, der ikke længere er besjælet af meget skæve politiske standpunkter, især når det gælder den økonomisk politik. Alle ved, at erhvervslivets topfolk normalt - i professionel henseende - er utrolig berøringsangste over for at legitimere de partier, som vil øge de offentlige udgifter og dermed skatterne, fordi dette i sidste ende vil øge virksomhedernes omkostninger. Riisgaard understreger SF’s generelle ansvarlighed. På trods af at SSF ønsker at hæve visse skatter.

2) Fordi Riisgaards fremmøde signalerer, at SF konkret på det erhvervspolitiske område er godt med. Aktørerne i politik er kynikere og ved, at ingen vælgere følger slavisk med. Kun få vælgere læser partiprogrammer. Flest forholder sig til medierne.
Når en vælger hører om Riisgaards deltagelse, ‘ ja, så kan det da ikke være helt galt for erhvervslivet, med sådan en ny rød regering’.

3) Fordi Novozymes ikke er en hvilken som helst virksomhed. Også her betyder størrelsen noget. En international gigant på sit specifikke område. Når Novozymes kan, kan de fleste - holde af SF i regering.

Man kan ikke diskutere, om VK-regeringen med rette bør frygte Steen Riisgaards optræden på SF’s landsmøde. Man kan godt diskutere, om skatteministeren burde have givet sagen mere luft ved at kritisere erhvervslivets manglende dømmekraft.

Men sagen er stor nok til, at Venstre, støttet af de konservative, har følt det nødvendigt at gå ud og markere, vel vidende at Søvndal blot høster mere opmærksomhed.
Riisgaard - der nok blot ville illustrere mental largesse - er blevet centrum i et politisk hundeslagsmål. Det er der ingen grund til at blive forundret over.

Alt godt

PEM